Højtstående grundvand
Fra 1. juli 2025 har kommuner og spildevandsforsyninger fået mulighed for at hjælpe grundejere, der på grund af højtstående - også kaldet terrænnært - grundvand oplever gener fra vand i kældre eller omkring fundamentet. Fx med dræn eller andre løsninger.
Der går dog et par år, inden løsningerne kan føres ud i livet, og grundejere eventuelt kan få hjælp.
Arbejdet sker i tre trin
Fold alle ud
1. Københavns Kommune udpeger undersøgelsesområder
Før vi kan gå i gang med konkrete løsninger for grundejere i København, skal vi finde ud af, i hvilke områder højtstående grundvand er et stort problem og derfor skal undersøges nærmere.
Inden 1. juli 2027 skal politikerne i København vedtage de første undersøgelsesområder. Eventuelt nye områder bliver vedtaget 2029.
2. HOFOR laver samfundsøkonomiske beregninger af undersøgelsesområderne
Når kommunen har udpeget et undersøgelsesområde, undersøger HOFOR, om det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at håndtere det terrænnære grundvand i området.
Det betyder blandt andet, at HOFOR sammenholder 1) omkostningerne ved at etablere og drive en løsning med 2) de skader og udgifter som højtstående grundvand kan medføre. Det kan fx være skader på bygninger, veje og anden infrastruktur samt udgifter som følge af, at grundvand siver ind i kloaksystemet.
Hvis beregningerne viser, at en løsning samlet set er samfundsøkonomisk hensigtsmæssig, kan HOFOR være forpligtet til at håndtere det terrænnære grundvand i området og etablere de nødvendige løsninger.
Hvis beregningerne ikke viser, at en løsning er samfundsøkonomisk hensigtsmæssig, bliver der ikke etableret en løsning efter denne ordning. Det vil sige, at det ikke er alle grundejere i de områder, der bliver undersøgt, som kan få hjælp af HOFOR til at få ledt grundvandet væk.
3. HOFOR planlægger og implementerer eventuelle løsninger
Hvis beregningerne viser, at det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at håndtere det terrænnære grundvand, planlægger HOFOR den konkrete løsning. Det kan fx være dræn eller andre tekniske løsninger, der kan sænke grundvandet og mindske risikoen for skader.
Som grundejer kan du hjælpe processen på vej
Du kan hjælpe os med forundersøgelserne. Meld ind, hvis du kender til steder i byen, hvor du fx oplever:
- tilbagevendende fugtskader eller indtrængende vand i kældre, som ikke skyldes regnvejr
- vand i haver eller på offentlige arealer i længere perioder
Skriv til os via formularen i kontaktfeltet og beskriv kort:
- placeringen af det højtstående grundvand (adresse, vejnavn eller område)
- de problemer der opleves
- om der er særlige tidspunkter eller vejrforhold, hvor problemerne er tydeligst
Alle tilbagemeldinger vil blive brugt til den løbende opdatering af undersøgelsesområderne. Oplysninger om adressespecifikke forhold vil ikke blive offentliggjort. De bruges kun som hjælp for vores udpegning af områder.
Spørgsmål og svar om højtstående grundvand
Fold alle ud
Hvad er terrænnært grundvand?
Højtstående grundvand kaldes i fagsprog for terrænnært grundvand. Det er vand, som står lige under terræn, og som giver risiko for oversvømmelse af infrastruktur og bygninger eller for uønsket indsivning i kloaker.
Terrænnært grundvand omfatter ikke eventuelle oversvømmelser fra kyst, vandløb og søer, og oversvømmelser fra tag- og overfladevand (regnvand). Heller ikke eventuelt indsivende havvand.
Hvorfor kan højtstående grundvand være et problem?
Højtstående grundvand kan give problemer med vand i bygningsfundamenter og kældre, underminering af infrastruktur og forsumpning af arealer.
Desuden udgør højtstående grundvand en udfordring for spildevandsforsyningsselskaberne, fordi det utilsigtet siver ind i utætte kloakledninger.
Hvem står for udpegning af undersøgelsesområder?
Københavns Kommune står for udpegningen af undersøgelsesområder. Men grundejere har mulighed for at melde områder ind via formularen i kontaktfeltet. Beskriv kort:
- placering (adresse, vejnavn eller område)
- hvilke problemer der opleves
- om der er særlige tidspunkter eller vejrforhold, hvor problemerne er tydeligst
Når udpegningen er færdig, vil HOFOR beregne om de mulige løsninger er samfundsøkonomisk hensigtsmæssige.
Hvornår kommer der konkrete løsninger?
Den første udpegning af undersøgelsesområder skal være en del af spildevandsplanen senest den 1. juli 2027. Derefter skal HOFOR lave de samfundsøkonomiske beregninger.
Først derefter kan HOFOR begynde at planlægge og evt. etablere løsninger i de relevante områder. Det er en lang proces, som både kræver budget og tekniske undersøgelser.
Kan jeg som grundejer få hjælp nu?
Nej, ikke endnu.
Før vi kan vurdere, om et specifikt undersøgelsesområde kan få hjælp, skal de mulige afværgeløsninger være samfundsøkonomisk hensigtsmæssige.
Vi kan nuværende tidspunkt ikke sige, hvornår HOFOR er færdige med deres beregninger.
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har vand i kælderen nu?
Hvis du har akutte problemer med fugt eller vand i din bolig, skal du kontakte en fagperson, fx en kloakmester eller byggesagkyndig.
Hvis du har mistanke om, at vandet skyldes højtstående grundvand, må du meget gerne skrive til os via kontaktformularen nederst på denne side med en kort beskrivelse af:
- placering (adresse, vejnavn eller område),
- hvad der konkret opleves,
- om der er særlige tidspunkter eller vejrforhold, hvor problemerne er tydeligst.
Hvordan kan jeg se, om vand, der siver ind i min kælder, skyldes højtstående grundvand?
Det kan være svært at skelne mellem højtstående grundvand og nedsivende regnvand, som ikke er dækket af ordningen.
Hvis vandet trænger op gennem kældergulvet i revner og sprækker, skyldes det sandsynligvis opstigende grundvand. Særligt hvis indtrængningen sker i perioder, hvor det ikke regner så meget.
Hvis vandet trænger ind gennem vægge eller lyskasser, skyldes det formentlig nedsivende regnvand.
Vi opdaterer informationerne på denne side, efterhånden som processen skrider frem.
Du er velkommen til at kontakte os via kontaktformularen. Vi svarer gerne på generelle spørgsmål, men vi kan endnu ikke svare på, hvilke grundejere der vil være omfattet af ordningen.
Lovgrundlag
Loven, som trådte i kraft 1. juli 2025, giver kommunerne og spildevandsforsyningsselskaberne mulighed for at håndtere problemer med højtstående, terrænnært grundvand i boligområder – fx ved at etablere drænløsninger.
Loven gælder områder med kloakering i alle kommuner, men hvordan den bliver brugt, afhænger af de lokale forhold.
Kontakt
Jord og Grundvand
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Njalsgade 13