Oplysningspligt i forbindelse med administration af parkeringsområdet i Københavns Kommune

Oplysningspligt efter databeskyttelsesforordningen ved pålæggelse af parkeringsafgift og betaling for parkering mv.

Vi behandler personoplysninger om dig som ejer/bruger af motorkøretøjet i forbindelse med administrationen af parkeringsområdet i Københavns Kommune. Dette kan skyldes flere forhold, f.eks. at dit køretøj er blevet pålagt en parkeringsafgift, at du har ansøgt om en parkeringslicens eller at du har betalt for parkering på en måde, hvor det registreres, at det er dig, der har betalt herfor. Dette medfører, at vi efter databeskyttelsesforordningen skal give dig nedenstående oplysninger.

1. Dataansvarlig

Københavns Kommune, Område for Parkering, er dataansvarlig for behandlingen af dine personoplysninger. Vores kontaktoplysninger er følgende:

Københavns Kommune

Område for Parkering

postboks 446

1505 København V

Telefon 70 80 80 90.

E-mail: parkering@kk.dk

2. Kommunens databeskyttelsesrådgiver

Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, er du velkommen til at kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver Jesper Andersen. Du kan kontakte Databeskyttelsesrådgiveren via sikker mail via nedenstående link eller direkte til databeskyttelsesrådgiverens e-mail dpo@kk.dk. Du kan også ringe til databeskyttelsesrådgiveren på 71 74 54 54. Du kan læse mere om databeskyttelsesrådgiveren på følgende link: https://www.kk.dk/databeskyttelse.

3. Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger.

Vi behandler personoplysninger om dig som ejer/bruger af motorkøretøjet i forbindelse med administrationen af parkeringsområdet i Københavns Kommune. Dette kan skyldes flere forhold, f.eks. at dit køretøj er blevet pålagt en parkeringsafgift, at du har ansøgt om en parkeringslicens, eller at du har betalt for parkering på en måde, hvoraf fremgår, at det er dig, der har betalt herfor.

Retsgrundlaget for vores behandling af dine personoplysninger følger i øvrigt af databeskyttelseslovens § 8, stk. 1, og § 11 samt af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c og e.

4. Kategorier af personoplysninger

Vi behandler primært almindelige personoplysninger (ikke-følsomme oplysninger) om dig, det vil sige oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 6. Vi benytter dit personnummer i vores behandling af din sag. Oplysninger om pålæggelse af en parkeringsafgift skal i databeskyttelsesretlig forstand behandles ligesom en oplysning om strafbare forhold, selvom der er tale om en afgift og ikke en straf, og vi behandler derfor oplysningerne herom, når det er nødvendigt for varetagelsen af vores opgaver i overensstemmelse med databeskyttelseslovens § 8. Endelig behandler vi efter omstændighederne også følsomme oplysninger om handicap i sager, hvor det er nødvendigt og i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 9.

5. Hvor dine personoplysninger stammer fra

Som udgangspunkt vil oplysningerne f.eks. i forbindelse med betaling, hvor bilens registreringsnummer er indtastet, stamme fra brugeren af bilen. Vi indhenter også personoplysninger om dig fra det digitale motorregister (DMR) og Det Centrale Personregister (CPR). Vi har endvidere normalt i sager om pålagte parkeringsafgifter indhentet oplysninger på selve det sted, hvor parkeringsafgiften er blevet pålagt, herunder normalt bl.a. fotos af køretøjet. I sager, hvor der er ansøgt om en parkeringslicens, vil kommunen som udgangspunkt behandle de oplysninger, som fremgår af ansøgningen, men da kommunen har pligt til at oplyse sagen, vil kommunen efter omstændighederne også kunne behandle andre relevante oplysninger.

6. Opbevaring af dine personoplysninger

Oplysninger vil som udgangspunkt skulle arkiveres af kommunen, hvorfor disse ikke kan slettes, før kommunen efter arkivreglerne har fået en såkaldt kassationshjemmel hertil, og der samtidig ikke længere er et retligt eller administrativt behov for at gemme oplysningerne.

Dette indebærer, at kommunen i parkeringsafgiftsager som udgangspunkt opbevarer dine personoplysninger i op til fem år efter, at sagen er afsluttet.

7. Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandlinger af oplysninger om dig. Hvis du vil bruge dine rettigheder, skal du kontakte os. Se vores kontaktoplysninger ovenfor i afsnit 1.

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger.

Ret til berigtigelse (rettelse)

Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet. Du har også ret til at få dine oplysninger suppleret med yderligere oplysninger, hvis dette vil gøre dine personoplysninger mere fuldstændige og/eller ajourførte.

Ret til sletning

Da kommunen er en offentlig myndighed, vil kommunen som udgangspunkt alene kunne slette oplysninger om dig, når vi ikke længere har pligt til at opbevare oplysningerne, jf. det anførte herom ovenfor under afsnit 6.

Ret til begrænsning af behandling

Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.

Ret til indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger. Dette gælder dog kun, hvis vores behandling hviler på databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.

8. Klage til Datatilsynet

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.

Kontakt

Område for Parkering

Postboks 446

1505 København V

Telefontider

Mandag

09:00 - 16:00

Tirsdag

09:00 - 16:00

Onsdag

09:00 - 16:00

Torsdag

09:00 - 16:00

Fredag

09:00 - 16:00