Vil du være med til at rekruttere fremtidens kolleger og sørge for, at de også bliver? Socialforvaltningen søger to teamledere til Rekruttering og Onboarding

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at opbygge og lede nye arbejdsfællesskaber i en enhed med høj HR-faglighed, der har stor betydning for Socialforvaltningens arbejdspladser? Trives du i krydsfeltet mellem drift, personaleledelse og forandring, og motiveres du af at skabe klarhed, samarbejde og følgeskab?

Så kan du være en af vores to nye teamledere i Rekruttering og Onboarding, som er en del af Center for HR og Organisation (CHRO).

Du bliver en del af en enhed med 45 engagerede kolleger med speciale i rekruttering og onboarding samt en ledelse, der arbejder for åbenhed, samarbejde og mod til at gøre ting anderledes inden for de rammer, som vi arbejder under i en forvaltning. Vores enhed understøtter over 250 arbejdssteder på tværs af Socialforvaltningen, og vores vigtigste opgave er at understøtte lederne i praksis samt sikre og udvikle en effektiv og velfungerende drift.

Rollen som teamleder
Efter en større omorganisering har vi valgt at etablere to nye arbejdsfællesskaber for at understøtte vores ledere bedst muligt: ét for døgnområdet og ét for dagområdet, herunder myndighed og administration. Du får personale- og driftsansvaret for ca. 20 medarbejdere med forskellige fagligheder, herunder HR-konsulenter, rekrutteringskonsulenter og seniorkonsulenter, hvor størstedelen af medarbejderne har HK-baggrund.

Som teamleder sætter du tydelige rammer og opbygger stærke relationer. Du skaber tryghed, klarhed og fælles retning i samarbejde med lederkolleger og sikrer, at roller, ansvar og mandat er klart defineret for alle medarbejdere.

”Jeg er på udkig efter en leder, der ikke bare kan administrere, men som ønsker at gøre en forskel. Du vil være med til at skabe et arbejdsfællesskab, hvor både mennesker og processer udvikles i et miljø præget af forandring. Din rolle bliver at være den, der får folk til at tro på det fælles mål, løfte i flok og tage medansvar for at realisere vores fælles mål”, siger Tine – din kommende leder.

Du samarbejder tæt med et nyt lederteam i Rekruttering og Onboarding samt lederkolleger i Center for HR og Organisation, hvor du bidrager til at skabe en fælles retning og sammenhængskraft og samtidig arbejder aktivt med medledelse som ledelsesform. Vi skal lykkes som ledelsesteam, så du står ikke alene.

Dine vigtigste opgaver er, at du

  • spiller en central rolle i at udvikle et stærkt arbejdsfællesskab med fælles metoder, struktur og aktiv videndeling, både i dit eget team og på tværs af enheden
  • bidrager til at sætte retning og understøtter dine medarbejdere i at navigere i løbende forandringer
  • sparrer med dine medarbejdere om løsning af kerneopgaven og skaber samarbejde om den daglige opgaveløsning
  • samarbejder om fælles prioritering af ressourcer i den daglige drift og i dit ledelsesteam
  • sikrer en høj kvalitet i opgaveløsningen og identificerer behov for ny viden og kompetencer hos dine medarbejdere
  • tager medansvar for at skabe et godt arbejdsmiljø ved at have fokus på trivsel og motivation hos dine medarbejdere
  • har overblik over den daglige drift, herunder optimering af arbejdsprocesser

“Et godt arbejdsmiljø og et stærkt samarbejde betyder meget for os. Vi har brug for en leder, der skaber tryghed, følger op og er tydelig om forventninger – og som samtidig giver plads til dialog og forskellighed. Vi ønsker en leder, der er i stand til at navigere i hele spektret af HR – alt fra rekruttering til effektiv personaleadministration”, siger en medarbejder i Rekruttering og Onboarding.

Hvem er du?
Rollen kræver en leder, der trives med ansvar, kompleksitet og forandring. Du kan håndtere modstridende hensyn, sige til og fra og samtidig bevare et stærkt fokus på trivsel, kvalitet og samarbejde. Derfor søger vi dig, der har erfaring med personaleledelse og gerne fra en større politisk ledet organisation. Du er stærk i relationer og samarbejde, tydelig i din kommunikation og formår at skabe tillid og følgeskab.

Derudover ser vi gerne, at du har

  • solid HR-faglighed inden for vores område for at kunne sparre med både erfarne specialister og medarbejdere med mindre erfaring
  • blik for kvalitet uden at falde i mikroledelse
  • kendskab til eller erfaring med medledelse, samskabelse eller regenerativ ledelse - eller lyst til at arbejde aktivt med det

Du behøver ikke vide alt om ledelse i Socialforvaltningen. Vi sørger for at klæde dig på til rollen, og du får blandt andet en ledermentor samt et onboardingprogram, der strækker sig over de første måneder.

Løn og ansættelsesvilkår
Vi ser gerne, at du kan tiltræde den 1. marts 2026 eller tidligere. Ansættelse og aflønning vil ske efter gældende AC/HK-overenskomst.

Vi indhenter referencer i forbindelse med en evt. ansættelse.

Har du spørgsmål?
Er du velkommen til at kontakte enhedschef Tine Aavang Jensen på 51 43 05 41.

Søg via linket senest søndag den 11. januar 2026
Vi holder 1. samtaler den 13. og 14. januar og 2. samtaler den 21. og 22. januar med test og case i forbindelse med 2. samtale.