Vil du skabe læseglæde, fællesskaber og liv på Østerbro Biblioteker?
På Østerbro Biblioteker arbejder vi hver dag for at skabe læseglæde, fællesskaber og inspirerende møder mellem mennesker og litteratur. Nu søger vi to nye kolleger, der har lyst til at bringe deres faglighed og nysgerrighed i spil – både i mødet med borgerne, i litteraturformidlingen og i samarbejdet med lokale aktører og frivillige.
Vi tilbyder
- en arbejdsplads med højt til loftet, gode grin og engagerede kolleger
- alsidige arbejdsopgaver, hvor du får plads til både kreativitet, initiativ og faglig sparring
- stor indflydelse på din hverdag og mulighed for at præge udviklingen af bibliotekets tilbud
- et stærkt kollegialt fællesskab med fokus på trivsel, samarbejde og faglig udvikling
Om stillingerne
Fælles for begge stillinger er, at du trives i rollen som vært i biblioteksrummet og motiveres af mødet med borgerne. Du har lyst til at hjælpe den erfarne læser videre til næste store læseoplevelse – og samtidig gøre biblioteket til et rart og inspirerende sted at være for alle.
Du er synlig og opsøgende i biblioteksrummet, tager imod både store og små spørgsmål med overskud og bidrager aktivt til den gode stemning blandt både borgere og kolleger.
Biblioteksvært med fokus på formidling til voksne
Du skal have særligt fokus på formidling til voksne og seniorer i forskellige formater, både formiddag og aften.
Du deltager aktivt og sætter dig selv i spil i vores inspirerende bogcaféer og som vært for læseklubber. Sammen med dine dygtige kolleger opfinder, videreudvikler, planlægger og afvikler du nye litteraturevents enten med jer selv som afsendere eller i samarbejde med forfattere og eksterne litteraturformidlere.
Biblioteksvært med fokus på formidling til unge og børn og lokalt samarbejde
Du har et særligt blik for de unge biblioteksbrugere, du har styr på ungdomslitteraturen, og hvad der rører sig i genrer, som unge er særligt læsere af. Samtidig er du god til at danne relationer med unge i alderen 13-18 år.
Sammen med kolleger udvikler og afprøver du formater rettet mod unge, samtidig med at du samarbejder med de øvrige børnebibliotekarer om tilbud til lidt yngre børn.
Du tager også imod – eller rækker ud til – borgere, foreninger og andre aktører særligt fra lokalområdet, der vil arbejde sammen med biblioteket om at styrke læseglæden og har erfaring med samarbejdet med frivillige.
Er det dig?
For at søge én af de to stillinger, forventer vi, at du
- har en relevant uddannelse, fx bibliotekar DB, cand.scient.bibl., cand.mag. i litteratur, informationsvidenskab eller -studier, historie samt master i børns litteratur og medier
- er erfaren i litteraturformidling, og at du er opdateret inden for forskellige genrer og ikke mindst brænder for at formidle
- naturligt kommunikerer den gode historie over for både biblioteksbrugere og kolleger på tværs af Københavns Kommunes Biblioteker
- er opsøgende i rollen som biblioteksvært og møder alle borgere og samarbejdspartnere i øjenhøjde
- er imødekommende og god til at indgå i nye relationer med såvel kolleger som samarbejdspartnere
- har lyst til at være med til at udvikle og afvikle vores mange tilbud
Det vil være en fordel med erfaring fra lignende biblioteksarbejde og kendskab til Cicero og Netpunkt, men det er ikke et krav.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst på 25-32 timer ugentligt, hvilket aftales ved ansættelsen. Dit arbejdssted vil være Jagtvej og Østerbro Bibliotek.
Vi har bemandet åbningstid om aftenen og i weekenden (både lørdag og søndag), hvor du som udgangspunkt vil indgå i vagtrul med weekendvagter hver 4. uge. Du skal forvente en fleksibel arbejdsuge, skiftende arbejdstider og -opgaver på tværs af flere biblioteker.
Vi ønsker stillingen besat den 1. august 2026 eller hurtigst muligt derefter. Vi indhenter børneattest samt reference i forbindelse med ansættelsen.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte faglig leder Jon Oppfeldt-Jackson på 60 15 65 05.
Søg via linket senest onsdag den 3. juni 2026
Første samtale afholdes mandag den 15. juni 2026, og anden samtale afholdes mandag den 22. juni 2026. Der vil være en mindre opgave i forbindelse med anden samtale.
Om Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.