Vil du præge fremtidens kultur- og fritidstilbud i Københavns Kommune? Aktiviteter i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen søger ny leder
Vi søger en leder, som kan understøtte og udvikle byens kultur- og fritidsliv gennem ledelse af vores tværgående sekretariatsfunktion samt én af vores kulturinstitutioner: Lygten Station. Vi søger dig, der har erfaring med personaleledelse, strategisk ledelse og projektstyring. Dig, der kan skabe relevante og attraktive tilbud til københavnerne – og som er garant for solide samarbejder både internt i organisationen og med byens kultur- og fritidsaktører.
Om os
Aktiviteter har det samlede ansvar for indhold, aktiviteter og værtskab i Københavns Kommunes kultur- og fritidsaktiviteter, herunder at drive og udvikle byens biblioteker, kulturhuse, idrætsfaciliteter og bemandede legepladser. Vi er en del af Center for Kultur- og Fritidsaktiviteter og er organiseret i hhv. 10 bydele, en bydækkende enhed for de bemandede legepladser samt et fælles bookingteam og en tværgående sekretariatsfunktion: Fælles Aktiviteter.
Samlet set har Aktiviteter ca. 500 ansatte, som er fælles om at skabe værdifulde kultur- og fritidstilbud til Københavns borgere. Du bliver en del af et velfungerende ledelseshold med 24 erfarne og fagligt stærke ledere, der tilsammen varetager ledelsen af byens kulturhuse, biblioteker, idrætsanlæg og bemandede legepladser.
Aktuelt står området midt i en implementering af en række politiske handleplaner, herunder kulturhus- og biblioteksplanen, som sætter retningen for den faglige udvikling i de kommende år.
Om stillingen
Vi søger en leder, der skal varetage ledelsen af sekretariatsfunktionen Fælles Aktiviteter og kulturinstitutionen Lygten Station. Du får mulighed for at sætte præg på de kommunale kultur- og fritidstilbud på både et operationelt og strategisk plan – og du skal kombinere det lokale kulturarbejde på Lygten Station med det bydækkende og understøttende sekretariatsarbejde.
Fælles Aktiviteter
Fælles Aktiviteter er Aktiviteters sekretariatsfunktion, som holder snor i tværgående og understøttende processer og projekter. I Fælles Aktiviteter bliver du personaleleder for ca. 8-10 medarbejdere, der har til huse i Hans Nansens Gård i Nyrupsgade. Opgaverne er bl.a. ledelsesunderstøttelse, koordinering og faglig sparring til Aktiviteter, håndtering af spørgsmål fra borgere og politikere samt implementering af politiske planer, investeringsforslag og faglige standarder for drift af de kommunale kultur- og fritidstilbud. Ledelsesopgaven består i varetagelse af personaleledelsen, opgave- og ressourcestyring samt at sikre den faglige ledelse af sager, processer og projekter i tæt sammenspil med centerchefen.
Lygten Station
På Lygten Station bliver du personaleleder for to kulturhusmedarbejdere, som arbejder med udvikling og afvikling af kulturarrangementer og kulturhusdrift. Du skal sammen med bydelslederen i Bispebjerg, medarbejdere og aktører sætte retning for huset samt styrke kulturhusets synlighed og samspil med udviklingen af Nørrebro Stationsområde sammen med øvrige forvaltninger i Københavns Kommune, DSB og Banedanmark.
Om dig
Vi forventer, at du har erfaring med at oversætte, forankre og omsætte strategiske mål og faglige standarder på tværs af en stor organisation. Din profil er gerne kulturfaglig, og du er erfaren i at arbejde med interessenter og partnere i byens kulturmiljøer. Du kan bidrage til at skabe fælles retning inden for Aktiviteter samt understøtte implementering og opfølgning på bydækkende initiativer.
Det er vigtigt for os, at du kan sætte retning og har et godt blik for medarbejdernes trivsel og kompetencer. Målet er, at du skaber et trygt og stabilt arbejdsmiljø, hvor dine medarbejdere på begge matrikler samarbejder og trives i hverdagen.
For at kunne bestride stillingen, lægger vi vægt på, at du har
- dokumenteret erfaring med personaleledelse og faglig ledelse samt med strategisk ledelse og projektstyring
- dokumenteret erfaring med budgetstyring og ressourceoptimering
- en videregående uddannelse med relevans for kultur- og fritidsområdet
- erfaring med ledelse i en kommunal kontekst (en fordel, men ikke et krav)
- stærke kommunikations- og samarbejdsevner
- evnen til at arbejde innovativt og med fokus på løsninger
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en niveau 4 lederstilling på fuld tid. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Vi ønsker stillingen besat pr. 1. juni 2026 eller hurtigst muligt.
Vi indhenter referencer og børneattest i forbindelse med ansættelsen.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte chef for Aktiviteter Louise Friis Pedersen på 22 47 86 65 mellem klokken 10.00 og 12.00 i uge 13 og 14 (undtaget den 25. marts og helligdage).
Søg via linket senest søndag den 5. april 2026
Vi holder første samtale fredag den 17. april 2026 og eventuel anden samtale onsdag den 22. april 2026. Hvis der afholdes to samtaler, vil der være en case mellem første og anden samtale.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.