Vagtfri stilling som sygeplejerske på Specialenheden Tomsgårdsvej

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Har du som sygeplejerske interesse for substitutionsbehandling, og finder du dette arbejde betydningsfuldt?

Så er det måske lige dig, vi søger.

Vores dygtige sygeplejerske gennem 13 år har fået nye spændende udfordringer, og vi har derfor nu en ledig stilling som sygeplejerske på enheden.

Om os
Specialenheden Tomsgårdsvej er er et dagbehandlingstilbud i Center for Rusmiddelbehandling København. Vi tilbyder social- og sundhedsfaglig behandling til ca. 120 borgere, som har et stof- og/eller alkoholmisbrug. Der arbejdes efter servicelovens §101 og medicinsk behandling efter sundhedslovens §142.

Specialenheden Tomsgårdsvej er beliggende på Tomsgårdsvej i Københavns Nordvestkvarter, og er organisatorisk tilknyttet Rusmiddelbehandling Ørnevej.

Specialenheden Tomsgårdsvej er et intensivt dagtilbud som henvender sig til borgere i substitutionsbehandling med supplerende behov, der ikke umiddelbart og alene, kan dækkes via deres tilknytning til en alm. enhed for rusmiddelbehandling.

Der arbejdes helhedsorienteret med fokus på fysiske, psykiske og sociale problemstillinger og ud fra Harm Reduction, hvor målsætningen i højere grad er at reducere skader som følge af stofmisbrug. Fokus er stabil substitutionsbehandling samt en accept af borgers eventuelle behov for livslang medicinsk behandling. 

Borgernes somatiske tilstand er generelt præget af deres mangeårige brug af rusmidler. De har ofte et ringe socialt netværk, en dagligdag præget af ensomhed, samt et liv betinget af kompleksitet.

Vi søger en engageret og fleksibel sygeplejerske, med erfaring inden for rusmiddelområdet, som brænder for målgruppen særligt udsatte.

Personalegruppen er tværfaglig sammensat, bestående af rusmiddelbehandlere (pædagoger/socialpædagoger), sygeplejersker og læger der gennem tværfaglig organisering varetager behandlingen af rusmiddelbrugere med komplekse psykosociale og medicinske problematikker.

Om stillingen
De sundhedsfaglige opgaver retter sig mod iværksættelse af og opfølgning på den medicinske behandling i tæt samarbejde med lægerne, medicindosering, udlevering af medicin til borgerne, sundhedssamtaler, screening for Hepatitis og HIV, håndtering af rusmiddelrelaterede psykiske og somatiske lidelser. Derudover er der et bredt samarbejde med både interne og eksterne aktører, samt andre samarbejdspartnere så som den sociale hjemmepleje, hospitaler, distriktspsykiatri, praktiserende læger, herberger, bosteder, m.m.

Du bliver en del af et hus, hvor du får engagerede og hjælpsomme kollegaer. Du vil primært være tilknyttet den sundhedsfaglige gruppe, som består af sygeplejersker, der er i tæt samarbejde med enhedens ene læger.

Din profil
Vi søger en sygeplejerske, der kan arbejde selvstændigt og struktureret i en ambulant funktion, som har interesse og viden indenfor psykiatri og somatik samt kan omsætte denne viden i samarbejde med mennesker, der grundet problematisk opioidbrug og livsstil, har brug for kompleks støtte for eksempel i form af brobygning til andre sundhedsfaglige tilbud. Du er med til at gøre en forskel for socialt udsatte og udligne uligheden i sundhed for disse mennesker.

Vi forventer, at du

  • Er uddannet sygeplejerske.
  • Har erfaring og kendskab til substitutionsbehandling.
  • Kan varetage medicinhåndtering og gerne blodprøvetagning.
  • Arbejder sikkert i diverse IT-systemer.
  • Kan lide kompleksiteten i arbejdet med målgruppen og har erfaring med konflikthåndtering, gerne med Low Arousal.
  • Får energi af arbejdet med mennesker, samt forstår at arbejde med borgeren i centrum.
  • Kan bidrage til at sikre sammenhængskraft i den helhedsorienterede og tværfaglige behandling.
  • Brænder for arbejdsopgaverne med socialt udsatte borgere, har gode samarbejdsevner og godt humør.
  • Er engageret, ansvarlig og struktureret i dit virke som sygeplejerske.

Vi kan tilbyde

  • Supervision.
  • Oplæring af læger og sygeplejersker i de sygeplejefaglige opgaver.
  • Tværfaglig sparring på daglig basis.
  • En dynamisk og udviklingsorienteret arbejdsplads med dygtige og engagerede kolleger, hvor det gode samarbejde er i centrum og med højt humør. 
  • Et job med faglige og personlige udfordringer og hvor arbejdsdagene aldrig er ens.
  • Arbejdstid i dagtimerne på hverdage.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Funktionen ligger i dagtimerne fra mandag til fredag med fast fri hver weekend samt helligdage.
Stillingen er til besættelse fra den 1. juni 2026 eller snarest derefter. 

Løn i henhold til gældende overenskomst for syge- og sundhedsplejersker m.fl. og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Mere information 
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Tom Foged på 51 14 29 43, eller afdelingsleder Alfa Botvel på 60 23 01 06.

Søg via linket senest torsdag den 16. april 2026
Samtaler forventes afholdt tirsdag den 21. april 2026.