Underviser (lærer) til den sikrede institution Sønderbro
Er du i stand til at påtage dig et voksenansvar overfor unge, som til tider kan have en konfliktsøgende og udadreagerende udtryksform? Så læs her
Vi søger en underviser med undervisningserfaring i matematik, dansk eller engelsk på udskolingsniveau til at indgå i et energisk undervisningsteam af otte personer.
Sønderbro er en ud af otte sikrede institutioner i Danmark. Anbringelserne er primært grundet kriminalitet, men kan også forekomme med henblik på udredning af misbrug eller som led i en forebyggelsesforanstaltning.
Idet anbringelsesvarigheden gennemsnitligt er under tre måneder, vægtes tværfagligt samarbejde højt for netop at sikre høj kvalitet i udredningen af de unges boglige, sociale, psykologiske, fysiske samt familie- og netværksrelaterede behov.
Sønderbro er opdelt i tre afdelinger med seks pladser på hver afdeling. I tidsrummet kl. 08.00-14.30 er de unge sammen med personale fra dagholdet, som tilbyder dem en varieret undervisning i boglige fag med hovedvægt på dansk, matematik og engelsk. Derudover tilbyder vi undervisning i sundhed og idræt, træværksted, centralkøkken og praktiske og erhvervsrettede færdigheder samt undervisning i mentale, sociale- og adfærdsorienterede forhold.
Din ansøgning vil blive vurderet på, hvorvidt du
- har faglig bredde og har gennemført en eller flere relevante uddannelser i form af lærer, akademiker eller lignende, som gør dig i stand til at arbejde med indlæringsvanskeligheder i form af dysleksi og lignende
- har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner
- er i stand til at påtage dig et voksenansvar overfor unge, som til tider kan have en konfliktsøgende og udadreagerende udtryksform
- er helhedsorienteret (fokus på parathed) og i stand til at skabe afbalancerede og målrettede læringsforløb i arbejdet med de unge
- er kreativ og sportsaktiv og evner at deltage i fysiske aktiviteter i form af holdsport med de unge
- er i stand til at etablere en positiv kontakt i samarbejdet med de unge, kollegaer og samarbejdspartnere
Vi forventer, at du kan arbejde fleksibelt og ser potentiale i tværfagligt samarbejde.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Forventet ansættelse snarest muligt.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt med faste mødetider fra kl. 08.00-15.00.
Der indhentes straffe- og børneattest på alle relevante kandidater.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedrørende jobbet eller til os, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Hamid Vazin på 2048 5098 eller ringe til Sønderbro på 3317 8869.
Søg via linket senest søndag den 10. august 2025