Udviklingsorienterede lærere til Vesterbro Ny Skole
Vil du være med til at skabe en skole og KKFO, der er baseret på viden om børns grundlæggende behov, og hvor børns hverdag er så motiverende og meningsfuld, at de ikke vil hjem, når skoledagen slutter?
Da vi udvider på skolen, søger vi medarbejdere til faste stillinger, der sammen med resten af vores medarbejdere og ledelsen vil fortsætte den spændende og vigtige udvikling af skole og KKFO i tæt samarbejde med børne- og skoleforsker Louise Klinge.
Vi søger dygtige relationskompetente lærere, som brænder for at bringe fagfagligheden i spil bl.a. gennem projektbaseret læring og spændende og varieret undervisning på 5.-9. årgang.
Så hvis du har linjefag i matematik, naturfag, dansk, engelsk, tysk, idræt, DSA og modtagerklasse eller erfaring og tilsvarende gode faglige kompetencer i nogle af fagene, så det måske lige dig, vi står og mangler.
Vi har brudt skemaerne op, og alle årgangsteam samarbejder om alle timer i årgangens klasser – så du skal have lyst til og mod på at arbejde fagfagligt og tværfagligt i det meste af fagrækken.
Hvis du er vejleder i nogle af de ovennævnte fag, har det også vores interesse.
Hvem er vi?
Vi en firsporet skole og KKFO med 850 skønne og videbegærlige børn og 100 dygtige og engagerede pædagogiske medarbejdere i skolen og KKFO’en. Forældregruppen er kendetegnet ved et stort engagement i skolens virke.
Vi er optagede af
Vi arbejder for, at Vesterbro Ny Skole er en god skole for alle – både børn og voksne. Når børn bruger tusindvis af timer på deres skoleliv, så skal skolen gøre sig umage for at forstå deres behov, og lærere og pædagoger skal have de bedst mulige betingelser for at kunne understøtte børnenes læring og trivsel.
Relationskompetent praksis er vores fælles fundament, fordi trivselsfremmende og udviklingsstøttende samspil uden skældud er afgørende for alle børns trivsel og udvikling, både socialt, fagligt og personligt. I alle stillinger betragtes faglighed som det at skabe udbytterige møder mellem børn og fagligt indhold, sådan at viden om og interesse for børn er lige så betydningsfuldt som viden om faget.
Udviklingen af skolen tager afsæt i seks grundlæggende behov, som Louise Klinge gennem sin forskning har identificeret, og som man tværvidenskabeligt kan konkludere, at alle børn og unge har brug for at få understøttet. Det drejer sig om tryghed, autonomi, kompetence, samhørighed, sundhed og at bidrage.
Vi vil med udgangspunkt i al den gode praksis, der allerede er på skolen, arbejde i retning af mere leg og bevægelse og fleksibel mødetid. På længere sigt vil vi også i højere grad inddrage kerneelementer som aldersblanding, fysiske rammer, udeskole og natur samt skolemad i udviklingen af skole og KKFO.
Vi inddrager børnenes stemme og arbejder for, at børnene i højere grad oplever, at det er deres skole og KKFO, og tager medansvar for et godt læringsmiljø, gode pauser samt det fysiske miljø på skolen.
Som professionelle læringsfællesskaber i teamene bidrager vi til at skabe og vedligeholde gode inkluderende fællesskaber til gavn for alle børn.
Vi ser forældresamarbejde som et partnerskab mellem skole/KKFO og hjem, som understøtter børnenes læring og trivsel.
Hvem er du?
Vi søger engagerede og dygtige lærere, der
- Kan se sig selv i visionen ovenfor og kan navigere og trives i, at vi er i en udviklingsproces med foranderlighed
- Har et ressourceorienteret børnesyn og blik for inddragelse af børnenes stemme
- Har en relationskompetent praksis og en positiv og anerkendende tilgang til børnene
- Kan skabe gode inkluderende fællesskaber til gavn for alle børn
- Bidrager aktivt til teamsamarbejdet – og forstår værdien af et velfungerende team
- Er engageret i at samarbejde med forældrene om børnenes trivsel og læring.
Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse og aflønning er efter gældende forhåndsaftale mellem Københavns Kommune og Københavns Lærerforening.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Forventet tiltrædelse den 1. august 2025
Yderligere oplysninger
For yderligere information er du velkommen til at kontakte os. Send sms med dit navn og telenummer, så ringer en af os tilbage til dig hurtigst muligt. Skriv til souschef Ann Koppel på 20 13 38 07 eller afdelingsleder Lana Gindesgaard på 30 30 40 22.
Se også skolens hjemmeside.
Søg via linket senest mandag den 9. juni 2025
Samtaler er tirsdag den 17. juni 2025. Der vil være en opgave i forbindelse med samtalerne.
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.