Udviklingskonsulent til at understøtte områdechefen for skoler i Område Nord
Søg jobbet
Har du interesse for skoler, er du samarbejdsstærk og har du stærke administrative kompetencer?
Så er en stilling i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Område Nord måske lige noget for dig. Vi søger en handlingsorienteret udviklingskonsulent med et stort organisatorisk overblik til en deltidsstilling. En kollega, som brænder for at skabe sammenhæng i organisationen og yde ledelsesunderstøttelse af områdets chefgruppe.
Om stillingen
Børne- og Ungdomsforvaltningen står midt i en spændende organisatorisk forandring. Det betyder bl.a., at sammenlægningen af de to mindste områder (Nørrebro/Bispebjerg og Brønshøj/Vanløse) til et 'Nord' lige er blevet effektueret.
Som udviklingskonsulent bliver du ansat i Område Nord og betjener områdechefen for skoler og de faglige chefer. Du vil sammen med dine kolleger spille en central rolle i koordinering, understøttelse og opgaveløsning for chefgruppens ledelse.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte
- understøttelse af skoler med byggesager
- forebyggelse af voldsomme hændelser på skolerne (vi har tre pilotskoler i området)
- reducering af vikarmidler på skolerne
- implementering af politiske beslutninger til hverdagspraksis på skolerne i området
- deltagelse og styring i arbejdsgrupper i området og på tværs af Københavns Kommune
- understøttelse af forskellige indsatser inden for skoleområdet i Område Nord
Vi tilbyder
Vi tilbyder en stilling i et nysammenlagt område og team. De to konsulentteams er kendetegnet ved høj trivsel begge steder og vi skal bruge den næste tid på at blive et team. Teamet består af konsulenter og administrative medarbejdere, der har en høj faglighed og psykologisk tryghed. Vi løser mange forskellige opgaver for og med skolerne, dagtilbuddene og supporten i området og vi prioriterer læring, udvikling, drift og kvalitet højt. Vi kan både lide at grine sammen og at bruge hinanden til faglig sparring. Vi tror på, at vi skaber de bedste løsninger sammen og prioriterer samarbejde højt – også når vi har forskellige perspektiver på opgaverne.
Hvem er vi?
Du bliver en del af en stor organisation med ca. 230 medarbejdere, som supporterer områdets folkeskoler med tilhørende KKFO'er og daginstitutioner på 0-6-års området. Områdesupporten består af sundhedsplejersker, konsulenter, psykologer, talehørekonsulenter, fysio- og ergoterapeut, sprogvejledere samt støtte- og kompetencepædagoger.
Vi står midt i en rivende udvikling og en sammenlægningsproces. Fra februar 2026 er områdekontoret placeret på Vibevej på Nørrebro.
Vi søger en person med følgende profil
- kan skabe struktur og sammenhæng på tværs af en kompleks organisatorisk virkelighed
- er stærk i relationer og samarbejde
- kan kombinere både praktisk forståelse og refleksion
- kan understøtte chefer, ledere og samtidig arbejde sammen med andre aktører og arbejde selvstændigt
- har en interesse i at kommunikere med mange forskellige fagligheder og ledelseslag
- har en lærerbaggrund
- har erfaring med skoleledelse
- har erfaring eller viden om de politiske pejlemærker, der er sat på skoleområdet
- kan omsætte skoledata til analyser og videre til handleplaner
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 60 % dvs 22,2 timer ugentligt. Vi ønsker, at du kan starte den 1. april 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte faglig chef Doris Collin Togeby på 27 77 02 20.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag 17. februar 2026
Vi forventer at holde samtale i uge 9.