Uddannet pædagog til vuggestueafdelingen i Enghusene
Brænder du for at skabe trygge og udviklende rammer for de mindste børn? Har du lyst til at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor trivsel, samarbejde og faglighed er i højsædet? Så er det måske dig, vi leder efter til vores vuggestue i Enghusene.
Om os
Enghusene er en integreret daginstitution, som består af en vuggestue- og en børnehaveafdeling, som ligger på to matrikler tæt på hinanden. I vuggestuen har vi 48 børn, fordelt på fire stuer, i børnehaven er der 66 børn fordelt på tre stuer samt en stue, som huser en halvdagsbørnehave. Vi har god plads både indenfor og udenfor.
Hver vuggestuestue har to lyse rum og egen udgang til en lille terrasse og til vores legeplads. Vi er så heldige at have en særlig stor og skøn legeplads med græs, kuperet terræn, gamle træer og buske, legepladsen er perfekt motorisk udfordrende til små børnefødder. I vores baghave ligger Damhusengen og Damhussøen, som vi bruger året rundt. Vi har også et fællesrum, som vi bruger til rytmik, kreative aktiviteter eller til spisning med en lille gruppe børn.
Vores pædagogik
Vi arbejder med et årshjul, som består af fire temaer, som hele vuggestuen arbejder med. Stuerne udarbejder en SMTTE-model og planlægger aktiviteter ud fra den og med udgangspunkt i egen børnegruppe. Vi planlægger også fælles aktiviteter til hvert tema, som kan være alt fra en ny sang, som vi alle lærer sammen, til en fernisering, hvor vi inviterer hinanden på besøg og viser vores kunstprojekter. Du får mulighed for at sætte dit præg og være medskaber af et stærkt læringsmiljø for vores vuggestuebørn.
Vi arbejder ud fra ugeplaner og forsøger så vidt muligt at dele os op i små grupper, hvor vi har fokus på motorik, sprog, BOB-lege, kreative aktiviteter og meget mere.
Hver stue har stuemøde en gang om ugen og vi holder personalemøde sammen med børnehaven en gang om måneden.
Enghusene er blevet en del af en ny klynge pr. 1. maj, hvor vi kommer til at have motoriknetværk og sprognetværk på tværs, et MED-udvalg og fælles personaledage.
Vi ønsker at vores kommende pædagog
- besidder empati og omsorg og formår at skabe sammenhæng og mening gennem hele dagen
- er både god til planlægning og struktur, og til at være eksperimenterende, undersøgende og nysgerrig
- har overblik og er deltagende
- har lyst til at formidle børnenes hverdag til stuens forældre på AULA, både i form af dagssedler, nyhedsbreve og billeder
- har lyst til at være en del af arbejdsfællesskabet på stuen, i afdelingen og i institutionen
Som ansat i Københavns Kommune bliver du tilbudt en række medarbejderfordele som rabat på årskort og entrebilletter til Tivoli, rabat på briller hos Louis Nielsen, leje af båd hos GoBoat m.m. Enghusene har en aftale med Falck Healthcare, hvor du får hurtig adgang til fysioterapeut og kiropraktor. Vi har fri parkering af bil og cykel.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Vi søger uddannet pædagog på 37 timer ugentligt med ansættelse 1. august 2025 eller snarest derefter, vi er også interesserede, hvis du har ønske om et lavere timetal.
København Kommunes ansættelsespolitik indebærer, at der ved ansættelse indhentes børne- og straffeattest samt tages referencer.
Yderligere information
Konstitueret pædagogisk leder Nataliya Thomsen kan kontaktes på 24 25 89 58 eller via mail bx4v@kk.dk. Ring gerne for en rundvisning.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Søg via linket senest mandag den 16. juni 2025
Ansættelsessamtaler holdes løbende.