Uddannet pædagog til fagligt stærkt fællesskab med andre engagerede pædagoger i Sejlhusets vuggestue
Genopslag
I Sejlhuset er vi passionerede for naturen og børns udvikling. Sejlhuset er friluftcertificeret. Så hvis du også betragter naturen som et af de bedste lærings- og udviklingsrum for børnene, og du kan se dig selv som en del af et team med naturglade kollegaer, så er du lige den, vi søger.
I vores vuggestue drager vi omsorg for børnene og hinanden med fokus på fællesskaber og det gode børneliv. Vi arbejder med natur og bevægelse som grundlag for vores pædagogiske aktiviteter. Vi vægter et godt kollegaskab med en høj faglighed, godt humør og faglige diskussioner, hvor der er plads til at tænke nyt og komme med input og ideer. Vi tanker op på økologisk og sukkerfri kost og vægter det pædagogiske måltid højt.
Sejlhuset har en helt unik natur-, udelivs- og sundhedsprofil. En del af profilen er, at alle børn har ret til at opleve følelsen af sammenhæng.
I Sejlhuset lader vi os inspirere af Antonovskys definition af sundhedsbegrebet. Han arbejder med tre begreber: Forudsigelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. I Sejlhuset arbejder vi med rutiner, der giver barnet oplevelsen af forudsigelighed. Hverdagsrutiner og en pædagogisk struktureret hverdag, giver genkendelighed og forudsigelighed for børnene. Vi understøtter sammenhængen mellem udeliv i vuggestuen og børnehaven blandt andet gennem fælles ture, børnehavebesøg og vores pædagogiske ståsted, når vi er sammen med børnene i naturen. Når børn er i rammer med både forudsigelighed og meningsfuldhed giver det barnet mulighed for at håndtere omverdenen og barnets egne færdigheder. Alt dette er med til at skabe en grøn tråd for de børn, der går i Sejlhuset.
Det vi sanser, husker vi
Sejlhuset er et stort hus, men fordelt på tre mindre matrikler. Vores børnegruppe er multikulturel og derfor kommunikerer vi også på engelsk med forældrene. Vi er også uddannelsesinstitution. Personalegruppen har et bredt udbud af kompetencer. Vi er to pædagoger og en PAU/medhjælper i hver gruppe. I vores arbejdstid er der indlagt tid til refleksion og forberedelse igennem ugentlige møder, hvor vi har fokus på pædagogik.
Vi søger en pædagog, der
- har lyst til at være en aktiv og bidragende del af ovenstående
- elsker udeliv, udflugter og har en kreativ tilgang til naturpædagogiske aktiviteter
- tænker nyt, igangsætter og videreudvikler pædagogiske aktiviteter med fokus på børnenes trivsel og udvikling
- vil være med til at videreudvikle et højt fagligt niveau og har visioner for det pædagogiske arbejde
- ser børnene som vores primære opgave og forældrene som en aktiv del af institutionens liv
I Sejlhuset har vi 60 vuggestuebørn i Ørestad og 100 børnehavebørn fordelt på to udflytterbørnehaver. Vi har god plads, og derfor fungerer vuggestuen som opsamlingssted for begge børnehaver, der har hus og skønne udefaciliteter i Dragør/Lynge.
Sejlhuset er en del af Amager Klynge I, som består af Børnehuset Else, Børnehuset Jorn, Kongeriget, 8TALLET, LilleArena, M-husets Idrætsbørnehus og Sejlhuset. I Amager Klynge I arbejder vi ud fra at være 'fælles om det gode børneliv'. Enhederne har hver deres pædagogiske profil. Vores klynge er stolt af vores sukkerfri zone og økologiske kostpolitik.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på 35 timer om ugen med tiltrædelse hurtigst muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du kan få flere oplysninger hos pædagogisk leder Christina Sand på 23 11 76 20.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 7. april 2026
Vi holder samtaler løbende.