Uddannet pædagog eller meritpædagogstuderende til Børnehusene ved Skovens børnehave – har du guldmedalje i relationskompetence, og er du god til at lege?
Genopslag
Hos os får du mulighed for at sætte din pædagogiske viden i spil i et fagligt miljø med erfarne kolleger.
Børn og voksne skal glæde sig til at komme i Børnehusene ved Skoven. Børnene skal opleve engagerede og dygtige voksne – og de voksne skal udvikle sig og bidrage til, at institutionen er en dejlig arbejdsplads. Vil du være med? Lige nu mangler vi en uddannet pædagog til vores børnehaveafdeling. Du vil blive en del af en stue med en uddannet pædagog og en erfaren pædagogmedhjælper.
Vi bor i et stort sort træhus og er nabo til Ryvangens Naturpark. Udelivet er en stor del af vores hverdag året rundt, og vi er så heldige at have både skoven, den nærliggende sø og vores egen bålplads til rådighed. Vi har også tre ladcykler, så vi kan komme endnu mere ud i det blå.
Vi opfordrer ungerne og hinanden til bevægelse og aktivitet. Børnene giver den gas i rytmikkælderen, de suser af sted på cykelbanen, og vi kommer hjem fra skoven med røde kinder og sorte negle.
Personalegruppen er kendetegnet ved engagement, nærvær og ikke mindst arbejdsglæde og humor. Vi er gode til at hjælpe hinanden og arbejde på tværs af stuerne, og vi har høje ambitioner om, at ungerne skal gå glade, trygge og nysgerrige i børnehave hver dag.
I dagligdagen arbejder vi struktureret og veksler mellem planlagte aktiviteter i mindre grupper, den frie udforskende leg og den voksenfaciliterede leg og aktiviteter. Som pædagog forventer vi, du kan understøtte, facilitere og deltage i børns leg. Vi arbejder med pædagogik og udvikling i rutinesituationerne. Det er vigtigt, at rutinesituationerne giver mulighed for nærvær, udvikling og samvær med børnene.
Institutionens familier afspejler Københavns Kommunes mangfoldige demografiske sammensætning, hvilket også afspejles i vores indsats om at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn. Vi har derudover et tæt samarbejde med vores ressourceteam, der består af en logopæd, en psykolog, en socialrådgiver, en sundhedsplejerske og en støttepædagog.
Vi har stuemøder i arbejdstiden en gang ugentligt kl. 12-13.00. Dette prioriterer vi højt, da vi oplever det er med til at kvalificere det pædagogiske arbejde med børnene.
Vi arbejder ud fra Nord Klynge G fælles børnesyn, og hver år prioriterer vi at tage på et fælles klyngeseminar med overnatning, hvor vi har fokus på pædagogisk udvikling og har inviteret spændende oplægsholdere.
Om dig
Du besidder en høj faglighed og er interesseret i børns udvikling og trivsel.
Du ved, at arbejde med børn kræver tålmodighed, nærvær og lydhørhed.
Du har altid børnenes perspektiver for øje i dit arbejde.
Du tager ansvaret for kvaliteten i relationen til barnet.
Du har en legende tilgang til læring.
Du elsker at komme ud og inddrage naturen i pædagogikken.
Du skriver og taler dansk.
Du har humor og er god til at samarbejde.
Du ved, at kolleger er afhængige af hinanden – også klokken syv om morgenen i snevejr!
Og måske trænger du til at være et sted, hvor du er vigtig.
Børnehaven er normeret til 88 børnehavebørn fordelt på fire stuer. Hos os er der to uddannede pædagoger på hver stue og en pædagogmedhjælper. Derudover har vi en pædagog i flyverfunktion og en pædagogstuderende ansat.
Du kan søge om timetal fra 35-37 timer ugentligt. Husk at skrive i din ansøgning hvor mange timer, du er interesseret i.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på fuld tid. Vi ønsker, at du kan starte den 1. august 2026, men vi venter gerne på den helt rigtige kandidat. Ansættelsen sker under gældende overenskomst mellem FOA/LFS og Københavns Kommune. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du er velkommen til at komme på besøg eller få svar på evt. spørgsmål. Kontakt vores pædagogiske ledere Stina Knobelauch og Maria Kongslev på 23 61 01 26.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at høre fra dig. Du må også gerne sige det gerne videre, hvis du kender en kandidat.
Søg via linket senest fredag den 3. juli 2026
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.