Uddannet pædagog der brænder for børnehavelivet og vil være medskaber af en aktiv, sjov og lærerig hverdag i Børnehuset Ørnen
Er du uddannet pædagog, brænder du for børnehavelivet og vil du hver dag være medskaber af en aktiv, sjov og lærerig i Børnehuset Ørnen?
Hvis du kan svare ja til dette, så læs videre.
Vi glæder os til at høre fra dig og du er mere end velkommen til at besøge os, inden du sender din ansøgning.
Børnehuset Ørnen er en integreret 0-6-års daginstitution med tre vuggestuegrupper, to børnehavegrupper og en storgruppe. Vi er en integreret daginstitution normeret til 96 børn i alderen 0-6 år. Vores hyggelige hus ligger i Nordvest og har til huse ved Hulgårds Plads med en skøn legeplads omkring. Hos os har barndommen en værdi i sig selv. Derfor er vores fornemmeste mål at give alle børn en god dag med opmærksomhed, oplevelser, venskaber og leg. Generelt en tid i deres liv, de kan huske tilbage på med glæde. Vi har gode faciliteter, hvor børnenes motorik – og hjerne rigtig kan aktiveres og udfordres, når vi fx spiller huskespil på aktivitetsbaner. Vi kunne fortælle meget mere, men det sidste vi vil fortælle om opgaven hos os er, at der er rig mulighed for medindflydelse; ejerskab, initiativ og indflydelse er nøgleord. Vi har mange dyr og et kæmpe drivhus, men det må du læse mere om nedenfor.
Du vil børnene, kan skabe relationerne og ser mulighederne
Vi har gode kræfter i huset, der nok skal sætte dig ind i rutiner og opgaverne, men uanset om du er erfaren eller nyuddannet, så forventer vi, at du sætter dig selv og dine kompetencer i spil og er initiativrig.
Du har ligesom os fokus på arbejdsmiljøet, som for os betyder, at vi har et blik for hinanden og hjælper, hvor der er behov. Vi har gennem et forløb med AMK lavet vores egne spilleregler for, hvordan og hvornår vi taler med hinanden om fx irritationsmomenter, og det er vi meget begejstrede for. Du skal være åben og nysgerrig, og er der noget, du undres over, så spørger du.
Du skal være med på samarbejde, struktur og systematik. Hos os har vi ugentlige ABC stuemøder, hvor vi skiftevis planlægger arbejdet med læreplanstemaerne, fokuserer på børnegruppen og evaluerer aktiviteterne.
Og så er der det dér med det gode humør, for os handler det om din tilgang til arbejdet, hvor du ser muligheder og kan navigere i, at dagen måske ikke altid bliver helt som planlagt.
Det gode arbejdsfællesskab, læringsmiljøer, dyr og natur
Vi har et stærkt kollegialt samarbejde, vi vil hinanden både fagligt og socialt, og vi arrangerer sociale aktiviteter for medarbejderne.
Vi er et hus med højt til loftet, hvor børnene oplever medindflydelse, åbne døre og gode, stærke relationer til børn og voksne. Udover de dejlige børn og voksne, tæller institutionen også vores efterhånden mange dyr. Vi har nemlig både fisk, skildpadder, en edderkop, en slange og selvfølgelig vores lille kamæleon, Morfar. Der går mange timer med at kigge, røre og høre om dyrene, hvilket skaber sjove og lærerige oplevelser for både små og store.
Vi har et kæmpe drivhus langs hele huset, hvor vi dyrker mange grønne og kønne ting, og hvor sumpskildpadderne bor. Vi har virkelig mange fantastiske læringsmiljøer og oplevelser lige her, hvor vi bor.
Lyder ovenstående spændende og kan du genkende dig selv i nedenstående, så søg stillingen.
- Er du uddannet pædagog med et personligt og fagligt engagement, der brænder igennem i samværet med børnene?
- Møder du barnet på dets intention og ser og forstår du, at alle børn har noget værdifuldt at byde ind med?
- Har du en stor viden om børns læring og udvikling og kan du fange børnenes interesse og give mulighed for fordybelse gennem lege og aktiviteter, hvor du selv går foran?
- Ser du forældrene som de vigtigste samarbejdspartnere?
- Kan du se meningen i at arbejde systematisk og metodisk og er refleksion og evaluering, en naturlig del af dit arbejde?
- Og er du handlekraftig og kan samarbejde både i dit stueteam og på tværs af huset?
- Og har gode kommunikative kompetencer herunder dansk både på skrift og i tale?
Ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. oktober 2025. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Vi håber, at du har interesse og kan finde tid til at kontakte os, måske besøge og høre nærmere om institutionen, inden du søger. Du kontakter pædagogisk leder Maria Nyholm på 21 26 64 34/RV63@kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 16. september 2025