Tværgående socialfaglig koordinator søges til Din Sociale Indgang Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave
Vi skaber trygge børneliv for de mest sårbare børn og unge. Hvis du vil lede det arbejde og har kompetencerne, så er det dig, vi søger.
Da vores tværgående socialfaglige koordinator har fået en teamlederstilling et andet sted i huset, søger vi i Din Sociale Indgang Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (DSI VVK) en ny koordinator, som vil hjælpe med at kvalitetssikre arbejdet med klagebesvarelser og indstillinger til børne- og ungeudvalget på tværs af enheden.
I Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (VVK) har vi en ambition om at levere en myndighedssagsbehandling i høj faglig kvalitet. Vi har derfor siden 2021 haft en tværgående socialfaglig koordinator, som har haft til opgave at understøtte og kvalitetsudvikle arbejdet med klagebesvarelser og indstillinger til børne- og ungeudvalget i et stort hus, hvor vi efterhånden er knap 100 børne- og ungerådgivere.
Vi søger derfor en tværgående socialfaglig koordinator, som brænder for myndighedsarbejdet med udsatte børn og unge, som er socialfagligt og juridisk velfunderet, og som brænder for at sikre høj kvalitet i klagebesvarelser og indstillinger til børne- og ungeudvalget.
Om stillingen
Som tværgående socialfaglig koordinator har du i samarbejde med afdelingerne ansvaret for at sikre en systematisk, korrekt og rettidig behandling af klager fra borgere og at sikre den juridiske, socialfaglige og skriftlige kvalitet i vores indstillinger til børne- og ungeudvalget.
Du vil være forankret i afdelingen Skoleliv, hvor du indgår i afdelingens ledelsesteam sammen med tre teamledere og en afdelingsleder. I DSI VVK bliver du som socialfaglig koordinator en del af ledelsen i kraft af den faglige ledelse, som ligger i rollen.
Din primære opgave vil være kvalitetsudvikling og kvalitetssikring i arbejdet med klager og udvalgsindstillinger, men du vil også indgå i den daglige faglige ledelse af enheden, hvor du vil skulle understøtte børne- og ungerådgivernes opgaveløsning og faglige udvikling via sparring, sagsgennemgang, drøftelser, deltagelse i møder etc.
Som en del af din opgave med udvalgsindstillinger vil du være VVKs faste ledelsesrepræsentant i børne- og ungeudvalget. Både klagebesvarelser og udvalgsindstillinger har tidsfrister, som vi oftest når planmæssigt, men hvor det også sker, at vi kommer bagud og må gøre en fælles anstrengelse for at nå det. I den forbindelse forventer vi, at du kan udvise fleksibilitet og hjælpe med at få opgaverne i hus, når det strammer til.
På tværs af ledelsen bidrager vi til at løfte forskellige udviklings- og driftsopgaver i enheden, hvorfor du også kan forvente, at du vil få og selv kunne tage ansvaret for udviklingsprojekter eller driftsopgaver, som matcher dine kompetencer og enhedens behov.
Hvad søger vi
Vi søger en tværgående socialfaglig koordinator, der er socialfagligt og juridisk velfunderet med en solid myndighedserfaring.
Du har gode samarbejds- og kommunikationsevner og formår at skabe gode samarbejdsprocesser med fokus på den fælles opgave, hvor der er plads til uenighed, men vilje til at finde en fælles løsning.
Du har et godt overblik, er god til at prioritere i travle situationer og er vandt til at have mange bolde i luften.
Du er god til at give feedback og sparring – både konstruktivt kritisk, men bestemt også ved anerkendelse af faglige succeser og fokus på læring.
Du skal have et skarpt blik for faglig ledelse og have lyst til at være en del af en ledelsesgruppe, hvor vi samarbejder om den samlede ledelse og udvikling af enheden.
Om DSI VVK og Skoleliv
DSI VVK er én ud af fem bydelsenheder, hvor vi varetager sagsbehandlingen på børne- og familieområdet i København.
Vi er knap 225 ansatte fordelt på fem afdelinger:
- Styrket Modtagelse & Flygtningegruppen
- Børneliv (0-7 år)
- Skoleliv (8-13 år)
- Ungeliv (14-18 (23) år)
- Familie- og Ungehus (familiebehandlere, psykologer og kontaktpersoner)
I VVK lægger vi vægt på at være en arbejdsplads med højt til loftet både fagligt og socialt, hvor vi værdsætter, at den enkelte bidrager med gode ideer og initiativ. Du kan forvente at blive en del af en organisation, hvor trivsel og arbejdsglæde vægtes højt, og hvor vi opfatter os selv som en enhed, der løser opgaverne i fællesskab.
Derudover vil du hos os få
- God faglig sparring fra kollegaer og ledelse samt supervision.
- En arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab og mange sociale arrangementer.
- Fleksibel arbejdstid, mulighed for hjemmearbejde og en god kantineordning.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelse er efter overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT.
I forbindelse med ansættelsen vil der blive indhentet børne- og straffeattest, og som led i rekrutteringen vil vi desuden indhente udvidede referencer.
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge med lang torsdag (til kl. 18.15) og en kort fredag (til kl. 13.15).
Stillingen ønskes besat den 1. august 2025.
Yderligere oplysninger
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Sebastian Osterwald-Lenum på 40 38 51 31 eller teamleder Carina Mohr på 24 64 38 03.
Søg via linket senest søndag den 15. juni 2025
Vi forventer at holde to runder ansættelsessamtaler med 1. samtale torsdag den 19. juni og 2. samtale tirsdag den 24. juni. Der vil være en case i forbindelse med 1. samtalen.