Trivsels- og sundhedsentreprenør til Afdeling for Fællesskaber: Udvikl en ny forebyggende indsats for seniorer i almene boligområder

Søg jobbet

Politik og administration
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Er du optaget af, hvordan forebyggelse, fællesskaber og frivillighed kan gå hånd i hånd? Så er det måske dig, vi leder efter.

Vi søger en engageret trivsels- og sundhedsentreprenør, der vil stå i spidsen for at udvikle en ny forebyggende indsats, som skal styrke trivslen blandt seniorer i almene boligområder. Du får mulighed for at bygge bro mellem beboere, frivillige og offentlige aktører og skabe rammer for, at flere ældre kan tage del i meningsfulde fællesskaber og aktiviteter.

Om stillingen
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er gået sammen med Samvirkende boligselskaber (SAB) om indsatsen ’Mobilisering af et aktivt civil- og lokalsamfund i almene boligområder’, som er en nyskabende indsats, der skal fremme trivsel og sundhed blandt borgere over 55 år.

Vi søger derfor en initiativrig og selvstændig trivsels- og sundhedsentreprenør, der vil være med til at udvikle og implementere en nyskabende indsats i almene boligområder i København. Som trivsels- og sundhedsentreprenør får du en nøglerolle i at skabe relationer og netværk. Du vil bl.a. være en central drivkraft i arbejdet med at involvere beboere og lokale aktører i udviklingen og implementeringen af indsatsen samt i opsporing, rekruttering, motivation og understøttelse af frivillige, så de kan bidrage til at fremme trivsel og sundhed blandt beboerne.

Din nye arbejdsplads
Stillingen er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, hvor du vil få adgang til systemer, kollegaer og faglig sparring – blandt andet fra indsatsens søsterprojekt i den boligsociale helhedsplan i Nordvest.

Det meste af din arbejdstid vil foregå i udvalgte boligafdelinger, og du vil få kontorplads hos KAB’s afdeling for Social Bæredygtighed, som arbejder med at udvikle og implementere sociale indsatser på tværs af KAB-Fællesskabet. Din nærmeste faglige sparringspartner bliver projektlederen for Social Drift, SAB’s innovative indsats for at styrke trivsel og livskvalitet i boligområderne.

Dine opgaver bliver bl.a. at

  • kortlægge aktører og aktiviteter i lokalområdet samt målgruppens behov og ønsker
  • samskabe en indsats i samarbejde med beboere, boligorganisation, kommune og øvrige aktører i lokalsamfundet
  • udvikle en infrastruktur for frivilligrekruttering, fastholdelse og understøttelse af frivillige i rollen som trivsels- og sundhedsvejvisere
  • bidrage til løbende erfaringsopsamling og udvikling af materialer til indsatsen

Du vil arbejde tæt sammen med målgruppen af borgere over 55 år og relevante aktører – og skal trives i en hverdag, hvor alt ikke er defineret på forhånd, og hvor det at få nye idéer til at blive til virkelighed er en naturlig del af opgaven.

Din profil
Vi ser gerne, at du

  • har erfaring med at udvikle og lede projekter og er en god facilitator af inddragende processer
  • har relevant erfaring inden for forebyggelse, sundhedsfremme og/eller socialt arbejde samt kendskab til civile og kommunale aktører på området
  • har arbejdet med eller har kendskab til sårbare målgrupper og/eller seniorer
  • trives med at arbejde selvstændigt, udviklingsorienteret og med at skabe fremdrift i processer og projekter
  • har erfaring med frivillighed – fx ledelse, rekruttering, motivation og fastholdelse af frivillige – og gerne med udvikling af nye frivillige indsatser
  • ser muligheder frem for begrænsninger og har blik for ressourcer i alle mennesker
  • har en relevant akademisk uddannelse, fx inden for samfundsvidenskab, sundhedsfremme eller socialt arbejde

Derfor skal du vælge os
Vi tilbyder en spændende og alsidig stilling med stor frihed og mulighed for at præge udviklingen af en helt ny indsats. Du får en bred samarbejdsflade og adgang til sparring og idéudvikling med medarbejdere på tværs af sektorer – og ikke mindst muligheden for at gøre en reel forskel for mennesker.

Ansættelsesforhold
Stillingen er på ca. 32 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. oktober 2025. Ansættelse sker efter gældende overenskomst og under forudsætning af, at der – som forventet – indgås en samarbejdsaftale mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og KAB.

Din primære arbejdsplads er KAB, Enghavevej 81, 2450 København SV, og lejlighedsvis hos Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Borups Allé 41, 2200 København N.

Mere information
Du kan læse mere om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på Københavns Kommunes hjemmeside. Hvis du vil vide mere om stillingen, er du fra den 30. juli 2025 velkommen til at kontakte konsulenterne Trine Bang Nielsen på 21 33 97 61 eller Katrine Due Jespersen på 21 35 80 84. Fra den 11. august 2025 kan du desuden kontakte afdelingsleder Berit Soon Olsen på 29 36 13 58.

Søg via linket senest søndag den 17. august 2025
1. samtale afholdes den 25. august og 2. samtale afholdes den 27. august 2025.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.