Tre engagerede pædagoger med hjerter der banker for det gode vuggestue- og børnehaveliv til Den Grønne Kastanje
Genopslag
Er du uddannet pædagog – og er du nyuddannet eller erfaren?
Vil du have en hverdag, hvor det gode børneliv og nærvær er essensen af det pædagogiske arbejde?
Vil du have indflydelse på institutionens praksis og pædagogik?
Vil du være del af et arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden, giver faglig sparring og ofte griner sammen?
Så vil vi gerne høre fra dig. Vi søger to faste pædagoger til vuggestuen og en pædagog til børnehaven. Pædagogmanglen er stor. Vi er 'ramt' af pensionering, fraflytning til Jylland og huskøb langt fra København. Vi har det godt og har god personaletrivsel.
Den Grønne Kastanje er en mindre, integreret institution, der ligger i hjertet af København omgivet af Botanisk Have, Søerne og Østre Anlæg. Vi har plads til 36 vuggestuebørn fordelt på tre stuer og 44 børnehavebørn fordelt på to stuer. Vi bor i nye, lyse bygninger fra 2013 med tilhørende stor legeplads, hvor der er bålplads, drivhus, højbede, cykelbane og meget mere. Vi er vilde med vores fysiske rammer, men er også altid klar til at tage på eventyr, fx på ladcykler, med bus/metro/tog eller minibus til kulturtilbud og naturområder.
I Den Grønne Kastanje vægter vi nærvær, gode relationer og fællesskab højt. Et af samlingspunkterne for børn og voksne er det gode, økologiske måltid – allerhelst tilberedt af råvarer fra eget drivhus og sammen med børnene. Pædagogisk har vi et bredt fokus på at skabe læringsrum og udviklingsmuligheder for børnene, så vi arbejder løbende og målrettet med læreplanernes seks temaer både i voksenstyrede forløb/aktiviteter, i hverdagens rutiner og i børnenes selvinitierede leg. Som pædagog i Den Grønne Kastanje har du næsten fuld frihed til at planlægge aktiviteter, ture og leg i samarbejde med dine kolleger. Vi vægter spontanitet og muligheden for at for at følge børnenes spor over fasttømrede ugeplaner, men vi har forpligtet hinanden til at tilbyde børnene meningsfulde aktiviteter hver dag. Indholdet bestemmer du sammen med dine kolleger og børnene.
Sammen med resten af klyngen deltager vi i et femårigt forskningsprojekt, 'Naturvidenskabelig Dannelse i Daginstitutioner' (NAVADA). Sammen med forskere fra Københavns Professionshøjskole skal vi systematisk undersøge, hvad der skaber de bedste science pædagogiske lege- og læringsmiljøer, og det har du mulighed for at få en aktiv rolle i. I Den Grønne Kastanje arbejder vi ligeledes med, hvordan vi kan understøtte natur, science og matematisk opmærksomhed i hverdagen bl.a. i vores fysiske rammer og pædagogiske tilgang. Du skal derfor have lyst til at følge børnenes nysgerrighed og undren og være undersøgende sammen med børnene.
Du bliver hos os en del af en institution med en mere en 40 år lang historie, hvor en del medarbejdere – og familier – har været en del af fællesskabet i mere end 8-10 år. Det betyder bl.a. en arbejdsplads kendetegnet af stabilitet og erfarne kolleger, der står klar til at sparre med dig. Samtidig er udvikling, refleksion og forandringsvillighed en del af institutionens DNA. Har du en god idé? Vil du prøve en ny metode af? Undrer du dig over den eksisterende praksis? Ja, så er der plads og rum til at reflektere, diskutere og prøve nyt.
Vi passer sammen, hvis du
- ligesom os vægter forældrepartnerskabet – vi har et solidt samarbejde med forældrene, som blandt andet skyldes, at vi prioriterer hjemmebesøg før vuggestuestart og to årlige samtaler i forbindelse med TOPI
- ligesom os er fleksibel i forhold til dit skema, så du indimellem – ikke for ofte – kan træde til, hvis kollegerne på en anden stue har brug for hjælp – omvendt er der stor villighed til at hjælpe dig og din stue, hvis I har brug for det
- ligesom os befinder dig godt, når du har frihed under ansvar – du og stuen koordinerer fx selv fridage, planlægger pædagogiske aktiviteter mv., men I sørger selvfølgelig for, at stuen hænger sammen, og at der er pædagogisk refleksion bag aktiviteterne
- sygdom bliver altid dækket med kendte vikarer, så der er genkendelighed og stabilitet i hus og på stuerne
- ligesom os holder af udeliv – selvom vi er en institution midt i byen, er vi meget glade for at være ude; enten på egen legeplads, i nærmiljøet eller på længere ture og vores klynge (Indre By/Østerbro Klynge C) har en naturfaglig profil og lægger vægt på udeliv, science og bæredygtighed
- kan planlægge, gennemføre, evaluere og dokumentere pædagogiske aktiviteter
- kan og vil være med til at udvikle Den Grønne Kastanjes pædagogiske faglighed
- kan reflektere over egen og fælles praksis
Den Grønne Kastanje har udvidet åbningstid, arbejdstiden ligger derfor i tidsrummet kl. 06-17.00. Desuden må du forvente gennemsnitligt et aftenmøde om måneden i tidsrummet kl. 17-20.00. Læs meget gerne læreplaner og info om Den Grønne Kastanje her.
Ansættelsesvilkår
Alle stillinger er på 37 timer om ugen, men kan forhandles en smule. Vi ønsker, at du kan starte den 1. april 2026 eller snarest derefter. Vi venter gerne på de rette til vores teams. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Har du spørgsmål til stillingerne og til os, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Jeanette Lundum på 24 96 83 57.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest mandag den 16. marts 2026
Vi holder samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen.