To uddannede pædagoger søges til børnehaven i Børnehuset Sundby Algård
Vil du være en del af et hus, der har børnene i centrum, og hvor du som medarbejder har medindflydelse og medansvar til at skabe en spændende, udviklende og sjov hverdag med gode fællesskaber for alle vores børn.
Vi har et barselsvikariat 32-37 timer om ugen og en fast stilling på 32-37 timer – efter aftale. Én stilling med opstart snarest muligt og én fra august 2025.
I et roligt område tæt på Sundby Idrætspark ligger Børnehuset Sundby Algård. Vi ligger centralt tæt på Amager Fælled, besøgsbondegård, legepladser og banerne. Vi bor i et ældre hus fyldt med gode fællesskaber, samarbejde og høj faglighed. Vi har mange gode legezoner og mange små rum, og det er let at dele op i mindre grupper.
Din opgave
Din opgave er at være pædagog på en stue, hvor du er med til at tage ansvar for, at alle børn bliver set og inddraget i fællesskaber. Du bidrager fx til inddragelse af børnenes perspektiver, ugeplaner, gruppeopdeling i spise- og legegrupper samt justering af de daglige rutiner, så de passer til børnegruppens behov.
Du er med til at sørge for, at der bliver dækket op til leg. Når det er nødvendigt, inspirerer du og understøtter børns leg. Fx at bygge en raketlandingsbane i sandkassen og se, hvor det bringer børnene hen. Hvis du brænder særligt for et tema som fx krop, sanser og bevægelse, kreativitet eller musik, vil du blive understøttet i at få det til at leve i praksis.
Du bliver deltager i det daglige forældresamarbejde. Forældresamtaler er en opgave du løser sammen med din pædagogkollega på stuen og i nogle tilfælde sammen med lederen.
Forventninger til dig
Du ønsker at bidrage til arbejdet med børnefællesskaber, herunder at styrke børns lege og brug af krop, sanser og bevægelse. Du er tydelig og interesseret i at forstå børnenes perspektiv, deres tanker, intentioner og følelser, og du har en anerkendende tilgang.
Du kan arbejde ud fra børnenes nærmeste udviklingszone, og du kan bidrage til at skabe trygge rammer og forudsigelighed gennem daglige rutiner, ugeplaner, målrettede pædagogiske aktiviteter samt igangsættelse og understøttelse af børnenes idéer og leg.
Du kan bidrage til arbejdet med handleplaner og evaluering (fx SMTTE).
Vi kan tilbyde
Et hus med mange legezoner og mange mindre rum. Vi arbejder med rummet som den 3. pædagog, så det kan inspirere børnene og er nemmere for os at opdele i mindre grupper.
En medarbejdergruppe, der arbejder godt sammen, har medindflydelse, er stabil og tager ansvar. Alle har mulighed for at bidrage med deres kompetencer og det, de brænder for. Vi er gode til at hjælpe hinanden, passe på hinanden og tale pænt til hinanden – også hvis der er travlt.
En fælles bevidsthed og et fælles fagligt sprog for udvikling af pædagogisk faglighed. Vi har i de sidste halvandet år arbejdet med KIDS – kvalitet i dagtilbud, og vi samarbejder med en psykolog, der giver os sparring, hvilket du også vil blive en del af.
Vi har månedlige personale/afdelingsmøder, ugentlige stuemøder og jævnlige koordineringsmøder.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Stillingerne er på 32-37 timer om ugen og med opstart snarest muligt og den 1. august 2025.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at ringe til Solstuen og tale med Sabrina eller Michael på 24 97 04 53 eller til leder Eva Boserup på 32 58 79 05, tast 1 for kontor. Hvis du ikke kan få fat i os, kan du sende en mail til bb8w@kk.dk, så vi kan vende tilbage. Du har mulighed for at aftale et besøg.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 10. juni 2025