To sygeplejersker til Rusmiddelbehandling Hørsholmsgade

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være en del af et stærkt tværfagligt fællesskab og gøre en forskel for mennesker med alkohol- og stofproblematikker?
Så er det måske dig, vi leder efter.

Om os
Rusmiddelbehandling Hørsholmsgade er en del af Rusmiddelbehandling København, som består af seks behandlingsenheder. Vi tilbyder helhedsorienteret, frivillig behandling til borgere med problematikker relateret til hash, alkohol og centralstimulerende stoffer. På Hørsholmsgade arbejder vi med udredning, afklaring og behandling, og behandlingsindsatsen tilrettelægges i tværfaglige, borgernære teams – altid i tæt samarbejde med borgeren og med respekt for den enkeltes forandringsønsker.

Din rolle – en vigtig del af det tværfaglige team
Som sygeplejerske hos os indgår du i en sundhedsgruppe med syv sygeplejersker, en social- og sundhedsassistent og to afdelingslæger – og du arbejder tæt sammen med kolleger fra andre faggrupper, som består af socialrådgivere og pædagoger.

Hos os bliver opgaverne tværfagligt fordelt og løftet i fællesskab. Du vil bl.a.

  • varetage indskrivning, afrusning og abstinensbehandling af borgere med alkoholproblematik
  • følge op på medicinske indsatser i tæt samarbejde med læger
  • deltage i tværfaglige behandlingsmøder og planlægning af forløb
  • afholde samtaleforløb og kursusaktiviteter
  • være sundhedsfaglig behandler i et fast borgernært team, hvor I sammen tilrettelægger og justerer behandlingsforløbene

Du står aldrig alene med opgaverne – det er en fælles opgave, og din faglighed bliver både værdsat og bragt aktivt i spil. Det er ikke et krav, at du har erfaring med målgruppen – vi klæder dig godt på, og vigtigst af alt er, at du har lyst til at arbejde i et felt, hvor relationer, samarbejde og faglighed går hånd i hånd.

Tre gode grunde til at vælge os

  1. Tværfaglighed i praksis
    Vi arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder og bakker hinanden op – både fagligt og menneskeligt.
  2. Grundig opstart og støtte
    Du får en personlig mentor, individuel introduktion og ekstern supervision – uanset erfaring.
  3. Indflydelse og faglig udvikling
    Hos os er der plads til nye idéer, og du får reel mulighed for at præge den faglige retning.

Vi lægger vægt på, at du

  • trives i et tværfagligt arbejdsfællesskab
  • er imødekommende, fleksibel og ansvarsbevidst
  • har gode kommunikationsevner – både skriftligt og mundtligt
  • er nysgerrig og reflekterende over både din egen og andres praksis
  • har lyst til at gøre en forskel i en meningsfuld og kompleks kontekst

Vi tilbyder

  • et job med stor faglig og personlig udvikling
  • et stærkt og loyalt tværfagligt team med høj faglighed
  • en vagt- og weekendfri stilling
  • grundig introduktion og mentorordning
  • supervision og løbende kompetenceudvikling
  • en arbejdsplads i udvikling, hvor du får indflydelse på både dagligdag og faglig retning

Om stillingerne
Vi søger to nye sygeplejerskekolleger til Rusmiddelbehandling Hørsholmsgade

  • en stilling er nyoprettet som led i en opnormering i sundhedsgruppen
  • en stilling er ledig, da vores kollega flytter til Svendborg

Ansættelsesvilkår
Stillingerne er faste fuldtidsstillinger på 37 timer om ugen. Arbejdstiden er primært kl. 08-15.00. En dag om ugen (mandag eller torsdag) arbejder du til kl. 18.00. Du har fri hver fredag kl. 13.00. Vi ønsker, at du kan starte den 1. januar 2026. Løn efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi straffeattest og tager referencer.

Har du spørgsmål?
Kontakt afdelingsleder Sara Riisager på 20 43 35 17 til en uforpligtende snak.

Søg via linket senest torsdag den 13. november 2025
Vi holder samtaler tirsdag den 18. november.