To servicemindede supportere til Indkøbs- og Finanssupporten i Koncernservice

Søg jobbet

Drift og service
Øvrige
Fuldtid
Fastansættelse

Trives du med mange forskelligartede opgaver, og brænder du for at yde kvalitetsbevidst og god service?

Finder du glæde ved at supportere, vidensdele og kommunikere på telefon og skrift, så er denne stilling måske noget for dig. Vi søger to supportere med teamspirit til stillinger på fuld tid.

Du bliver en del af en attraktiv arbejdsplads, hvor vi prioriterer at være en kompetent og serviceorienteret samarbejdspartner for vores brugere i alle kommunens forvaltninger samt for vores leverandører.

Hvem er vi?
Indkøbs- og Finanssupporten består af 11 medarbejdere og er sammen med to andre fagområder organiseret i Serviceindgangen, som er første kontaktled, når ca. 45.000 ledere og medarbejdere skal have hjælp fra Koncernservice. I alt modtager Serviceindgangen ca. 200.000 telefoniske eller skriftlige henvendelser om året.  

I teamet vægter vi høj faglighed og sparring og har samtidig fokus på trivslen og at have har sjovt sammen, mens vi hjælper kollegaer, brugere og leverandører.

Dine vigtigste opgaver
Du vil indgå i et team af fagligt dygtige kollegaer, der sammen supporterer i processen fra indkøb til betaling, og du indgår i et vagtskema, hvor vi tilbyder telefonsupport i tidsrummet kl. 9.00-15.00.

Dine opgaver vil bl.a. være

  • at hjælpe kommunens indkøbere med anvendelsen af varekataloger og indkøbsaftaler
  • at besvare leverandørhenvendelser
  • at vejlede i og behandle indkøbsrekvisitioner
  • at vejlede brugerne i faktura-workflow og autorisationer
  • at yde support om kontering, postering og rapportering

Vores forventninger til dig er, at du

  • har evne og lyst til at yde professionel rådgivning til vores brugere og leverandører med et stærkt fokus på service
  • har gode kommunikationsevner og lyst til at servicere både mundtligt og skriftligt
  • er god til at arbejde selvstændigt og struktureret, samtidig med, at du er glad for at samarbejde
  • har blik for detaljerne i sagsbehandlingen og forståelse for vigtigheden af kvalitet
  • er imødekommende, har høj arbejdsmoral, stabil og har godt humør
  • er vant til at arbejde i flere systemer samtidig
  • har et godt overblik og sætter dig hurtigt ind i nye processer

Har du erfaring med Kvantum, som er kommunens økonomisystem (baseret på SAP), er det en yderligere fordel, dog ingen betingelse.

Vi kan tilbyde dig

  • en central rolle for at sikre god sagsbehandling og service til indkøbere og leverandører
  • dygtige, engagerede og kompetente kollegaer
  • en ambitiøs arbejdsplads
  • en åben og uhøjtidelig omgangstone
  • kantineordning, massageordning og andre personalegoder
  • mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen
  • et moderne, attraktivt kontordomicil tæt på Fuglebakken Station i København

Vi søger for, at du får en god introduktion til opgaverne og du får en mentor tilknyttet i oplæringsprocessen.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. 
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. 
Vi ønsker stillingerne besat snarest muligt og senest den 1. september 2025.

Mere information  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Nina Grønhøj på 23 28 51 45 eller kontorchef Bodil Jakobsen på 20 46 75 77.

Søg via linket senest torsdag den 17. juli 2025
Vi forventer ansættelsessamtaler i uge 30. Første samtale mandag den 21. juli 2025 og anden samtale onsdag den 23. juli 2025. Der er mulighed for at gennemføre samtalen via Teams.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation 
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, økonomi, løn, indkøb, ESG, forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.