To pædagogmedhjælpere til vores vuggestueafdeling i BørnenesVerden
Har du lyst til en hverdag fyldt med leg og læring? Så læs mere her.
Vi mangler to pædagogmedhjælpere til vores vuggestueafdeling i BørnenesVerden på Vesterbro. Vi søger en medhjælper til en flyverfunktion og én til at være fast på Brumbassestuen.
Vi har i alt 36 børn i vuggestuen fordelt i tre grupper samt en udflytterbørnehave med 72 børn i alt. Børnehaven kører hver dag til Søborg.
Stillingerne er i vores vuggestue, men du ansættes til huset, og vi forventer, at du har lyst til og kan løse begge opgaver.
BørnenesVerden er en kommunal daginstitution på Vesterbro for børn på 0-6 år. BørnenesVerden er del af Børnefortællingen (Klynge Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave), som er en velfungerende klynge med fokus på faglig udvikling, god økonomi og et godt arbejdsmiljø.
I vuggestuen har vi små nære rammer og vægter omsorg og tryghed højt. Vi søger kollegaer, som elsker at hoppe i vandpytter, male med hele kroppen og synge og danse, og som kan fordybe sig i at finde myrer på legepladsen og altid giver rigtig gode kram.
Hos os er kerneopgaven det vigtigste, og vi vender altid tilbage til "hvad giver det børnene?".
Vi søger dig, der
- kan arbejde med anerkendende fællesskaber, hvor der både er plads til den enkelte og fællesskabet
- har lyst til at være en del af et godt og stærkt arbejdsfællesskab og vil være en del af en personalegruppe, hvor dagligdagens muligheder og udfordringer mødes med en positiv indstilling
- er fleksibel og har et godt overblik
- kan følge børnenes spor i både de spontane situationer og de planlagte aktiviteter
- er god til at lege og synes, at det er sjovt at lege med børnene
Vi tilbyder
- et godt arbejdsmiljø med plads til grin i hverdagen og gode kollegaer
- et stærkt pædagogisk fagligt miljø med plads til at øve sig
- en klynge med fokus på at fastholde, udvikle og tiltrække dygtige medarbejdere
- gode fysiske rammer samt et nærområde med rigtig mange muligheder
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Arbejdstiden udgør 32-37 timer ugentligt.
Vi ønsker at ansætte snarest muligt og helst inden den 1. august 2025.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Rikke Knudsen på 21 14 21 66.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.
Søg via linket senest lørdag den 19. juli 2025