To pædagogmedhjælpere til KKFO/fritidshjem Bjerget ved Kirkebjerg Skole i Vanløse (hhv. 32 og 23 timer om ugen)
Vær med til at skabe trygge og udviklende rammer for børn gennem aktiviteter som boldspil, udeliv, dans og kreative hyggestunder i et engageret og mangfoldigt fællesskab.
Faglige arbejdsfællesskaber i attraktive rammer
KKFO Bjerget er normeret til 310 børn (0.-3. klasse), fordelt på tre afdelinger. Vi er beliggende i to selvstændige dejlige huse rundt om Kirkebjerg Skole i Vanløse og har attraktive arealer til mange forskellige aktiviteter både ude og inde. Dette omfatter bl.a. sportssal, ny legeplads, store boldbaner og grønne områder.
Vi er en mangfoldig og stabil medarbejdergruppe (ca. 26 ansatte) med mange forskellige kompetencer, og vi vægter organisationen og fagligheden højt.
Kirkebjerg Skole er en tre-/firesporet skole med ca. 1000 børn. Skolen er meget søgt og ligger i et område med primært villabebyggelse.
Bjerget er en integreret del af skolen og har et tæt samarbejde med specielt indskolingen og holder fælles teammøder samt kompetenceudvikling for at udvikle praksis om vores fælles børn.
Vi har brobygning/overgangsforløb for kommende skolestartere med børnehaver i Klynge Radius, som hører til vores skoledistrikt.
Vi er en institution, hvor vi arbejder med udvikling af faglige arbejdsfællesskaber ud fra en anerkendende tankegang og et ressourceorienteret blik på barnet: ”Børn gør det så godt, de kan”.
Skab trygge rammer og sjove aktiviteter
Vi søger engagerede, friske og innovative medarbejdere, som har mod på at arbejde i et hektisk, men spændende og udviklende arbejdsfællesskab, hvor fagligheden og organisationen kommer først.
På KKFO'en vil du være fast tilknyttet en af afdelingerne. Alle afdelinger er aldersintegrerede og modtager hele klasser. Her vil du typisk stå for en aktivitet såsom boldspil, udeliv, dans eller en stille hyggestund med et spil, være kreativ og have god samtale, så børnene føler sig trygge og hørt.
I stillingen på 32 timer om ugen indgår også timer i skolen.
Vi forventer, at du aktivt vil arbejde med dagsordenen Mangfoldige Børnefællesskaber, som vores forvaltning har lanceret.
Vi forventer, at du
- er en pædagogmedhjælper, der hviler i sig selv, er empatisk og selvstændig, men samtidig kan lide at samarbejde på tværs af aldersklasser
- brænder for at være med til at udvikle trygge og udviklende rammer for børn efter skole for at understøtte den optimale læring, trivsel og udvikling
- kan se dig selv i vild leg eller stille fordybelse – og er du til udeliv og bevægelse/boldspil, er det ingen hindring
- evner og tør sætte tydelige rammer for børnefællesskabet uden at blive blæst omkuld
Det gør ikke noget, hvis du har lidt erfaring med arbejdslivet.
Vi tilbyder dig
- en personalegruppe, som glæder sig til at tage imod dig og sammen udvikle rammer for det gode børneliv
- et udviklingsorienteret arbejdsfællesskab, hvor nogle af nøgleordene er humor, varme og professionalisme
- tydelig ledelse og kommunikation, så vi kender hinandens forventninger, ønsker og ambitioner
- en KKFO, hvor vi arbejder målrettet mod at højne fagligheden, bl.a. gennem programmerne KIDS, BOB o.l. samt udvikling og efteruddannelse
- at blive en del af et anerkendende følgeskab, som bygger på et stort engagement omkring kerneopgaven
- en institution, der gerne vil udbygge de musisk/kreative tilbud til børnene
Vi arbejder generelt ud fra en anerkendende tankegang og har fokus på at udvikle vores faglighed.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Stillinger er på hhv. 32 og 23 timer om ugen. Vi arbejder efter årsnorm. Tiltrædelse pr. 1. august 2026. Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.
Ønsker du mere information?
Du kan se mere på Kirkebjerg Skoles hjemmeside under fanen KKFO.
Hvis du har spørgsmål, inden du sender din motiverede ansøgning, er du velkommen til at kontakte KKFO-leder Jesper Boysen på 27 11 69 42. Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest mandag den 29. juni 2026
Vi forventer at holde løbende ansættelsessamtaler.