To legepladsmedarbejdere til den bemandede legeplads i Mimersparken

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Er du glad for at omgås mennesker, og griber du de muligheder og ideer, der opstår i løbet af dagen?

Om legepladsen
Den bemandede legeplads i Mimersparken genåbner i marts 2026 efter en større renovering af huset tilknyttet legepladsen. Legepladsen er en populær oase på Ydre Nørrebro med mange legeredskaber og legemuligheder og fungerer som et levende mødested for børn, unge, familier, dagplejere, daginstitutioner, skoler, turister og mange flere.

Personalet igangsætter aktiviteter og arrangementer for legepladsens brugere både på hverdag og i weekenden og ofte i samarbejde med lokale aktører, herunder foreningen Nørrebro United, som det nye hus deles med. Derudover står personalet for udlån af legematerialer såsom cykler, sandlegetøj og bolde.

Om jobbet
Som legepladsmedarbejder bliver din vigtigste opgave, i samarbejde med det øvrige personale, at sørge for, at legepladsen er et indbydende og trygt sted at være. Da vi arbejder i det offentlig rum, skal du være synlig og imødekommende overfor legepladsens besøgende og være positiv og anerkendende i din tilgang til de forskellige typer af brugere, herunder børn, unge og forældre.

Du skal med dine faglige erfaringer, kompetencer og interesser igangsætte alsidige aktiviteter og understøtte de projekter, legepladsen indgår i samt bidrage til udviklingen af legepladsens aktiviteter i overensstemmelse med de lokale behov.

På legepladsen skal du deltage i daglige praktiske opgaver som fx rengøring ude og inde, indkøb, administrative opgaver, diverse møder samt vedligeholdelsesopgaver.

Legepladsen har tidligere arbejdet med en bred vifte af temaer bl.a. grønne forløb (plantekasser, sanketure, hjemmelavede krydderier og høstfest), kreative værksteder, mad- og bålaktiviteter, rytmik samt idrætsforløb i samarbejde med eksterne aktører.

Vi forestiller os, at du har interesse inden for ét af følgende fokusområder:

  • Idræt og bevægelse – du har lyst til at planlægge og igangsætte forskellige boldspil og bevægelseslege for børn og unge i alderen 3-15 år på legepladsens udearealer. Du er nysgerrig på børnenes ønsker og opsøger gerne samarbejdspartnere
  • Grønne initiativer – du har grønne fingre, interesserer dig for bynatur og har gerne erfaring med at formidle grønne projekter og forløb i børnehøjde, der kan vække nysgerrighed og engagement hos legepladsens brugere

Det er desuden en fordel, hvis du er en ”gør-det-selv”-type, der kan varetage mindre reparationer og igangsætte enkle bygge-aktiviteter for brugerne.

Kvalifikationer

  • I stand til at omgås alle mennesker og tackle mange forskellige situationer
  • Udadvendt og glad for kontakt med både børn, unge og voksne på legepladsen
  • Evne at gribe de muligheder og ideer der opstår i løbet af dagen
  • Idérig og god til at tage initiativ til at planlægge, udvikle og igangsætte nye aktiviteter
  • Samarbejdsorienteret og villig til at indgå i både teamsamarbejde og tværfagligt samarbejde med lokale og kommunale aktører
  • Fokus på at danne og pleje partnerskaber og involvere frivillige i hverdagen og i længerevarende projekter
  • Fortrolig med IT, herunder evnen til at arbejde i Outlook samt kommunikation via legepladsens Facebookside
  • I stand til at nedtrappe konflikter og skabe trygge rammer for områdets børn, unge og familier, herunder støtte op om relationer og være brobygger i nærmiljøet
  • Selvstændig og omstillingsparat, da antallet af bruger veksler både i løbet af dage og sæson på året

Vi tilbyder
Begge stillinger er på 20 timer om ugen og med tiltrædelse den 2. marts 2026.

Du bliver en del af en levende og alsidig arbejdsplads med vægt på høj faglighed og kvalitet i udførelsen af arbejdet. Bemandede Legepladser har generelt stor frihed i opgaveløsningen og hermed mange muligheder for udvikling af aktiviteter og projekter.

Du ansættes på en årsnorm, hvor arbejdstiden i sommer- og vinterhalvår tilpasses sommer- og vinteråbningstiderne.

Du er som udgangspunkt på arbejde til legepladsen lukker hver arbejdsdag. Hertil kommer, at der weekendvagt hver 4. weekend, da legepladsen har weekenden åben hele året. Arbejde på de øvrige legepladser samt alene-arbejde forekommer f.eks. ved ferieafvikling.

Aktuelt er legepladsen åbningstider mellem kl. 9.00-17.00 alle hverdage og mellem kl. 10.00-17.00 i weekenderne.

Om de bemandede legepladser
Vi er 26 bemandede legepladser i København med ca. 100 fastansatte. Målsætningerne er at skabe gode muligheder for børn og unges leg og bevægelse, skabe rammer for trygge mødesteder og bidrage til børn og unges trivsel og udvikling i lokalområdet. De bemandede legepladsers omgivelser består af gode udearealer med boldbane, græsplæne og andre faciliteter til idræt, leg og bevægelse. Det er muligt at køre på go-carts og små cykler, lave snobrød, spille spil, få hjælp til lektierne, lave smykker, dyrke grøntsager, kreative værksteder, være sammen med dyr og meget andet.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst for pædagogisk personale ved kommunale legepladser i Århus og Københavns kommuner, afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation LFS. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte legepladsens personale på 40 49 86 82 eller teamleder Marie Dybdal Møller på 21 82 84 82.

Da den Bemandede Legeplads i Mimersparken renoveres i øjeblikket, vil du ikke møde personale, hvis du besøger legepladsen. Du er meget velkommen til at besøge personalet på den bemandede legeplads på Christianshavns Vold, hvor de er nu. Ring gerne forinden dit besøg og aftal nærmere.

Søg via linket senest søndag den 18. januar 2026
Vi planlægger at afholde samtaler mandag den 26. januar 2026.