To konsulenter til informations- og kommunikationsteknologiområdet på IBOS

Søg jobbet

IT og digitalisering
Fuldtid
Fastansættelse

Er du en stærk formidler med flair for IT?
Vil du være med til at styrke mulighederne for et selvstændigt hverdags-, uddannelses- og arbejdsliv for personer med nedsat syn?

Hos IBOS søger vi to engagerede medarbejdere til spændende og udviklingsorienterede stillinger som konsulent på informations- og kommunikationsteknologiområdet. Som IKT-konsulent på IBOS får du en alsidig og afvekslende hverdag med fokus på borgernære opgaver, formidling til kolleger i hele landet og udvikling af vores fælles fagområde.

I rådgivningen på IBOS arbejder vi med udredning og rehabilitering af unge og voksne med synsnedsættelse, og vi løfter højt specialiserede indsatser med udgangspunkt i tværfaglige kollegiale fællesskaber. Vi er en afdeling med et godt kollegasammenhold og vi er optaget af faglig udvikling og specialiseret viden på vores fagområde.

Stillingerne indebærer en høj grad af selvstændighed og ansvar for egne opgaver og kræver også, at du indgår i et tæt samarbejde med kolleger og andre fagpersoner.

Der er tale om to stillinger. En i udredningsteamet og en i rehabiliteringsteamet.

Udredningsteamet
Som IKT-konsulent i udredningsteamet vil en af dine kerneopgaver være at udrede behovet for hjælpemidler og synskompenserende teknikker på computere, smartphones og tablets. Du vil i dit arbejde skulle samarbejde med borgere i og uden for arbejdsmarkedet samt studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Efter en udredning dokumenteres arbejdet i en dybdegående tværfaglig rapport med beskrivelse af borgerens udfordringer samt vores anbefalinger.

Rehabiliteringsteamet
Som IKT-konsulent i rehabiliteringsteamet vil en af dine centrale daglige opgaver være at undervise personer med nedsat syn eller blindhed i synskompenserende hjælpemidler og programmer på computer og telefon. En anden vigtig opgave er undervisning i punktskrift samt de elektroniske punktskriftsapparater. Der er både fokus på helt basale aktiviteter som at kunne tage telefonen eller anvende MitID og avancerede IT-færdigheder hos studerende og erhvervsaktive.

Målgruppen er mangfoldig og omfatter unge og ældre, personer med både medfødt og senere opstået synstab samt personer med udfordringer ud over deres synsnedsættelse. Vi tilrettelægger undervisningen individuelt og tager udgangspunkt i den enkelte persons forudsætninger, behov og mål.

For begge stillinger gælder det at, du

  • bidrager til udvikling af ny viden og afholder kurser for både borgere og synsprofessionelle i hele Danmark, dette kan være i form af kurser, e-læring, podcasts eller video – se vores kurser her 
  • repræsenterer IBOS ved konferencer og arrangementer både nationalt og internationalt – her skaber du nye samarbejder og opsnuser den nyeste viden inden for feltet, som du omsætter til tilbud til borgere med nedsat syn og formidler til andre fagpersoner på området

Intern oplæring
Som ny IKT-konsulent får du en grundig introduktion til undervisningsmetoder, målgrupper og de specialiserede hjælpemidler og digitale programmer, vi anvender. Du bliver oplært i brugen af skærmlæsere, synskompenserende programmer og øvrige digitale løsninger, så du kan undervise og udrede borgere selvstændigt.

Hvis du får ansættelse i rehabiliteringsteamet vil du også blive oplært i punktskrift, så du bliver i stand til at undervise personer med nedsat syn i den kompetence.

Vi søger dig, der

  • formår at formidle komplekse emner på en letforståelig måde til både borgere og fagpersoner
  • er god til at skabe tværfaglige samarbejdsrelationer internt og eksternt
  • har en solid erfaring med IT og kommunikation
  • har viden om eller interesse for synskompenserende teknologi og hjælpemidler
  • kan tilpasse dit borgernære arbejde til forskellige målgrupper og funktionsniveauer
  • arbejder struktureret og kan planlægge og gennemføre individuelle udredninger eller undervisningsforløb

Vi tilbyder

  • en arbejdsplads med fokus på samarbejde, udvikling og videndeling
  • en rolle i en dynamisk afdeling med mange forskellige fagligheder, hvor du får stor indflydelse på udviklingen af nye løsninger
  • et stærkt fagligt miljø med spændende kontaktflader internt og eksternt

Det er ikke en forudsætning for at søge stillingen, at du har kendskab til specialområdet.

Da vi er et højt specialiseret hus, vægter vi efter- og videreuddannelse højt, hvilket giver dig god mulighed for at udvikle din faglige profil.

Dit daglige arbejdssted er på IBOS i Hellerup, men der vil være opgaver, der er forbundet med rejseaktivitet.

Om IBOS
IBOS er et nationalt videns- og rehabiliteringscenter for synsprofessionelle og mennesker med alvorligt nedsat syn og blindhed. Vi har rehabiliteringstilbud, dag- og botilbud, uddannelser, specialrådgivning og udredning under VISO KaS. IBOS er et hus med dygtige, motiverede og engagerede medarbejdere, der er drevet af lysten til at gå nye veje for at sikre, at mennesker med nedsat syn og blindhed kan udvikle deres kompetencer i et rummeligt miljø. Se mere på www.ibos.dk.

Som ny medarbejder på IBOS vil du få en god introduktion til huset og indgå i afvekslende, tværfaglige og inspirerende samarbejdsrelationer, hvor der er rig mulighed for indflydelse. På IBOS er der stor faglighed og der er plads til humor i det daglige samarbejde. Vi har højt til loftet og plads til at gode idéer kan se lyset.

Ansættelsesvilkår
Der er tale om to stillinger på fuld tid, 37 timer ugentligt. Vi ønsker, at du kan starte den 1. maj 2026. Løn og ansættelse følger den til enhver tid gældende overenskomst mellem KL for Københavns Kommune og Københavns Lærerforening og og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Lønindplacering vil ske efter forhandling med den faglige repræsentant. Der vil blive indhentet referencer samt straffeattest efter aftale.

Yderligere information
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, kan du kontakte  

  • leder for udredningen Karin Høgsbjerg på 20 27 67 13/QZ93@kk.dk
  • leder af rehabiliteringsteamet Camilla Bugge på 29 21 92 90/V46D@kk.dk
  • IKT-konsulent Rikke Fogh Jørgensen på 39 45 23 09/K39P@kk.dk
  • lærer Tine Hansen på 23 44 47 22/AC0Q@kk.dk

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest tirsdag den 17. marts 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler fredag den 20. marts.