To engagerede og relationelt stærke børnebibliotekarer til Sydhavnens Bibliotek (tidsbegrænsede stillinger på hhv. 25 og 30 timer ugentligt)
Søg jobbet
Brænder du for at formidle børnelitteratur og skabe levende kulturoplevelser for og med børn?
Kan du lide at lave aktiviteter for familier, skoler og daginstitutioner?
Er du en dygtig formidler, der kan fastholde børn og unges opmærksomhed med en smittende entusiasme?
Vi søger to børnebibliotekarer på henholdsvis 25 timer og 30 timer til Sydhavnens Bibliotek. Du bedes angive i din ansøgning, hvilken af de to stillinger, du søger.
Børnebibliotekar med ansvar for LæseLiga-indsats (25 timer ugentligt)
LæseLiga er et samarbejde mellem Københavns Biblioteker og byens skoler, hvor dansklærere og bibliotekarer arbejder sammen om at styrke elevernes læseglæde. Forløbet er skræddersyet til 4. klasse, som i et helt skoleår deltager i engagerende aktiviteter, der kombinerer biblioteksbesøg, fællesskab og sjove udfordringer. LæseLiga foregår på tværs af byen, og i Sydhavnen deltager seks klasser fra hhv. Ellebjerg Skole og Bavnehøj Skole.
Dine opgaver
- tovholder for LæseLiga-indsatsen i Sydhavnen
- kontakt til og koordinering med skolerne
- afvikling af LæseLiga-aktiviteter (ca. 30 aktiviteter pr. skoleår)
- deltagelse i fælles koordinerende møder om den bydækkende indsats
Som børnebibliotekar med ansvar for LæseLiga-indsatsen skal du også indgå i den generelle drift af børnebiblioteket samt indgå i vagtskemaet, men hovedfokus er på LæseLiga-indsatsen.
Stillingen som børnebibliotekar med ansvar for LæseLiga-indsatsen er på 25 timer om ugen og er finansieret af en fireårig politisk bevilling. Stillingen er derfor tidsbegrænset til den 31. december 2029. Tiltrædelse den 1. april 2026.
Børnebibliotekar til barselsvikariat (30 timer ugentligt)
Sammen med vores øvrige børnebibliotekarer skal du som børnebibliotekar arbejde med at formidle og afvikle lærings- og kulturaktiviteter for børn gennem arrangementer og besøg fra daginstitutioner, skoler og familier. Det er derfor vigtigt, at du er komfortabel med at formidle til hele børnemålgruppen og har et bredt kendskab til børnelitteratur.
Foruden vores faste aktivitetstilbud skal du deltage i planlægning og afvikling af vores årlige festivaler, herunder Børnelitteraturfestival ’Vi elsker bøger’, børnekulturfestivalen ’Kultur for en tudse’ og Sydhavnens Litteraturfestival. Dertil bliver du lokal tovholder for den bydækkende børneteaterfestival ’Teatermagi’ i efterårsferien.
Du skal deltage i husets drift og interne møder samt være med til at formidle kommunikationen af børneaktiviteter gennem hjemmeside, plakater og SoMe.
Stillingen som børnebibliotekar er på 30 timer om ugen og er tidsbegrænset til den 31. januar 2027. Tiltrædelse den 1. maj 2026.
Vi tilbyder for begge stillinger
- en kreativ og uhøjtidelig arbejdsplads i en bydel med mange muligheder
- en alsidig opgaveportefølje og daglig gang i et charmerende hus og velbesøgt børnebibliotek
- indflydelse på egen hverdag og opgaveløsning
- et velfungerende arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kollegaer i et levende hus
For at kunne bestride stillingerne, skal du
- være uddannet bibliotekar DB, cand. scient. bibl. eller have anden relevant uddannelse
- have dokumenteret erhvervserfaring indenfor biblioteks- og/eller skoleområdet
- elske børnelitteratur og brænde for at formidle læselyst og litterære tendenser
- være opsøgende og komfortabel i værtsrollen, hvor du møder forskellige mennesker i øjenhøjde
- være imødekommende og god til at indgå i relationer med såvel kolleger som samarbejdspartnere, fx skoler og institutioner
- have lyst til både at udvikle og udføre vores mange tilbud til børn og unge
- have erfaring med eller kendskab til Cicero som arbejdsredskab
Om Kultur og Fritid Vesterbro og Kongens Enghave
Sydhavnens Bibliotek er en del af bydelsenheden Kultur og Fritid Vesterbro og Kongens Enghave, der er en af 10 decentrale organisatoriske enheder i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommune. Bydelsenheden samler biblioteker, idrætsanlæg og kulturhuse i bydelene Vesterbro og Kongens Enghave, hvor vi arbejder med at udvikle kultur- og fritidsoplevelser for og i samarbejde med borgerne.
Ansættelsesforhold
Det primære arbejdssted for begge stillinger er Sydhavnens Bibliotek, Wagnervej 19, men der vil også kunne forekomme arbejdsopgaver i andre huse i bydelen og på tværs af byen. Begge stillinger vil indgå i et vagtskema på biblioteket med en-to ugentlige udlånsvagter man-torsdag kl. 14-17.00, samt hver 3. lørdag kl. 10-14.00. For begge stillinger er der tale om projektansættelser på overenskomstmæssige vilkår. Vi indhenter børneattest og referencer på begge stillinger i forbindelse med ansættelserne.
Kontakt
Hvis du har særlige spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte leder Tine Kjer Jepsen på 51 52 77 34 i tidsrummet 08-09.00 på hverdage eller børnebibliotekar Tine Due på 21 32 21 34.
Søg via linket senest torsdag den 12. februar 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler tirsdag den 17. og onsdag den 18. februar.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.