To engagerede og dedikerede pædagoger eller pædagogiske assistenter til Børnehuset Nansensgade

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for at være medskaber af det gode børneliv og sikre udviklende læringsmiljøer, og vil du være en del af et arbejdsfællesskab, der bygger på tillid og medbestemmelse og har den pædagogiske faglighed i fokus? Så skal du være vores nye kollega i Børnehuset Nansensgade

I Børnehuset Nansensgade søger vi med ansættelse fra den 1. februar 2026 (eller efter aftale) to uddannede pædagoger eller pædagogiske assistenter til to af vores fem skønne børnehavegrupper.

Vi søger dig, som

  • arbejder anerkendende og nærværende med børnene
  • har erfaring med eller interesse for børns udvikling
  • har fokus på børneperspektivet og børns perspektiv
  • forstår at skabe rutiner, der giver børnene forudsigelighed i hverdagen
  • er fagligt velfunderet og kan bruge den faglighed til at skabe gode læringsmiljøer og udviklende hverdagsrutiner
  • forstår at arbejde med vores pædagogiske grundlag og læreplaner  
  • tror på dialog og samarbejde både med kolleger, forældre og børn
  • kan arbejde struktureret og med et godt overblik.

Børnehuset Nansensgade ligger i hjertet af København og er en integreret del af det levende ressourcestærke fællesskab i Nansensgade-kvarteret. Vi er et stort hus, men du må ikke lade dig forskrække af det. Alle etager i huset rummer tre stuer, som i det daglige ” lukker om sig selv ”. Vi bryster os af at have dobbelt så mange kvadratmeter pr. barn, som loven foreskriver.

Vi har egen gymnastiksal, motorikrum, værksteder og andre fordybelsesrum. Dette skaber gode muligheder for at være opdelt i mindre grupper, som vi prioriterer at være i flere gange ugentlig. Vi har travlt, men vi elsker at gå på arbejde, og vi lover, at du hos os vil blive en del af et fantastisk arbejdsfællesskab med fokus på hjælpsomhed, ærlighed, humor og høj faglighed.

Ledelsen i huset består af en duoledelse (Bettina og Mette ). Bettina er uddannet cand.mag i pædagogik, og Mette har tidligere været ansat som pædagog i vuggestuen.

Ledelsen er vellykket og til alle tider optaget af at få skabt de bedste udviklings- og trivselsbetingelser for både børn og medarbejdere.

Vi er omsorgsfulde, ambitiøse og på samme tid ganske uhøjtidelige.

Vi er så heldige, at vi i vores børnehave har en fantastisk mulighed for at komme ud af byen til naturen. Børnehaverne kører på skift hver femte uge til vores dejlige udflyttersted Ryttergården, som ligger ved Dyrehaven og Bellevue strand.

Vi bliver hentet med bus kl. 8.30 og er hjemme igen kl. 15.30. På Ryttergården får børnene mulighed for at opleve naturen og stranden på tæt hold, hvilket er med til at stimulere deres sanser og nysgerrighed.

Vi har igennem de sidste år været en del af det naturfaglige forskningsprojekt Navada, som finansieres af Novo Nordisk. I det nye år deltager to af vores medarbejdere i et naturfagligt modul/udviklingsforløb.

I Børnehuset har vi også en opmærksomhed rettet mod udvikling af vores pædagogiske praksis og vores sproglige udviklings- og læringsmiljøer. Vi har faglige fyrtårne og sprogansvarlige i både vuggestuen og børnehaven, som personalet kan sparre med og søge inspiration hos.

Børnehuset Nansensgade er en del af klynge C, Indre By/Østerbro (IBØ). Vi har 72 vuggestuebørn og 106 børnehavebørn fordelt på to afdelinger, fire etager og 11 børnegrupper. Vores åbningstid er alle hverdage kl. 7.00-17.00. Hver fredag morgen serveres forinden arbejdstid hjemmebagt morgenmad i køkkenet, og hver fjerde fredag mødes vi alle til fælles kage i middagsstunden.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.

Ansættelse er fra den 1. februar 2026 eller efter aftale.

Bilag
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Yderligere oplysninger  
Du kan læse mere om os på vores hjemmeside: http://boernehusetnansensgade.kbhbarn.kk.dk

Vi håber at høre fra dig. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Mette Uhd Jepsen på 4031 4093.

Søg via linket senest søndag den 18. januar 2026