Teknisk analytiker i AI til en af Danmarks største IT-arbejdspladser – Koncern IT i Københavns Kommune

Søg jobbet

IT og digitalisering
Fuldtid
Fastansættelse

Kan du dykke ned i nye teknologier og vurdere deres potentiale i praksis? Brænder du for at omsætte teknisk komplekse løsninger til klar dokumentation og sikre, at vi vælger rigtigt – både teknisk og ansvarligt?

Så er du måske den tekniske analytiker, vi søger i Koncern IT’s Data Science-team!

Hvem er vi?
I Koncern IT (KIT) arbejder vi for et digitalt København. Vores Data Science-team udvikler AI-løsninger, der skaber værdi for borgere og medarbejdere i hele kommunen. Data Science-teamets hovedopgave er at skabe værdi for borgerne ved at lave analyser, træne modeller og sætte komplette løsninger i produktion, samt at udbrede viden om data science til hele kommunen. Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø med mere end 20 kollegaer, der arbejder med AI som deres primære arbejdsområde.

Vi arbejder med opgaver, der spænder over alt fra udviklingsopgaver, hvor vi skaber AI-løsninger, der laver prognoser af ledige parkeringspladser til RAG-løsninger med diverse komplicerede vejledninger, samt billede- og tekstklassificering til dokumentgenkendelse på byggesager. Derudover vejleder vi forvaltningerne i, hvordan vi som organisation fx håndterer AI-funktioner, som leveres af leverandører direkte i vores fagsystemer.

Hvad skal du lave?
Som teknisk analytiker bliver du en vigtig del af vores udviklingsrejse. Du skal både analysere nye løsninger og teknologier på markedet, og være med til at vurdere deres modenhed, anvendelighed og potentielle risici. Derudover skal du bistå data science-teamet i vores egne udviklingsprojekter med teknisk dokumentation og beskrivelse af løsningerne så de klar til sikkerhedsvurdering.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med data scientists, udviklere, AI-rådgivere og informationssikkerhedsspecialister og bliver bindeled mellem forvaltningernes behov, teknisk realisme og ansvarlig implementering.

Dine hovedopgaver bliver 

  • analyse og vurdering af AI-løsninger på markedet, som kan understøtte forvaltningernes behov
  • at udarbejde governance og rammer for udvikling og implementering af vores egenudviklede AI-løsninger og indkøb af AI-løsninger fra markedet i regi af krav fra AI Act, GDPR, m.v.
  • udarbejdelse og vedligeholdelse af teknisk dokumentation for data science-løsninger, herunder sikre dokumentationen er på plads til sikkerhedsvurdering

Vi forventer, at du

  • har en teknisk forståelse for software og dataplatforme – gerne med erfaring fra AI- eller data science-projekter
  • har erfaring med dokumentationsarbejde, fx teknisk dokumentation, brugerdokumentation eller systembeskrivelser
  • forstår principperne bag god informationssikkerhed, og hvad der kræves for at skabe driftsstabile løsninger
  • arbejder struktureret og har øje for detaljer – uden at miste det store overblik
  • trives i samarbejde med mange fagligheder i en kompleks organisation

Det er en fordel, hvis du

  • har erfaring med analyse og indkøbsvurdering af AI- eller SaaS-løsninger
  • har erfaring med modning og indledende scoping af AI-behov/opgaver

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.

Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. Vi ønsker stillingen besat snarest muligt.

Mere information
KIT ligger lige ved Fuglebakken Station, og vi tilbyder medarbejdergoder, fx massage og fitnesscenter. Vi har familievenlige arbejdstider og flekstid.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Rasmus Brixen Stisager på 29 13 91 37 og strategikonsulent Berit Dam på 29 26 78 16.

Søg via linket senest onsdag den 18. juni 2025

Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige it-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker it-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på koncernit.kk.dk.