Teamleder med sans for strukturer, driftsledelse og data søges til Koncernservice i Københavns Kommune

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Du skal som teamleder sikre fremtidens styring af masterdata på en af landets største offentlige arbejdspladser. Du bliver ansvarlig for et stærkt, videnstungt og specialiseret team, hvor du både har personaleledelse og med din strategiske ledelse faciliterer den rette udviklingsvej for driften.

Den nye teamleder for Masterdata vil sammen med kontorchefen have ansvaret for at styre Københavns Kommunes komplekse masterdataområde mod en mere strategisk position.

Komplekst systemlandskab og professionel styring
Teamlederen har det fulde ledelsesansvar for 14 dygtige medarbejdere, hvoraf to af dem er elever. De styrer Københavns Kommunes stamdata på tværs af organisationens store SAP-systemer indenfor organisation, økonomi, løn og personale samt har en udførende såvel som en rådgivende rolle.

Området er netop nu i gang med en større omstilling mod et større fokus på driftsudvikling og -styring samt bedre datakvalitet. Som teamleder får du en central rolle i at sikre denne transformation og give den retning.

Det kræver, at du både er meget tydeligt på at sætte retning, giver plads til inddragelse og også har et skarpt fokus på at hele udrulningen af drift-strukturen også kræver en udadrettet og netværkende tilgang samt god tålmodighed. Da det er komplekse arbejdsopgaver er det vigtigt, at du er nysgerrig på at lære teamets arbejdsopgaver at kende, så du kan være med til at prioritere i dagligdagen.

Dine ansvarsområder herudover bliver bl.a. at stå i spidsen for

  • Styring af stamdata og sikring af høj datakvalitet på tværs af kommunens kernesystemer
  • Videreudvikling af arbejdsgange og -processer, herunder afsøge yderligere automatiseringspotentialer i opgaveløsningen
  • Varetage faglig sparring samt koordinering og prioritering af teamets opgaver
  • Sætte den strategiske retning for området i samarbejde med kontorchefen.

Som teamleder for Masterdata får du

  • En lederstilling med ansvar, personlig indflydelse og muligheden for at sætte dit præg på et område i udvikling
  • Spændende og selvstændige arbejdsopgaver med særligt fokus på systemer, processer og data – og optimering heraf
  • Store samarbejdsflader på tværs af hele kommunen i en central rolle
  • Dygtige og engagerede kollegaer i et rummeligt og rart miljø

Du indgår desuden i kontorets ledergruppe, hvor du sammen med kontorets tre andre teamledere og kontorchefen skal sikre helhedstænkning, videndeling og samarbejde både på tværs af kontorets 56 medarbejdere og med resten af organisationen. Med en ny teamleder i ledergruppen har vi også stort fokus på at etablere et godt ledelsessamarbejde. Vi lægger vægt på et åbent sparringsmiljø og et rum, hvor der er plads til at ’nørde’ ledelse og udvikle sig som leder.

Stærke kompetencer og personlig karakter
Du har måske allerede erfaring med ledelse eller er et ledertalent, der forstår vigtigheden af at give plads i din ledelse af specialister. Du er herudover en dygtig motivator, der både kan begejstre og understøtte teamet i den aktuelle omstilling. Du er god til relationer og nem at samarbejde med, da du får en central rolle i en organisation med mange samarbejdsflader.

Herudover forestiller vi os, at du har

  • En veludviklet forretningsforståelse og evnen til at navigere i et miljø med meget viden og forskellige interesser
  • Evnen og viljen til at drive en faglig agenda i organisationen
  • Gode kommunikationsevner både opad, henad og nedad i dagligdagen
  • Lyst til at arbejde på udvikling af driftsstyring.
  • Analytiske evner, er kvalitetsbevidst og har en høj grad af ordenssans
  • Relevante faglige kompetencer ift. data og datastruktur
  • SAP-kendskab eller ERP-masterdata kendskab. Dette er en fordel, men ikke et krav.

Der kan være flere veje til succes i jobbet som teamleder i Masterdata, men du har sandsynligvis en uddannelse og relevant erfaring, der giver dig gode forudsætninger for at forstå stamdata og datastrukturer såvel som systemsammenhænge.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og sker i øvrigt efter forhandling med den faglige organisation.

Er du blevet nysgerrig?
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Michael Thye Fester på 21 68 80 55 fra den 7. august 2025.

Søg via linket senest den 17. august
Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 34 og 2. samtaler i uge 35. I forbindelse med ansættelsesprocessen vil der blive afholdt to samtalerunder, og du skal være indstillet på, at der vil blive anvendt case i forbindelse med anden samtale.

Om Koncernservice
Koncernservice er et af landets største fællesadministrative centre. Vi betjener Københavns Kommunes syv forvaltninger med styring af økonomi, løn- og personaleadministration. Det er vores mål at effektivisere og optimere administrative arbejdsgange og sikre et højt serviceniveau, så kommunens 45.000 medarbejdere kan koncentrere sig om at levere velfærdsydelser af høj kvalitet. Vi er ca. 700 ansatte og blandt landets største shared service centre. Læs mere om os på: http://www.koncernservice.kk.dk.