Sygeplejerske til det sundhedsfaglige nøglepersonsteam på Thorupgården
Er du erfaren sygeplejerske, og motiveres du af at få en central rolle, hvor du både kan bruge dine sundhedsfaglige kompetencer, skabe overblik og være med til at udvikle kvaliteten i vores indsats? Så er det måske dig, vi leder efter.
Vi er i fuld gang med at styrke vores sundhedsfaglige indsats på Thorupgården område 3 – og nu mangler vi den sidste brik i vores sundhedsfaglige nøglepersonsteam.
Thorupgården er et socialpsykiatrisk botilbud på Nørrebro i Københavns Kommune. Vi tilbyder pladser til borgere, der er visiteret efter servicelovens § 107 og § 108, men er for nylig overgået til et rent § 107-tilbud. Denne ændring betyder, at plejetyngden forventes gradvist reduceret i takt med, at borgere visiteret efter § 108 fraflytter tilbuddet. Samtidig styrker vi vores sundhedsfaglige indsats og opnormerer derfor med flere sundhedsfaglige kollegaer.
Dine opgaver
Du bliver en del af et mindre, tværfagligt team med 4-5 medarbejdere med fælles ansvar for 11-12 borgere. Stillingen adskiller sig fra en traditionel kontaktpersonsrolle ved, at dit primære fokus er at sikre kvalitet og sammenhæng i de sundhedsfaglige indsatser på tværs af teamets borgere. Derfor vil du kun være kontaktperson for én borger.
Dine primære ansvarsområder
- sundhedsfagligt overblik i teamet
- samle trådene i den sundhedsfaglige dokumentation: Med afsæt i vores arbejde med opdatering og systematisering af journalerne sikrer du, at den kliniske dokumentation altid lever op til de gældende standarder, og at borgernes sundhedsfaglige data og pædagogiske tilgange hænger sammen
- medicinansvar: Du får det overordnede ansvar for medicindosering og medicinbestilling for teamets borgere, så der er styr på patientsikkerheden og overblikket
- fokuseret kontaktpersonsfunktion: for én borger
- tovholder på somatiske og psykiatriske forløb: afdækker borgernes sundhedsmæssige udfordringer og medvirke til at støtte op omkring eventuelle somatiske og psykiatriske problemstillinger
- faglig sparring med kollegaer og samarbejdspartnere
- varetagelse af sygeplejefaglige opgaver, herunder bl.a. sårpleje og depotinjektioner, observation, opfølgning og koordinering af borgernes sundhedstilstand
Vores faglige tilgange
Vi arbejder rehabiliterende, recoveryorienteret og med Traumebevidst Tilgang (TBT). Målgruppen er borgere med komplekse psykiatriske problemstillinger, ofte kombineret med misbrug. Vi har fokus på at styrke den enkelte borgers muligheder for at leve et så selvstændigt liv som muligt og skabe sammenhæng mellem de sundhedsfaglige og socialpædagogiske indsatser.
Vi søger en sygeplejerske, der
- er autoriseret sygeplejerske
- har en stærk faglig stolthed og brænder for den sundhedsfaglige dokumentation, medicinsikkerhed og komplekse borgerforløb
- gerne har erfaring fra socialpsykiatrien eller et tilsvarende komplekst område
- er fagligt velfunderet, nysgerrig på egen praksis og indstillet på løbende refleksion og evaluering
- er rolig og kan bevare strukturen og overblikket i en hverdag præget af høj kompleksitet
- bidrager til et godt samarbejde
Vi tilbyder
- et fagligt ambitiøst miljø med stort fokus på samarbejde, hvor dine sundhedsfaglige kompetencer bliver sat i spil på en ny måde
- et arbejdsmiljø præget af nysgerrighed, imødekommenhed og godt humør
- løbende supervision samt gode muligheder for kompetenceudvikling og kurser (fx i LA2, dobbeltdiagnoser, medicin m.m.)
- en høj grad af medindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og udførelse
- gratis parkering i aflåst kælder og mulighed for træning i arbejdstiden i vores nyopførte træningslokale
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med opstart den 1. december 2026 eller snarest mulig herefter. Arbejdstiden er placeret i dag- og aftenvagter og med weekendvagt hver 3. weekend.
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest og referencer.
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og dokumentation for gennemført uddannelse.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Louise Eva Ehmsen på 21 68 68 63 eller mail f88p@kk.dk eller koordinator Steffen Christian Andersen på 51 49 31 87 eller mail hm6a@kk.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest tirsdag den 27. oktober 2026
Vi holder samtaler løbende.