Sygeplejerske med kontaktpersonsfunktion til forebyggelse, udvikling og trivsel for udsatte unge hos VIFU Forebyg

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du ligesom os for at gøre en forskel for socialt udsatte unge?
Bliver du glad ved at bidrage til en meningsfyldt dagligdag for unge udsatte i samarbejde med fagligt engagerede kolleger i et levende arbejdsmiljø med plads til humor?
Finder du samtidigt arbejdsglæde ved fleksibel og selvstændig tilrettelæggelse af opgaver?

Så er det dig, vi søger.

Om os
VIFU Forebyg er en forebyggende indsats for udsatte og/eller kriminalitetstruede unge i alderen 12-18 år. Vores overordnede målsætninger er at forebygge anbringelse, mindske kriminalitet, skabe nye og foretrukne familieidentiteter og på sigt at øge muligheden for social mobilitet. Det vil sige, at der skal være en plan for den unges uddannelse eller beskæftigelse.

For at nå målene arbejder vi med at skabe alternativer til kriminalitet og anden uhensigtsmæssig adfærd. Vi arbejder på at øge livskvaliteten hos den unge og familien bl.a. ved at mindske konfliktniveauet i familien

Om jobbet
Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Du har opgaver både på matriklen og alt efter behov andre steder. Du kommer til at have det primære fokus/ansvar på det sundhedsfaglige område. Dette indebærer bl.a., at du kommer til at være primær kontakt til psykiater, egen læge, til sygehus og særligt fokus på medicinhåndtering på institutionen. Din opgave er også at have sundhedsfaglige samtaler med de anbragte børn og dem, som er i aflastning. Du vil fungere som kontaktperson til to-tre unge.

Stillingen er hos VIFU Forebyg og du kommer til at arbejde her på aflastningsafdelingen. Vi arbejder forebyggende med tilbud om en hurtig, fleksibel og målrettet indsats til unge og deres familier. Indsatsen består af kontaktperson, familiebehandling og ventilplads i meningsfyldte kombinationer. Vi arbejder for at forebygge anbringelse og sikre udvikling og trivsel ved at skabe stabilitet. Det gør vi ved at tage udgangspunkt i de problemstillinger, familien og den unge står i her og nu.

Dine opgaver vil blandt andet være

  • kontaktpersonsopgaver, i form af hjælp til fritidsaktiviteter, studietilbud og job
  • forældrekontakt, fylder en stor del, hvor opgaver som at sikre skolebesøg, tandlægebesøg, lægebesøg, konflikthåndtering og vejledning af forældre, i forhold til skabe struktur i dagligdagen og forhåbentlig en mere stabil hverdag for den unge
  • kontakt til andre eksterne som myndighed, studievejleder, foreningsliv mm.  i samarbejde med forældre
  • koordinere og sikre de sundhedsfaglige indsatser på tilbuddet

Vi tilbyder
VIFU er en udfordrende og spændende arbejdsplads med alsidige arbejdsopgaver, såvel praktiske som pædagogiske. Der er fortløbende supervision med supervisor både i forhold til personale og sagssupervision. Indsatsen er organiseret i døgnramme med de gældende overenskomstaftaler, der er på døgnområdet.

Der er indlagt en høj grad af fleksibilitet i arbejdstiden, hvilket betyder, at der er en forventning om selvstændig planlægning og strukturering af indhold og tid ift. egne sagsforløb. Vi tilbyder en stilling i en dynamisk, fleksibel institution, hvor der er fokus på faglighed og stabil drift med masser af udviklingspotentiale.

Dine kolleger er en gruppe af fagligt dygtige, engagerede og uddannede pædagoger med en tilgang, der er baseret på anerkendelse, tillid og plads til forskellighed for at skabe et stærkere fællesskab. Vi arbejder ud fra en systemisk narrativ pædagogisk praksis i arbejdet med udsatte unge. Metodisk er familiearbejdet bundet op på individuelle tilgang for den enkelte familie og er således ikke stringent, men mangfoldigt.

Om dig
Vi søger en kollega med sygeplejerskebaggrund, der matcher følgende

  • erfaring eller kendskab til psykiatrien er en fordel
  • trives i arbejdet med de unge og deres familier
  • har erfaring fra lignende arbejde og/eller målgruppe
  • har et udvidet kendskab til dokumentation i et fagsystem og ved, at kravet om dokumentation afspejler sig i en god skriftlig kommunikation til både kolleger og samarbejdspartnere
  • arbejder med stort engagement og ansvarlighed i forhold til opgaverne og målgruppen
  • udviser selvstændighed og initiativ i rollen som ansvarlig for familieindsats og som kontaktperson
  • arbejder konsistent med det øvrige team af socialpædagoger og holder fast i målene for indsatsen
  • er indstillet på skiftende arbejdstider og weekendarbejde
  • bidrager løsningsorienteret og konstruktivt med høj faglighed i udviklingen af det pædagogiske arbejde
  • er robust i konfliktsituationer – både i forhold til de unge, familierne, medarbejderne og samarbejdspartnerne
  • har kørekort (ikke et krav)

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. februar 2026 eller hurtigst muligt. Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen vil der blive indhentet udvidet børne- og straffeattest samt referencer. Du må påregne aften-/weekendarbejde med rådighedsforpligtelse. Arbejdstiden på institutionen ligger alle dage i tidsrummet mellen kl. 09-23.00, hvor størstedelen af vagterne ligger i tidsrummet kl. 15-23.00.

Mere information
Du er velkommen til at kontakte tilbudsleder Bo Rasmussen på 29 60 51 85, hvis du har spørgsmål. Læs mere om udsatte og kriminalitetstruede unge her og om VIFU Forebyg her.

Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest onsdag den 10. december 2025
Vi holder samtaler løbende.