Sundhedskonsulent søges til barselsvikariat i Afdeling for Folkesundhed i København

Søg jobbet

Øvrige
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vil du være med til at skabe gode rammer, så flere yngre seniorer bliver aktive i foreningslivet eller i andre fællesskaber i civilsamfundet? Har du lyst til at bidrage til flere sunde og fysisk aktive leveår for københavnerne?

Så er du måske vores nye kollega i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Vi tilbyder et spændende job i en engageret og dynamisk afdeling med afvekslende opgaver og arbejdsdage – og med gode muligheder for fleksibilitet i tilrettelæggelse af din arbejdstid og i forhold til fremmøde på vores arbejdsplads i Telehuset på Borups Allé og hjemmearbejde.

Om os
Afdeling for Folkesundhed i København er en af tre afdelinger i Center for Forebyggelse og Folkesundhed. I centret har vi ansvaret for den strategiske udvikling af folkesundhedsområdet i Københavns Kommune, hvor ambitionen i sundhedspolitikken er at bryde ulighed i sundhed og medvirke til, at alle københavnere skal leve længere og bedre.

I centret arbejder vi databaseret og vi bestræber os på at skabe viden og koble data meningsfuldt. Vi bruger data strategisk til at målrette, prioritere og evaluere vores arbejde. Et væsentligt fundament i vores samarbejder er, at vi også selv genererer og deler data.

Vi arbejder med strukturel forebyggelse og har et fokus på sammenhængende forebyggelse, hvor vi sikrer samspil på tværs af målgrupper og risikofaktorer samt mellem forskellige samarbejdspartnere og politikområder. Vi virker i høj grad gennem andre, og et væsentligt aspekt i vores arbejde handler om at få alle aktører og initiativer til at trække i samme retning. Vi samarbejder derfor tæt med andre forvaltninger, civilsamfundet og de arenaer, hvor københavnerne har deres dagligdag, for eksempel uddannelsessteder, idrætsfaciliteter og i byens rum.

Om jobbet som sundhedskonsulent
I stillingen vil du blive en del af vores Team Foreninger og Fællesskaber. I samarbejde med teamet vil du indgå i opgaver omkring brobygning til sunde fællesskaber i civilsamfundet, herunder idræts- og kulturaktiviteter, samt understøttelse af et røg- og nikotinfrit idrætsliv.

Dine primære ansvarsområder vil være

  • Tovholder på indsatsen Aktiv for Livet i et tæt samarbejde med DGI Storkøbenhavn. Formålet med indsatsen er at øge foreningsdeltagelsen blandt yngre, motionsuvante seniorer.
  • Tovholder på hjemmesiden Motion i København
  • Indgå i arbejdet med at understøtte brobygningsindsatser, dataindsamling og udarbejde erfaringsopsamlinger
  • Indgå i arbejdet med at fremme og understøtte et røg- og nikotinfrit idræts- og kulturliv.

I stillingen vil du desuden løbende skulle bidrage ind i følgende typer opgaver i afdelingen og teamet

  • Koordinering, planlægning og opfølgning i samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere
  • Planlægge og facilitere møder
  • Sikre fremdrift, høj kvalitet og tydelige mål i opgaveløsningen
  • Udarbejde og understøtte erfaringsopsamlinger.

Om dig
Vi forventer, at du har en videregående uddannelse gerne indenfor det idrætsfaglige eller sundhedsfaglige område og at du har nogle års erhvervserfaring gerne fra en politisk styret organisation.

Derudover lægger vi vægt på følgende

  • Du er god til relationsarbejde, herunder opbygge, pleje og vedligeholde samarbejdsrelationer
  • God organisatorisk forståelse og evne til at navigere i samarbejde på tværs af organisationer, forvaltninger og forskellige samarbejdspartnere
  • Erfaring med foreningsliv samt kendskab og erfaring med idrætsorganisationer
  • Du kan arbejde selvstændigt og struktureret, og du er god til at holde overblik og kan prioritere din tid mellem forskellige sideløbende opgaver
  • Du er en teamplayer, der kan se værdien af samarbejde og gensidig involvering, feedback og sparring med kollegaer
  • Gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner
  • Erfaring med projektledelse er en fordel.

Du vil i afdelingen få 24 engagerede og dygtige kolleger fordelt i tre teams. Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø, faglig sparring, ansvarlighed og respekt.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer og er tidsbegrænset til den 31. december 2026. Vi ønsker stillingen besat fra den 1. januar 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommune og den relevante faglige organisation.

Stillingen er placeret i Afdeling for Folkesundhed i København, Center for Forebyggelse og Folkesundhed, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, som har til huse i Telehuset på Borups Allé 41.

I Sundheds- og Omsorgsforvaltningens centralforvaltning har vi røgfri arbejdstid.

Mere information
Du er velkommen til at kontakte specialkonsulent Kristine Wagner på 40 22 34 14 eller specialkonsulent Mille Hoffmann Bjarrum på 21 53 05 83, hvis du vil vide mere om stillingen. 

Du kan læse mere om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen her

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og relevante dokumenter.

Søg via linket senest lørdag den 15. november 2025
Vi forventer at holde samtaler tirsdag den 25. november.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.dk