Studerende med interesse for pædagogik til vuggestuen i Børnenes Verden

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Vil du have et studiejob, hvor du får erfaring med det pædagogiske arbejde i en skøn vuggestue? Vi søger en kollega til vores gode arbejdsfællesskab, hvor vi sammen skaber en sjov, tryg og udviklende hverdag for Vesterbros allermindste borgere.

I Børnenes Verden bliver du en vigtig del af børnenes hverdag, og du skal være med til at

  • planlægge og udføre pædagogiske aktiviteter, som passer til børnenes alder og udvikling
  • skabe gode og trygge rutiner for børnene
  • deltage i de praktiske opgaver, der er en del af hverdagen i en vuggestue

Du får faste vagter, som vi sammen planlægger, så de passer med dit studieskema. Vi forestiller os, at du arbejder hos os ca. 8-15 timer om ugen – fx to halve og en hel dag – men vi ved også, at dit skema løbende ændrer sig, og det er vi fleksible overfor.

Vi har faste aktiviteter flere af ugens dage og alt efter, hvornår du kan arbejde, kan du fx være en del af vores torsdagsture eller være med, når vi laver bevægelse i gymnastiksalen hver onsdag.

Som studerende bliver du en aktiv del af det pædagogiske arbejde, hvor du kan bringe dine interesser og evner i spil – uanset om du er vild med naturen, er til kreative aktiviteter eller kan noget helt tredje.

Vi leder efter dig, der

  • er i gang med en relevant videregående uddannelse fx pædagoguddannelsen
  • interesserer sig for vuggestuebørns udvikling og trivsel og vil bidrage til, at vores børn får en tryg og god hverdag
  • er omsorgsfuld og nærværende, når du er sammen med børnene
  • har lyst til at grine, fjolle og lege med hele kroppen – vi ligger på gulvet, kravler, hopper og synger højt, for vi er rollemodeller for børnene og alt, hvad vi gør smitter af på dem

Hvad kan vi tilbyde dig?
I studiejobbet hos os får du erfaring med det pædagogiske arbejde og mulighed for at afprøve de ting, du lærer på din uddannelse.

Vi arbejder med fokus på Børns Vilkårs ’omsorgsgrebet’. Det betyder, at vi ser på det enkelte barn og på børnegruppen. Vi gør ikke noget, fordi vi ”plejer”, men tilpasser dagens rutiner, aktiviteter og pædagogik til børnegruppens behov.

Vi har et godt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden og reflekterer sammen. Du får mange erfarne kollegaer, som du kan støtte dig op ad og spørge til råds, så du har de bedste forudsætninger for at udvikle din pædagogfaglighed i trygge rammer.

Om Børnenes Verden
Vi er en integreret daginstitution, der ligger på Slesvigsgade 12 på Vesterbro – kun 300 meter fra Campus Carlsberg. Her har vi et dejligt hus med tre vuggestuegrupper. Vores børnehave er en udflytter med to stuer, som hver dag tager bussen til vores udflytterhus i Mørkhøj.

Det betyder, at vi i vuggestuen har masser af plads at boltre os på, så vi kan dele os op i små grupper og skabe ro omkring børnene. Vi har direkte udgang til legepladsen fra alle stuer, og vi bruger også lokalområdets legepladser og grønne områder, når vi tager på tur.

Du kan læse endnu mere om Børnenes Verden på vores hjemmeside.

Ansættelsesvilkår 
Du bliver lønnet som pædagogmedhjælper jf. overenskomst for pædagogisk personale. Hvis du har gennemført 60 ECTS-point på pædagoguddannelsen, kan du få et løntillæg.

Arbejdstiden er ca. 8-15 timer om ugen, og opstart er snarest muligt.

Du skal være indskrevet på et studie, og derfor skal du vedhæfte din indskrivningsbekræftelse, som viser, at du er studieaktiv.

Vi indhenter børne- og straffeattest og referencer i forbindelse med ansættelsen.

Er du nysgerrig? 
Har du spørgsmål, eller vil du høre mere om stillingen, så ring eller skriv gerne til pædagogisk leder Maja Henningsen på 24 49 90 82. 

Søg via linket senest søndag den 30. november 2025 
Vi glæder os til at høre fra dig.