Studentermedhjælper/dataanalytiker til trafikenheden i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Søg jobbet
Vil du være med at frembringe ny indsigt i bl.a. trafikanternes adfærd til gavn for Københavnerne?
Vi søger en studentermedarbejder, der kan omdanne data til indsigt via Python, Power BI og SQL. Du kommer til at arbejde i trafikenheden i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, hvor vi arbejder med store datamængder på flere områder. Vi har bl.a. ansvaret for at drive og udvikle Københavns godt 400 trafiksignaler og andre intelligente transportsystemer (ITS) og varetager kommunens trafiktællinger og formidler trafikinformation.
Vi søger en ambitiøs og analytisk studentermedhjælper, der arbejder engageret med data og indsigt. Dine opgaver bliver at
- arbejde med klargøring, modellering og kvalitetssikring af data og med automatisering
- udvikle visuelt stærke Power BI-rapporter
- dokumentere processer og sikre høj dataintegritet
- kommunikere med kolleger i enheden om løsning af opgaver.
Din profil
Du skal være studieaktiv for at blive vores studentermedarbejder. Enten kan du være i gang med en bachelor- eller kandidatuddannelse, hvor du arbejder med kvantitative data og programmering, fx Data Science, Business Analytics, Business Intelligence eller lignende.
Du er handlingsorienteret og arbejder struktureret, er selvkørende og følger dine opgaver helt til dørs. Desuden er du god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt og kan formidle kernen i sagen til forskellige faggrupper og samarbejdspartnere. Som person er du ansvarsfuld, åben og har et godt humør. Du er fleksibel og motiveres af at skabe optimale løsninger og gode resultater på egen hånd og i samarbejde med andre. Det er væsentligt, at du værdsætter videndeling og sparring.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job på højt fagligt niveau, hvor ambitionerne er store og stemningen uformel. Der er gode muligheder for kompetenceudvikling, og du kommer til at samarbejde med dygtige og engagerede kolleger i trafikenheden.
Løn- og ansættelsesvilkår
Som udgangspunkt vil din arbejdsuge være 15 timer. Omfanget af arbejdet kan variere hen over året, men der vil selvfølgelig blive taget hensyn til dine eksamensperioder mv. Stillingen er en fastansættelse med tiltrædelse snarest muligt. Dit arbejdssted vil være på Islands Brygge 37. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomster, afhængigt af kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Sidsel Kjems på 21 35 14 88 eller enhedschef Christina Mose på 51 46 98 63. Du kan læse mere om Københavns Kommune her og om Teknik- og Miljøforvaltningen og afdelingen her.
Søg via linket senest fredag den 30. oktober 2026
Vi afholder ansættelsessamtaler snarest muligt efter ansøgningsfristen.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.