Studentermedhjælper til Kontor for Sikker By og Udsatte Boligområder i Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Deltid - alt under 37 timer
Studenterjob/fritidsjob

Interesserer du dig for tryghed, kriminalitetsforebyggelse og arbejdet med udsatte boligområder? Har du en skarp pen og lyst til en hverdag på Københavns Rådhus? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Kontor for Sikker By og Udsatte Boligområder. 

Da vores nuværende studentermedhjælper blev færdiguddannet og er blevet fuldmægtig i vores kontor, søger vi en ny studentermedhjælper pr. 1. september 2026 eller hurtigst muligt derefter.

Hvem er du? 
Du er bachelor- eller kandidatstuderende på en akademisk samfundsvidenskabelig uddannelse (fx sociologi, antropologi, kriminologi, statskundskab el.lign.) og interesserer dig for tryghedsskabende byudvikling i København.

Det er en fordel, hvis du på tidligere studiejobs eller praktikforløb har beskæftiget dig med offentlig forvaltning eller kontorets emner. Da størstedelen af opgaverne har en formidlingsmæssig karakter, er det vigtigt, at du er dygtig til skriftlig og mundtlig kommunikation. Du kan lide at lave analyser og arbejde med tal. Kendskab til arbejde i bl.a. PowerPoint og Excel er nødvendigt. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt i god sparring med både dine kolleger og kontorets teamleder.

Da flere af opgaverne kræver oplæring over tid, forudsætter stillingen, at du kan være ansat i mindst et år og derfor har minimum et år tilbage af dit studie.

Dine arbejdsopgaver 
Som studentermedhjælper vil du få en række opgaver relateret til teamets to hovedfagområder: tryghed/kriminalitetsforebyggelse og udsatte boligområder. Det kunne eksempelvis være at bistå med udarbejdelse af den årlige tryghedsundersøgelse og afrapportering af indsatser i Sikker By-budgetpakken, men også løbende projekter, som selvstændig udarbejdelse af analyser og desktop studies til brug i de øvrige medarbejderes arbejde.

På tværs af fagområderne vil du udarbejde svar på borgerhenvendelser samt forberede, deltage i og facilitere diverse møder og præsentationer, herunder også referatskrivning.

Vi tilbyder 
Du vil indgå i Kontor for Sikker By og Udsatte Boligområder, der er et fagligt stærkt team, der består af 11 medarbejdere og er en del af Center for Byudvikling i Økonomiforvaltningen. I centeret arbejder vi med byudvikling, mobilitet, boligpolitik, megaevents, internationalt samarbejde, udsatte boligområder, tryghed og kriminalitetsforebyggelse. Vi holder til i smukke omgivelser på 3. sal på Københavns Rådhus, hvor der er højt til loftet, kort vej til direktion og politikere og et sjovt og lærerigt fagligt miljø.

I kontoret har vi en varieret arbejdsdag, hvor vi den ene dag driver strategisk samarbejde om københavnske og nationale dagsordner og den næste dag er engageret i at løse helt lokale problemstillinger fx på Christianshavns Torv eller i Tingbjerg. Vi sætter en dyd i at kende byen og har tit møder rundt omkring i byens kroge og tager sammen på faglige besøg ude af huset. Når solen skinner, spiser vi frokost sammen i den dejlige rådhushave.

Som studentermedhjælper i kontoret vil du samarbejde med og understøtte de fleste i kontoret og løbende få kollegial og ledelsesmæssig sparring.

Ansættelsesvilkår 
Du får en arbejdstid med et gennemsnit på 15 timer om ugen. Timerne kan placeres under hensyntagen til dit studie, og vi er fleksible under fx feltarbejde, praktik og eksamen. Vi ønsker, at vi sammen planlægger dage, hvor du fast er på kontoret. 

Forventet ansættelsesstart er 1. september 2026 eller hurtigst muligt derefter. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til Københavns Kommunes regelsæt gældende for studerende beskæftiget med kontorarbejde. 

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte teamleder Line Jensen Buch på 24 90 88 43.

Søg via linket senest mandag den 10. august 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 17.-18. august 2026.

Om Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 personer i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på rådhuset. De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.