Studentermedhjælper til kommunikation og presse i Socialforvaltningen
Har du lyst til at bruge dit fag i praksis? Og vil du være en del af et skarpt og professionelt kommunikations- og presseteam, hvor vi samarbejder om opgaverne?
Så mangler vi dig i kommunikations- og presseteamet i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Vi leder efter en ambitiøs og virkelig rar kollega, der vil give en hånd i vores kommunikations- og presseteam inden for en række forskellige opgaver.
Du skal være med til at fortælle om alt det gode arbejde, der foregår i Socialforvaltningen, så vi kan blive endnu bedre til at tiltrække nye kolleger og holde fast i dem, vi har.
Din nye hverdag
Som studentermedhjælper skal du være med til at producere indhold til vores forskellige kanaler, opdatere hjemmeside, redigere Intranet og hjælpe til i det kommunikationsstrategiske arbejde. Du kommer sikkert også til at hjælpe med medieovervågning, social listening, data på webtrafik, kaffebrygning og mødebookning. Men bare rolig, det hjælper vi alle sammen med. Hos os er vi nemlig sammen om opgaverne.
Vi forventer ikke, at du mestrer alt fra start, men vi forventer, at du er nysgerrig og har flair for at lære nyt.
Om dig
- Du er i gang med en uddannelse inden for journalistik eller kommunikation – sidst i bacheloren eller først i kandidaten.
- Du har erfaring fra en lignende stilling som studentermedhjælper eller som praktikant.
- Du forstår de enkelte kanaler og har erfaring med at arbejde med et kanalmix.
- Du skriver godt og kan versionere til forskellige kanaler.
- Du er nysgerrig, systematisk og pligtopfyldende.
- Du er pivskarp til skriftlig dansk og har styr på retskrivning og grammatik.
Om os
Du bliver en del af Ledelsessekretariat og Kommunikation i Socialforvaltningen, som holder til på Københavns fine, gamle rådhus. Ledelsessekretariat og Kommunikation består af ca. 20 medarbejdere, og i kommunikations- og presseteamet er vi 10 kolleger og en kommunikations- og pressechef.
Kommunikations- og presseteamet arbejder blandt meget andet med employer branding, ledelsesrådgivning, faglig formidling, presse og intern kommunikation – og altid med et strategisk udgangspunkt. Da vi arbejder inden for et bredt kommunikationsfelt, er der god rum for faglig udvikling.
Vi har det sjovt – både i Ledelsessekretariat og Kommunikation og i teamet, hvor vi har en flad struktur med medindflydelse og ansvar, og hvor vi spiser pinligt meget slik, mens vi sparrer om opgaverne og løfter i flok.
Om stillingen
Stillingen er på 15 timer om ugen, men kan evt. på sigt hæves til 20 timer. Vi vil gerne have, at du kan starte 1. august eller så hurtigt som muligt.
Vi tilbyder løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til kommunikations- og pressechef Katrine Munch Bechgaard på 61 37 98 96.
Søg via liniet senest onsdag den 28. maj 2025
Vi holder samtaler i uge 22 og 23.