Studentermedhjælper til Klimastrategi 2035 i Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Deltid - alt under 37 timer
Studenterjob/fritidsjob

Vil du være med til implementere Københavns nye Klimastrategi 2035 og handleplan 2026-2028 og dermed bidrage til at halvere det globale klimaaftryk fra københavnerne?
Vi leder efter en engageret studentermedhjælper med erfaring eller viden om borgersamarbejde eller strategiske partnerskaber indenfor klimahandling.

Om jobbet og dine arbejdsopgaver
Som studentermedhjælper bliver du en del af det hold, som står for at drive indsatser i den nye Klimastrategi 2035, der skal gøre København klimapositiv og halvere klimaaftryk fra kommunens og københavnernes forbrug. Du vil blive en del af Enheden for Forbrug og Porteføljestyring, hvor du primært vil løse opgaver sammen med forbrugsteamet, som fokuserer på sociale tippepunkter og grøn omstilling via samarbejder med fx boligforeninger, idrætsforeninger, kantiner, dagligvarehandlen samt Klimaborgertinget, som bidrager med anbefalinger til et københavnerliv med mindre klimaaftryk. Derudover kommer du også til at løse opgaver for porteføljeteamet, som har ansvaret for den overordnede projektstyring af klimastrategiens initiativer samt beregner klimaeffekter og monitorerer klimastrategiens mål, delmål og initiativer.

Dine konkrete opgaver vil blandt andet inkludere

  • projektstøtte: Arbejde tæt sammen med projektledere om konkrete indsatser og kommunikation i samarbejder og partnerskaber – dine indsatser vil blive matchet med dine kompetencer og projektets behov
  • læringsopsamling: Dokumentere erfaringer og udvikle casebeskrivelser fra tests og forsøg
  • eventplanlægning: Bidrage til planlægning og afvikling af events, arrangementer og netværksmøder
  • diverse opgaver: Håndtere administrative opgaver som mødebooking, økonomistyring og databehandling

Om dig
Vi forventer, at du

  • er studerende på en relevant akademisk uddannelse og har erfaringer eller viden om klimahandling i samarbejde med borgere, virksomheder eller andre aktører
  • har gåpåmod, er ansvarsfuld og arbejder godt både selvstændigt og i teams
  • behersker Excel og PowerPoint og kommunikerer effektivt både på dansk og engelsk
  • har kendskab til og interesse for klimaområdet og gerne København Kommunes klimaarbejde

Om os
Du vil blive ansat i Område for Klima i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, hvor vi er ca. 50 medarbejdere, heraf syv teamledere og to chefer. Området er præget af stor faglighed, højt engagement og lyst til at skabe resultater sammen på et område med stor opmærksomhed og hastig udvikling. Området er organiseret i tre enheder med klimamæssigt fokus på emner indenfor energi, byggeri og klimaaftryk fra forbruget.

Du bliver også en del af afdelingen Klima og Byudvikling, hvor du kommer til at arbejde sammen med ca. 350 dedikerede kolleger, der alle brænder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og bygge i. Afdelingen har 15 faglige enheder og et sekretariat, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, almene boliger, udsat by og analyser.

Som medarbejder i Klima og Byudvikling skal du have lyst til at indgå i samarbejder og projekter, der går på tværs af fagområder og fagligheder. Vi mener, at de gode løsninger bliver stærkere og mere effektfulde, når vi løser dem sammen - koordineret og på tværs af fag, enheder og myndighedsområder. Vi har desuden som norm at gøre det ordentligt – og vi gør det for København.

Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er ca. 15 timer om ugen, og der forventes fleksibilitet fra begge sider. Vi planlægger sammen de dage, hvor du fast vil være på arbejde. Din arbejdstid vil blive tilrettelagt, så det passer sammen med dine studier og eksamensperioder. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Tiltrædelse snarest muligt.

Mere information
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder i Forbrugsteamet, Line Bech på 60 68 07 11 eller teamleder i Porteføljeteamet, Simon Holm på 20 21 11 10.

Ansøgningen bør maksimum fylde en side og skal være vedlagt et CV på maksimum to sider.           

Søg via linket senest onsdag den 22. april 2026
Vi forventer ansættelsessamtaler i uge 17 og 18.

Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.