Studentermedhjælper til datateamet i enheden Affald og Ressourcer i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Søg jobbet
Er du studerende, brænder du for data, og vil du arbejde med den grønne omstilling?
Kunne du tænke dig at få data under neglene i landets hovedstad?
At arbejde med store og til tider mudrede datasæt, hvor dit arbejde i sidste ende kommer til at gøre en forskel for københavnerne og kloden?
Vi søger en studentermedhjælper med interesse for indhentning og klargøring af data, fremstilling af dashboards og BI-modeller, og på sigt analyser og måske machine learning og AI. Så vi kan blive endnu bedre til at servicere affaldsområdets knap 200 medarbejdere med viden, data, indsigter og analyser om affaldets vej fra københavnernes køkkener til nye ressourcer, genbrug og genanvendelse.
Enheden Adfærd og Strategi i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen understøtter Københavns ressource- og affaldsområde. Et område, der bidrager til den vigtige klimadagsorden, ikke mindst gennem de ambitiøse mål i Ressource- og Affaldsstrategi 2030. Strategien består af ca. 65 projekter, der på hver deres måde bidrager til et mere ressourcevenligt København. Alt fra hvordan vi øger genbrug hos Københavnerne, sikrer genanvendelse af byggematerialer til, hvordan vi kan understøtte affaldssortering i husholdninger og hos virksomheder.
For at nå disse mål har vi en ambition om at blive en datadrevet organisation, hvor vigtige beslutninger er baseret på data, og her er datateamet spydspids i at indfri den ambition.
Teamet består af en teamleder og fem specialiserede medarbejdere med høj faglighed, som sikrer data fra indsamling til analyser, gør den tilgængelig for organisationen, og driver processen med at udvikle hele området mod den datadrevne organisation, hvor vi bliver proaktive og udnytter de muligheder, som data giver.
Om stillingen og arbejdsopgaverne
Du bliver tilknyttet datateamet i enheden Adfærd og Strategi. Du får mulighed for at arbejde med virkelige dataproblemer i en kompleks organisation, hvor dit arbejde kan få direkte betydning for udviklingen af Københavns ressource- og affaldsområde, både for at understøtte datateamet, for at hjælpe de enkelte projekter, der sigter på at gøre en forskel for miljøet, og for at skubbe hele området mod en datadrevet organisation.
Dine arbejdsopgaver vil omfatte, men er ikke begrænset til
- understøttelse af teamets generelle arbejdsopgaver
- kvalitetssikring af data og databaser
- lettere datahåndtering og -analyser i Excel, Power BI, evt. Python (afhængig af dine kvalifikationer) og lignende programmer
- løsning af ad hoc-dataopgaver fra området
- at hjælpe til med opsætning, udsendelse og analyse af surveydata
- andet forefaldende arbejde som fx referater af møder
Derudover er vi åbne for idéer på, hvordan vi kan rykke yderligere skridt mod at blive en datadrevet organisation.
Dine opgaver vil blive tilpasset dine kompetencer og interesser, og vi forventer ikke, at du kan alt fra dag ét. Til gengæld forventer vi nysgerrighed og lyst til at lære, da du løbende vil blive introduceret til nye værktøjer og arbejdsmetoder.
Vi har som team stor grad af frihed i opgaveløsningen. Som studentermedhjælper får du mulighed for at tage ansvar og præge dine opgaver, som matcher dine kompetencer.
Om dig
Vi har ingen krav om uddannelse, men forestiller os, at du læser en samfundsfaglig, IT- eller naturvidenskabelig uddannelse, fx data science, statskundskab, økonomi, ingeniør, miljøvidenskab eller lignende. Det er en fordel, at du har erfaring og ikke mindst lyst til at arbejde med data. Vi forventer, at du
- har mindst to år tilbage af dit studie
- tænker kritisk og analytisk og har lyst til og flair for at arbejde med kvantitative data
- er åben, udadvendt og god til at samarbejde
- gerne har erfaring med dataanalyseværktøjer som Power BI, Python eller lignende, men det vigtigste er, at du har lyst til at lære
- kan formidle analyser og data på en forståelig måde
- trives i et mindre team, hvor vi ofte arbejder sammen for at løse opgaver, men også kan varetage opgaver selvstændigt
- trives med både drifts- og udviklingsopgaver
Om Adfærd og Strategi som arbejdsplads
I enheden Adfærd og Strategi er vi 35 medarbejdere, hvoraf fire er studentermedhjælpere. Vi er en arbejdsplads med høje ambitioner, der ihærdigt arbejder for at indfri målene i Ressource- og Affaldsstrategien 2030. Vi har et godt socialt fællesskab i enheden og på tværs af enheder og projekter, hvor vi hjælper og støtter hinanden i hverdagen. Generelt er der højt til loftet, og som studentermedhjælper vil du få indflydelse på og ansvar for egne opgaver og gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt.
Afdelingen Klima og Byudvikling ligger centralt placeret i Njalsgade på Islands Brygge. Du vil i det daglige referere til teamleder i datateamet Morten Thomsen, mens enhedschefen i Adfærd pg Strategi er din personaleleder.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er med forventet start primo august 2026 eller snarest muligt derefter med en gennemsnitlig arbejdstid på 15 timer om ugen. Vi er fleksible i forhold til eksamensperioder, ferier mv. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til Københavns Kommunes regelsæt for studerende beskæftiget med kontorarbejde. Det er en forudsætning, at du er aktivt studerende og kan dokumentere, at du er indskrevet på en uddannelse.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedr. opslaget, er du velkommen til at ringe eller skrive til teamleder Morten Thomsen på 42 30 90 65/be2i@kk.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og eksamensbevis. Din ansøgning skal højst fylde én side og dit CV maksimum to sider.
Søg via linket senest søndag den 21. juni 2026
Vi forventer at holde samtaler i uge 26 (22.-27. juni). Samtaler foregår på Njalsgade 13 i København S.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.