Studentermedhjælper til central økonomiafdeling i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune

Søg jobbet

Økonomi
Deltid - alt under 37 timer
Studenterjob/fritidsjob

Har du lyst til at indgå i et team, hvis hovedopgave er at understøtte regnskabs- og indkøbsprocessen i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune? Har du lyst til at arbejde i en politisk styret organisation, og interesserer du dig for kultur- og fritidslivet i København? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Regnskab og Indkøb.

Om stillingen
Vi tilbyder en spændende, udfordrende og studierelevant stilling i Center for Økonomi, Digitalisering og Organisation. Som studentermedhjælper hos os får du gode muligheder for at udvikle dig fagligt og få erfaring med mange forskelligartede opgaver inden for økonomi og administration.

Stillingen er forankret i teamet Regnskab og Indkøb, der består af 13 engagerede kolleger, der varetager en bred vifte af opgaver lige fra systemafstemning til opfølgning på revisionsbemærkninger. Du vil blive en del af et fagligt stærkt miljø med gode muligheder for faglig sparring og udvikling samt godt kollegaskab. Der er højt til loftet med en uformel omgangstone selv i en til tider travl hverdag.

I Regnskab og Indkøb vil du efter en indledende oplæring indgå på lige fod med dine øvrige kolleger med opgaver, som løses i fællesskab samt opgaver, som du selv har ansvar for at drive. Vi er fleksible i forhold til eksamensperioder, men vi har samtidig behov for, at du er fleksibel i perioder, hvor der er travlhed i teamet.

Som studentermedhjælper i Regnskab og Indkøb får du

  • oplæring i forvaltningens økonomistyring herunder indgående kendskab til økonomisystemet SAP
  • erfaring med stamdata og konteringer i økonomisystemet, herunder udførelse af stikprøvekontroller
  • styrket dine evner inden for udarbejdelse af analyser og rapporter i Excel, herunder fx Pivot-tabeller
  • en god forståelse af afstemninger af fagsystemer, mv.
  • mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for rådgivning, kommunikation og dokumentation

Vores forventninger til dig
Du er i gang med en relevant videregående uddannelse, fx inden for økonomi eller offentlig administration, og du har bestået dit første år på studiet. Det er en fordel, hvis du har brugererfaring med Office-pakken, især Excel.

Det er vigtigt, at du har flair for tal og en skarp analytisk sans, hvor du både kan fokusere på detaljen og se det i en større sammenhæng. Du skal trives med en blanding af driftsopgaver, ad hoc-opgaver og i nogen grad udviklingsopgaver.

Vi lægger vægt på, at du er fleksibel, lærenem og kvalitetsbevidst og motiveres af at nørde med tal og Excel, og vi sætter stor pris på, at du har en positiv og proaktiv tilgang til dit arbejde, er god til at samarbejde og er nysgerrig på at lære nyt.

Ansættelsesvilkår
Stillingen forventes besat snarest muligt, gerne pr. 1. december 2025, og aflønnes efter gældende overenskomst.

Arbejdstiden er ca. 15 timer om ugen, og arbejdet tilrettelægges i samarbejde med de øvrige studentermedhjælpere i centeret. Arbejdsstedet er Nyropsgade 3, København V.

Vi indhenter reference i forbindelse med ansættelsen.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Michael Hansen på 61 62 20 65.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte eksamensbevis samt anden relevant dokumentation.

Søg via linket senest tirsdag den 21. oktober 2025
Vi afholder samtaler onsdag den 29. oktober 2025.

Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.