Studentermedhjælper til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen på Københavns Rådhus
Leder du efter et spændende studiejob med masser af ansvar inden for web-kommunikation, så læs videre.
Som studentermedhjælper i Danmarks største beskæftigelsesforvaltning kan du prøve kræfter med spændende digitale kommunikationsopgaver, der passer til dine kompetencer. Du skal blandt andet arbejde med drift og opbygning af hjemmesider, SEO, webtilgængelighed og webstatistik.
Om dig
- Du er i gang med en relevant videregående uddannelse – fx på IT-Universitetet
- Du har erfaring med webpublicering og kan arbejde i et CMS
- Du har nemt ved at sætte dig ind i nye systemer
- Du har forståelse for søgemaskineoptimering, webtilgængelighed og effektive webtekster
- Du er struktureret, har analytisk sans og er fortrolig med Excel
- Du har lyst til at give dig i kast med mindre designopgaver og infografikker til web
Dine arbejdsopgaver
- Opdatering af vores hjemmesider (intranet, www.kk.dk og subsites - alle i Drupal)
- Holde styr på statistik, døde links og SEO, som foregår i Siteimprove
- Løbende opdatering og forbedring af struktur, indhold og sprog på web
- Yde websupport af vores lokale redaktører
- Sikre webtilgængelighed – både filer og websider
Om os
Som webstudent bliver du en del af kommunikationsteamet i Ledelsessekretariatet i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Ledelsessekretariatet holder til på Københavns smukke rådhus og består af 18 medarbejdere, herunder en sekretariatschef, en områdechef samt pressechefen. Sekretariatet har til opgave at sikre faglig stærk rådgivning af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens direktion, beskæftigelses- og integrationsborgmesteren samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
I kommunikationsteamet er vi fire konsulenter. Vi løser både interne og eksterne kommunikationsopgaver for hele forvaltningen. Omgangstonen i teamet er uformel, og vi lægger stor vægt på at hjælpe og udfordre hinanden. Vi har ofte travlt og løser mange små og større digitale opgaver, som du skal hjælpe os med.
Ansættelsesforhold
Ansættelsen finder sted i henhold til gældende aftaler om studerendes løn- og ansættelsesvilkår ved kontorarbejde. Din arbejdsplads vil være Københavns Rådhus. Arbejdstiden er 15 timer om ugen alt efter, hvad der passer til dit studie. Der er stor fleksibilitet i forhold til, hvilke dage på ugen der passer bedst til dit skema. Og i eksamensperioder kan vi rykke rundt på dine timer. Til gengæld forventer vi, at du er fleksibel i perioder, hvor der er fart på i afdelingen.
Opstart er ca. den 15. august 2025.
Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte webkoordinator Line Katrine Ambye på vg31@bif.kk.dk eller 51 42 85 66.
Søg via linket senest mandag den 9. juni 2025
Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler i uge 25.
Om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
I Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen hjælper vi hver dag året rundt københavnere i job og uddannelse eller finder andre veje videre for borgerne. Vi understøtter virksomhederne med at finde den rette arbejdskraft. Vi inddrager borgerne, stiller konstruktive krav, og vi tror på, at vi sammen kan skabe fremskridt. Vi er Danmarks største beskæftigelsesforvaltning, og vi er med til at sætte en høj standard på beskæftigelsesområdet ved at arbejde strategisk med udvikling af driften, servicedesign og nye digitale løsninger. Vi har fokus på trivsel og har en kultur med høj faglighed, hvor der er plads til dine input og idéer.
Du kan læse mere om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen her