Studentermedhjælper til affaldsdatateamet på ressource- og affaldsområdet i Teknik- og Miljøforvaltningen
Søg jobbet
Er du studerende, har du interesse for den grønne omstilling, flair for data og vil du gøre en forskel?
Så læs med her.
Enheden Adfærd og Strategi i Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling Klima og Byudvikling arbejder med udvikling af Københavns ressource- og affaldsområde. Et område, der bidrager til den vigtige klimadagsorden og som er under stor politisk bevågenhed. Enhedens opgave er at understøtte hele ressource- og affaldsområdet som arbejder imod et mere ressourcevenligt København.
En stor del af enhedens arbejde tager udgangspunkt i de ambitiøse politisk vedtagne mål i Københavns Kommunes Ressource- og Affaldsstrategi 2030. Strategien består af ca. 50 projekter, der på hver deres måde bidrager til et mere cirkulært København; alt fra hvordan vi øger genbrug hos Københavnerne, sikrer genanvendelse af byggematerialer til hvordan vi kan understøtte affaldssortering i husholdninger og hos virksomheder.
I enhedens affaldsdatateam arbejder vi med alle former for affaldsdata. Herunder dataindhentning, -indlæsning, -kvalitetssikring og -analyser. Vores vigtigste opgave er at understøtte resten af affaldsområdet med viden og indsigter i vores affaldsdata. Teamet består af fem specialiserede medarbejdere med høj faglighed.
Om stillingen og arbejdsopgaverne
Du bliver tilknyttet affaldsdatateamet i enheden Adfærd og Strategi. Dine arbejdsopgaver vil omfatte, men er ikke begrænset til
- understøttelse af teamets generelle arbejdsopgaver
- lettere datahåndtering og -analyser i MS Office-pakken, Power BI og lignende programmer
- kvalitetssikring af data – fx validering af sensordata
- feltmålinger
- vedligehold og service af vores vidensbank 'Affaldsområdets Vidensportal' (SharePoint)
- andet forefaldende arbejde
Om dig
Vi har ingen krav om uddannelse, men forestiller os at du læser en samfundsfaglig eller naturvidenskabelig uddannelse, fx statskundskab, økonomi, ingeniør, miljøvidenskab eller lignende. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med dataarbejde, grøn omstilling samt affalds- og ressourceområdet. Desuden er det ligeledes en fordel, men ikke et krav, at have erfaring fra en politisk styret organisation.
Vi forventer, at du
- har mindst to år tilbage af dit studie
- tænker kritisk og analytisk og har lyst til både at arbejde med kvantitativ og kvalitativ data
- er åben, udadvendt og god til at samarbejde
- kan eller har lyst til at lære Power BI
- er dygtigt til at formulere dig skriftligt
- trives i et mindre team, hvor tæt samarbejde er en forudsætning for at lykkes
- trives med både drifts- og udviklingsopgaver og har mod på at sætte din faglighed i spil
- finder det interessant at arbejde i en politisk styret organisation
Om afdelingen Klima og Byudvikling som arbejdsplads
Enheden Adfærd og Strategi er en del af afdelingen Klima og Byudvikling i Teknik- og Miljøforvaltningen, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, almene boliger og analyser. Afdelingen har cirka 400 ansatte fordelt på 15 faglige enheder og et sekretariat, der alle arbejder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og udvikle i.
I enheden Adfærd og Strategi er vi lidt flere end 30 medarbejdere, hvoraf fem er studentermedhjælpere. Vi er en arbejdsplads med høje ambitioner, der ihærdigt arbejder for at indfri målene i Ressource- og Affaldsstrategien 2030. Vi har et godt socialt fællesskab i enheden og på tværs af enheder og projekter, hvor vi hjælper og støtter hinanden i hverdagen. Generelt er der højt til loftet, og som studentermedhjælper vil du få indflydelse på og ansvar for egne opgaver og gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt.
Afdelingen Klima og Byudvikling ligger centralt placeret i Njalsgade på Islands Brygge. Du vil referere til enhedschefen i Adfærd og Strategi, Jonas Bjørn Jensen.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er med forventet start medio oktober (uge 43) 2025 eller først derefter med en gennemsnitlig arbejdstid på 15 timer om ugen. Vi er fleksible i forhold til eksamensperioder, ferier mv. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til Københavns Kommunes regelsæt for studerende beskæftiget med kontorarbejde. Det er en forudsætning, at du er aktivt studerende og kan dokumentere, at du er indskrevet på en uddannelse.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedr. opslaget, er du velkommen til at ringe til teamkoordinator Lauge Clausen på 40 23 48 94 eller enhedschef Jonas Bjørn Jensen på 24 69 28 35.
Vedhæft dit CV og eksamensbevis. Din ansøgning skal højst fylde én side og dit CV maksimum to sider.
Søg via linket senest fredag den 12. sept. 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 39 og 40 (22. septemer til 3. oktober). Samtaler foregår på Njalsgade 13, 2300 København S.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.