Studentermedhjælper med fokus på databehandling og analyse til enheden for Genbrug
Søg jobbet
Er du studerende med stærke analytiske kompetencer og interesse for klima-, ressource- og affaldsdata?
Har du erfaring med databehandling og lyst til at arbejde med udvikling af metoder, automatisering og nye teknologiske løsninger inden for den grønne omstilling?
Har du mod på også at arbejde i felten?
Så er det måske dig, vi søger.
Enheden for Genbrug i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen arbejder med at realisere de politisk vedtagne mål i den nye Ressource- og Affaldsstrategi 2030 (RAS30). Vi er en udviklingsenhed, der i høj grad udvikler og afprøver nye metoder, modeller og koncepter for at øge de samlede mængder af genbrug i Københavns Kommune. Den politisk vedtagne målsætning er at hæve genbrugsmængden til 10.000 ton genbrug pr. år i 2030.
Udgangspunktet for enhedens opgaver er ressourceaffaldsstrategien RAS30 Ressource- og affaldsplan 2030.
Som studentermedhjælper vil din primære opgave være at udføre og videreudvikle målinger til opgørelse af genbrugsmængderne. Dette indebærer at igangsætte målinger ude i felten, hvor du vil være ansvarlig for målingerne i samarbejde et hold af genbrugstællere. Du vil også tage del i den efterfølgende databehandling og afrapportering.
Udover dette vil dine arbejdsopgaver bestå i at hjælpe med automatisering af databehandling, udvikling og dokumentering af løbende tests på genbrugsområdet, analyser af surveys og rapportskrivning. Der vil også forekomme ad hoc-opgaver i teamet.
Stillingen er på 15 timer om ugen også i maj og juni. Der vil være nogle uger være behov for at arbejde i weekender svarende til ca. 8-10 gange om året.
Du bliver tilknyttet 'Team Genbrugspartnerskaber og Anlæg', som arbejder med at udvikle partnerskaber og nye genbrugstiltag på kommunens fem store genbrugsstationer og med at anlægge nye nærgenbrugsstationer.
Dine primære arbejdsopgaver
Stillingen har et klart datafokus og vil blandt andet omfatte
- planlægning og udførsel af dataindsamling på genbrugsstationer
- kvalitetssikring af datagrundlag for opgørelse af genbrugsmængder
- databehandling og analyse af klima- og ressourceflows
- udvikling af metoder til opgørelse og monitorering af genbrug
- automatisering af workflows og dataprocesser
- strukturering, modellering og validering af datasæt
- at bidrage til analyser, visualisering af afrapportering
- at interviewe brugere på genbrugsstationerne
Vi forventer, at du
- er udadvendt og kan varetage dialog med borgere på genbrugspladserne i forbindelse med målinger
- er god til at samarbejde, kommunikere mundtlig og skriftlig
- har interesse for arbejde med klima-, ressource- eller miljødata
- har mindst to år tilbage af dit studie
- har erfaring med databehandling og overordnet dataanalyse
- er stærk i Excel og kan bruge Power-Query og gerne erfaring med programmering (fx Python, R eller lignende)
- har et overordnet kendskab til AI og machine learning – og interesse for deres anvendelse i praksis
- er indstillet på at dit arbejde både vil foregå på kontor og ude i byen
- har mulighed for en gang i mellem at arbejde på weekenddage
Klima og Byudvikling som arbejdsplads
Enheden for Genbrug er en del af Klima og Byudvikling i Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen. Vi er en arbejdsplads med høje ambitioner, der ihærdigt arbejder for at indfri målene i RAS30. Vi har et godt socialt fællesskab på tværs af enheder og projekter, hvor vi hjælper og støtter hinanden i hverdagen. Generelt er der højt til loftet og som medarbejder vil du få indflydelse på og ansvar for egne opgaver og gode muligheder for at udvikle dig fagligt og personligt.
I enheden for Genbrug er vi øjeblikket 30 medarbejdere. Vi er en blanding af mange forskellige fagligheder lige fra djøf´ere, kaospiloter, miljøteknologer og ingeniører til arkitekter. I hele Klima og Byudvikling er vi over 400 medarbejdere fra mange forskellige faggrupper. Vi har kontor i Njalsgade 13 ved Islands Brygge.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er med start snarest muligt med en gennemsnitlig arbejdstid på 15 timer om ugen. Vi er fleksible i forhold til eksamensperioder, ferier m.v. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til Københavns Kommunes regelsæt for studerende beskæftiget med kontorarbejde. Det er en forudsætning, at du er aktivt studerende og kan dokumentere, at du er indskrevet på en uddannelse.
Mere information
Har du spørgsmål til opslaget, er du velkommen til at ringe til Villads Fritsche på 23 74 03 72.
Vedhæft dit CV og eksamensbevis. Din ansøgning skal højst fylde én side og dit CV maksimum to sider.
Søg via linket senest mandag den 23. marts 2026
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 26. marts. Samtaler foregår på Njalsgade 13 i København S.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.