Strategisk teamleder til datateam på affaldsområdet i enheden Adfærd og Strategi

Søg jobbet

Øvrige
Fuldtid
Fastansættelse

Nu har du muligheden for at kombinere nørdet databehandling, med strategisk tænkning og grøn omstilling i landets største kommune. I Københavns Kommune har vi ambitiøse målsætninger for både genbrug og genanvendelse, og omsætningen af data og viden til konkrete initiativer er en forudsætning for at nå målsætningerne. Som teamleder i datateamet vil du stå i spidsen for vores arbejde med at gøre ressource- og affaldshåndtering i København mere datadrevet.

Enheden Adfærd og Strategi i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning søger en teamleder til at stå i spidsen for datateamet, som understøtter de ca. 160 medarbejdere på affaldsområdet i København med data om alt fra sorteringspraksis til tømningsfrekvenser og projektfremdrift.

Grøn omstilling og affaldssortering stiller krav til os alle i en hverdag, hvor der også er meget andet der fylder. Derfor arbejder vi i København på et grundlag af viden, indsigt og data for at skabe lige netop de løsninger, der gør den grønne adfærd til en fælles selvfølgelighed og den nemme og oplagte hverdagspraksis. Københavnerne vil gerne – det er vores opgave at give dem mulighederne. Det kan vi kun, hvis vi bringer vores viden og data aktivt i spil i hverdagen.

Om datateamet
Datateamet er et fagligt stærkt og diverst team med fem dygtige og specialiserede medarbejdere og en student, som arbejder med dataindsamling, databearbejdning, vidensdeling, formidling, systemkonfiguration og meget mere. I teamet sætter vi god trivsel, samarbejde og faglig sparring højt i en dagligdag, hvor vi har fokus på at servicere hele affaldsområdet med data, viden og indsigter.

Om stillingen og arbejdsopgaverne
Som teamleder skal du understøtte med faglig sparring for teamet, hjælpe med problemløsning og påtage dig nogle af teamets opgaver, herunder databehandling, modellering og statistiske analyser. Det er også din opgave at hjælpe med at fokusere og prioritere i opgaveløsningen og sikre koordinering af opgaver og prioritering af ressourcer internt i teamet. Du vil arbejde tæt sammen med enhedschefen, som har det personalemæssige ansvar og det overordnede faglige ansvar.

I det daglige vil du være bindeled mellem datateamet og de øvrige teams og enheder på særligt affalds- og ressourceområdet og klimaområdet, men også i forhold til de centrale stabsfunktioner på jura, kommunikation, analyse og digitalisering. Derudover er det din opgave at bistå en fagligt funderet betjening af både politikere og direktion i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Dine opgaver vil i høj grad være, at

  • sikre et højt fagligt niveau og løbende koordinering af opgaver og prioritering af ressourcer i datateamet samt sparring med enhedschef herom
  • bidrage til trivsel og arbejdsglæde i et team, der sammen leverer resultater på tværs af forskellige specialiserede kompetencer og fagligheder
  • arbejde med affaldsdata og div. analyser heraf – dette inkluderer bl.a. at trække data fra vores data-warehouse, oprensning af data i fx Power Query og ved kodning samt statistiske analyser
  • anskaffe og implementere et nyt databehandlingssystem på baggrund af en behovsafdækning som pt foregår på affaldsområdet
  • sikre en løbende faglig udvikling og udveksling på tværs af medarbejdere fx i forbindelse med afholdelse af ugentlige teammøder og enhedsmøder
  • betjene politikere og direktion med indsigter, effektdokumentation og tilvejebringe fyldestgørende beslutningsgrundlag
  • skabe en kultur, hvor gængs praksis udfordres og du hele tiden tilegner dig og teamet ny viden indenfor feltet
  • indgå konstruktivt i den samlede enhedsledelse i Adfærd og Strategi sammen enhedens øvrige teamledere og enhedschef
  • understøtte en vidensbaseret opgaveløsning på affaldsområdet og sikre, at data, indsigter og viden bliver langt bedre integreret i dagligdagen

Om dig
Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund fx fra en teknisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse, og at du har mere end fem års relevant erfaring med team- eller projektledelse eller en tilsvarende erfaring, der vil gøre dig i stand til at lede et team, hvor flere medarbejdere har mange års specialisterfaring indenfor deres felt. Vi forventer derudover, at du har en god forståelse for datastruktur, modellering og best practice-principper for datagovernance samt et solidt kendskab til Business Intelligence (BI)-værktøjer. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med enten grøn omstilling, affalds- og ressourceområdet eller byudvikling og urbanitet.

Derudover lægger vi vægt på, at du

  • har erfaring med de tekniske aspekter af at arbejde databaseret og har erfaring med at bringe data og indsigter strategisk i spil
  • er skarp til Excel og Power Query samt BI-værktøjer som Power BI og har erfaring med statistisk programmeringssprog som Python eller R, der er det vi anvender i Københavns Kommune
  • er åben og udadvendt og god til at samarbejde og omgås mange forskellige mennesker
  • er god til at engagere og koordinere og er interesseret i at udvikle dig indenfor teamledelse
  • er god til at formulere dig skriftligt og har en evne til at kommunikere klart og tydeligt
  • er ansvarsbevidst og evner at have overblik over mange forskellige projekter og godt kan lide at hjælpe andre mennesker, også når de ikke nødvendigvis er tydelige omkring deres behov
  • har forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation

Vi vil gerne bede dig om at komme med eksempler fra tidligere stillinger, hvor du er lykkedes med og har fået erfaring i at omsætte data til viden og indsigter, der har skabe værdi og udvikling i dit arbejde og for andre end dig selv.

Vi tilbyder
Du får et spændende teamlederjob i et godt kollegialt miljø, hvor du har stor mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt. Du bliver den ene af fire teamledere i enheden Adfærd og Strategi som sammen med enhedschefen udgør ledelsen i en enhed med mere end 30 ansatte, der understøtter en bæredygtig ressource- og affaldshåndtering i København.

Enheden er en del af afdelingen Klima og Byudvikling, hvor cirka 350 ansatte fordelt på 15 faglige enheder og et sekretariat, arbejder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og udvikle i. Som en del af Klima og Byudvikling skal du have lyst til at indgå i samarbejder og projekter, der går på tværs af fagområder og fagligheder. Afdelingen Klima og Byudvikling ligger centralt placeret i Njalsgade på Islands Brygge. Du vil referere til enhedschefen i Adfærd og Strategi.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen er en fastansættelse med start den 1. september 2025 eller hurtigst muligt herefter. Du ansættes med et gennemsnitligt timetal på 37 timer om ugen.

Yderligere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Jonas Bjørn Jensen på 24 69 28 35.

Sammen med din motiverede ansøgning beder vi dig vedlægge CV og evt. anden relevant dokumentation.

Søg via linket senest mandag den 2. juni 2025
Vi forventer at afholde 1. runde samtaler i uge 24 og 2. runde i uge 25. Der vil sandsynligvis indgå en case i forbindelse med 2. rundes samtale.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet indenfor miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr