Stærk holdspiller som afdelingsleder til ledelsesteamet på Randersgades Skole
Er du en erfaren og engageret leder, eller har du en spirende leder i maven?
Så er det dig, vi søger. Du skal have lærerbaggrund og brænde for inklusion, tværfagligt samarbejde og udvikling af stærke fællesskaber.
Du har nu muligheden for at blive en del af Randersgades Skole – en lille, men ambitiøs folkeskole på Østerbro i København.
Om Randersgades Skole
Randersgades Skole er en tosporet folkeskole med ca. 285 elever fra børnehaveklasse til 9. klasse og ca. 32 medarbejdere. Skole og KKFO ligger på tre matrikler: Vi har netop åbnet et indskolingshus, der nu rummer skole og KKFO for vores mindste elever, vi har en særskilt KKFO for de næstmindste og så 'den gamle dame' i nummer 38, der rummer 2.-9. klasserne og administrationen. Skolen er kendt for sit stærke fællesskab, høje trivsel og fokus på fordybelse. Vi arbejder aktivt med FN’s Verdensmål, og integrerer dem både i undervisningen og skolens kultur.
Det vi laver strategisk, fagligt og pædagogisk, kan ses direkte i elevernes faglige resultater og skal altid have en effekt direkte ned i deres skoletasker.
Vores værdier er
- fællesskab – vi er ansvarlige for hinandens lærings- og arbejdsmiljø og løfter i flok
- fordybelse – vi giver tid og rum til læring og personlig udvikling
- trivsel – vi skaber trygge rammer, hvor alle trives og udvikles
Som en del af vores ledelsesteam forventer vi, at du er en holdspiller og arbejder for at 'gøre hinanden gode', men du vil særligt have et ansvar for indskolingen og ressourcecenteret. Fordi vi leder i team, er de ledelsesmæssige ansvarsområder noget vi kigger på løbende. Har du særlige kompetencer indenfor et felt er det altid muligt at byde ind og løfte her, så længe vi laver den bedst mulige skole for eleverne.
Men dine faste dine ansvarsområder er blandt andet at
- lede og udvikle indskolingen og skolens ressourcecenter
- sikre inklusion og differentieret undervisning for alle elever i tråd med København Kommunes målsætning om 'mangfoldige børnefællesskaber'
- fremme tværfagligt samarbejde mellem lærere, pædagoger og eksterne samarbejdspartnere
- bidrage til skolens overordnede udvikling og implementering af faglige og pædagogiske strategier
- sikre en god skolestart for vores elever og dermed være tovholder på 'stærk samarbejde' til børnehaverne, og gøre vores skole til distriktets attraktive førstevalg, når forældre vælger skole til deres børn
Kvalifikationer
Vi søger en leder, der
- har en relevant læreruddannelse og evt. ledererfaring eller koordinerende funktion
- har erfaring med inklusion og et ressourcestærkt børnesyn
- er fællesskabsorienteret og ser muligheder i tværfagligt samarbejde
- kan jonglere mange bolde og bevare overblikket i en travl hverdag
- har humor, værdsætter traditioner og er åben for udvikling
Vi tilbyder
- et stærkt og erfarent ledelsesteam
- gode rammer for faglig og personlig udvikling
- en skole med engagerede medarbejdere og forældre
- en attraktiv arbejdsplads på Østerbro med fokus på trivsel og udvikling
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på fuld tid med tiltrædelse den 1. februar 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte skoleleder Lotte Thomsen på 21 70 73 69. Vi ser gerne, at du kommer på besøg på skolen til en rundvisning.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest søndag den 23. november 2025