Sommerferie- og tilkaldevikarer til Socialforvaltningen – måske er du et match?

Søg jobbet

Pædagogik
Pleje og sundhed
Deltid - alt under 37 timer
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vil du bruge sommerferien på at blive dygtigere?
Nu har du mulighed for at få et sommerferiejob på socialområdet, enten med faste timer eller som tilkaldevikar hos nogle af vores spændende botilbud i Socialforvaltningen.

Hvilke målgrupper kan du komme til at arbejde med?
Vi mangler dig især til botilbud inden for autismeområdet og socialpsykiatrien. Særligt fire steder vil meget gerne høre fra dig

Socialpsykiatrien

  • Botilbud Boserupvej i Roskilde

Målgruppen er voksne, psykisk sårbare borgere, nogle med misbrugsrelaterede udfordringer. Fælles er at borgerne har brug for støtte i alt fra samtaler, indkøb, vedligeholde egen bolig, egenomsorg, relationer m.m. En del praktiske husopgaver, så som køkkenhjælp, opvask, praktisk støtte til borgerne ift. rengøring og hygiejne. En helt fantastisk målgruppe at arbejde med, hvor du selv er det vigtigste arbejdsredskab.

Krav til dig
Vi har intet uddannelseskrav, men det er en klar fordel, hvis du ønsker at uddanne dig indenfor det sundhedsfaglige eller pædagogiske felt. Et oplagt studiejob, med mulighed for mere og ekstra arbejde, når det passer dig. Du skal selv kunne tage initiativ til opgaver og gerne kunne igangsætte små aktiviteter med borgerne, når tiden er til det (spille spil, gåture, bage, filmaftner m.m.) Du skal være nysgerrig på den faglige metode LA2, som er vores fælles afsæt i al arbejde. Læs om LA2 hos Socialstyrelsen: LA2 - Low Arousal 2

  • Thorupgården i København N

Målgruppen er borgere med skizofreni, angst, selvskade, depression – nogle med et samtidigt misbrug. Vi har borgere fra midt 20’erne op til midt 70’erne. 
Vores mål er at skabe en stærk ramme for sundhed, udvikling og meningsfulde aktiviteter for mennesker med psykiatriske udfordringer. Målet er også at vores borgere lærer mestringsstrategier, så de kan leve et så selvstændigt liv som muligt. Vi lægger vægt på at støtte borgerens mulighed for at opnå et selvstændigt liv, og at den enkelte borger er deltagende og tager ansvar for sit eget liv. 

Krav til dig
Du skal have erfaring med målgruppen: Vi foretrækker, at du er ved at uddanne dig som SSA, pædagog eller sygeplejerske.

Autismeområdet

  • Aspect på fire lokationer: Vesterbro, Vanløse, Hellerup og Brønshøj

Målgruppen er unge mennesker med et højt kognitivt niveau og med diagnoser indenfor autismespektrumforstyrrelse, samt komorbide lidelser som ADHD, OCD, bipolar lidelse, angst m.m. Dine opgaver er at give støtte til, at borgerne lærer strategier til at mestre hverdagslivet og sociale relationer. Det kan til tider være et udfordrende arbejde med mange dilemmaer og problemstillinger, hvilke gør dagene alsidige og jobbet spændende. 

Krav til dig
Vi har intet uddannelseskrav, men det er en klar fordel, hvis du ønsker at uddanne dig indenfor det sundhedsfaglige eller pædagogiske felt. Et oplagt studiejob, med mulighed for mere og ekstra arbejde, når det passer dig.

  • Musvågevej i København NV

Målgruppen er voksne borgere med udviklingshæmning, ofte kombineret med autismespektrumforstyrrelser og/eller multiple funktionsnedsættelser. Borgerne har typisk betydeligt behov for støtte i hverdagen, både pædagogisk, socialt og i forhold til pleje og struktur. Vi har 48 borgere tilknyttet botilbuddet og ca. 17 borgere tilknyttet dagtilbuddene. Her bor voksne fra 18 år og helt op til 80 år.
Borgerne har fx. brug for støtte til hygiejne fx bleskift, støtte til af- og påklædning, støtte til at spise og drikke, udlevering af medicin, aktiviteter, der kan være sundhedsfaglige opgaver fx stomi, kateter m.m., hjælp og håndtering ved epileptiske anfald og dokumentation.
Vi sørger selvfølgelig for, at du bliver oplært til opgaverne.

Krav til dig
Vi har brug for vikarer, der har erfaring inden for autisme og/eller fra handicapområdet eller har anden relevant erfaring.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættes du som sommerferievikar, kan du ansættes op til 37 timer om ugen og indgå i et grundrul med blandede vagter dag, aften, i weekender og på helligdage. Nogle steder kan du også få nattevagt. Ansættelsen vil gælde i perioden fra 1. juni eller hurtigst muligt til udgangen af september 2026. Som tilkaldevikar kan du også få vagter på helligdage, og du vil blive kontaktet, når de øvrige medarbejdere er fraværende, fx på ferie, kursus eller ved sygdom.

Er du endnu ikke uddannet bliver du ansat efter overenskomst for uuddannet social og sundhedspersonale, eller overenskomst for pædagogisk personale. Er du uddannet pædagog, social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske ansættes du efter overenskomst for pædagogisk personale, overenskomst for social- og sundhedspersonale eller overenskomst for syge- og sundhedsplejersker m.fl.

Ansøg med det samme
Klik på linket, og kryds af – du er velkommen til at sætte flere krydser

  • hvor du kunne tænke dig at arbejde
  • hvilken målgruppe, du ønsker at arbejde med
  • har du erfaring med autismeområdet eller socialpsykiatrien
  • hvilke vagter, du foretrækker
  • er du uddannet, under uddannelse eller ikke uddannet

Vi sørger for at matche dig med vores spændende tilbud, så du kan komme ud til en snak, og høre mere om, hvad vi kan tilbyde dig.

Mere information
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, kan du kontakte os på jobisof@kk.dk.

Søg via linket senest onsdag den 13. maj 2026