Socialpædagog og pædagogisk assistent til botilbuddet Kysten i Nysted på Lolland, 37 t/u (dag, aften og weekend)

Søg jobbet

Pleje
Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være en del af et fagligt stærkt fællesskab, hvor vi hver dag går på arbejde for at skabe de bedste rammer for vores 10 borgere?

Kysten er et veldrevet bo- og dagtilbud for mennesker med varig nedsat psykisk og fysisk funktionsevne samt dom til anbringelse. Vi står lige nu foran en spændende opgave med nye borgere og har derfor brug for flere dygtige og engagerede medarbejdere med hjertet det rette sted.

"På Kysten er der ressourcer til, at vi kan tilbyde vores borgere en afvekslende hverdag, og så oplever jeg, at der på Kysten er plads til, at både borgere og personale får lov til at drømme stort" – Rikke, socialpædagog.

Kysten 
På Kysten er vores fælles definerede kerneopgave ikke bare noget, der står på en kaffekop, men rent faktisk et mindset, som vi alle dagligt arbejder ud fra:

”I fællesskab at fremme trivsel og tryghed, støtte livsmestring og skabe plads til drømme”.

Borgerne har dagligt mulighed for at være i beskæftigelse eller deltage i aktiviteter i vores dagtilbud. I denne beskæftigelse ligger blandt andet brændeflækning, produktion af keramik og andre skønne ting, vi sælger i vores lille bod. Disse værdifulde opgaver understøttes af vores dedikerede dagtilbudsmedarbejdere.

Borgerne på Kysten modtager også dagligt støtte til mestring af eget liv i et sundheds- og socialfagligt perspektiv. Heri ligger det tætte relationsarbejde, deltagelse i fællesskaber, nærvær, omsorg, tryghed, hjælp og støtte til ADL. Disse meningsfulde opgaver varetages primært af vores dedikerede botilbudspersonale. Det er netop disse meningsfulde opgaver, du som vores nye kollega skal være med til at løfte.

Kysten ligger i naturskønne omgivelser med egen sansesti, udendørsmotionsredskaber og nyopført bålhytte. Vi ligger helt ned til vandkanten i Nysted, hvor vi bogstavelig talt kan fiske fra forhaven. Derudover har vi også eget sanserum, indendørsmotionsrum og egen biograf.  

Om os
Vi er en stabil medarbejdergruppe med højt til loftet og høj faglighed. Hos os er der medbestemmelse og medindflydelse, og vi står sammen om at bevare det gode arbejdsmiljø.

Sammen dyrker vi vores faglighed både i dagligdagen, men også via supervision og fælles faglig udvikling.

Vi har også

  • stor indflydelse på tilrettelæggelse af eget arbejde.
  • erfaren ledelse med pædagogfaglig baggrund.
  • stabililet i vores medarbejdergruppe og hos ledelsen.
  • mulighed for efteruddannelse og kompetenceløft.

Vi har fokus på faglighed, arbejdsfællesskaber samt en åben og tillidsfuld kultur
Borgerne på Kysten har – foruden udviklingshæmning og dom – individuelle og komplekse udfordringer. Derfor arbejder vi målrettet med at tilrettelægge den sundhedsfaglige og socialfaglige indsats ud fra den enkelte borgers funktionsniveau, udviklingspotentiale og individuelle støttebehov.

Vi arbejder ud fra teorier og metoder, der baserer sig på neuropædagogik, sansebearbejdning, Low Arousal samt en anerkendende tilgang. Vi har et højt ambitionsniveau og stiller høje faglige krav til os selv og hinanden omkring indsatsen til borgeren.

Vi bestræber os på at have et konstant fokus på vores arbejdsfællesskab samt en åben og tillidsfuld kultur, da et velfungerende samarbejde er altafgørende for, at vi lykkes med vores kerneopgave. Vores borgere har brug for den bedste og mest kvalificerede støtte og hjælp. For at lykkes med dette er det en forudsætning, vi tør sige tingene højt og herved kan lære af hinandens succeser og fejltrin.

Hvem er du?

  • Du er uddannet pædagog, pædagogisk assistent eller har en lignende socialfaglig uddannelse og meget gerne erfaring med målgruppen.
  • Du er god til at skabe en rolig og konfliktnedtrappende atmosfære.  
  • Du kan besidde en kontaktpersonsrolle, herunder bl.a. udarbejdelse af statusbeskrivelser, handleplaner og deltagelse i rets- og handleplansmøder.
  • Du har kørekort til almindelig personbil (kategori B).
  • Du har mod på praktiske opgaver samt støtte til personlig pleje.
  • Du er åben og ærlig og tør stå ved dine meninger.
  • Du investerer i relationsarbejdet.
  • Du har positiv energi og er mødestabil.

Hos os kommer du godt fra start
På Kysten tager vi et fælles ansvar for, at du kommer godt fra start i dit nye job både fagligt og kollegialt – læs her hvordan vores nyeste socialpædagog Regitze Månsson Hansen har oplevet sin start hos os:

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod som ny medarbejder på Kysten, og der har været stor fleksibilitet ift. at få tilpasset vagtplanen, så mine arbejdstider passer ind i mit privatliv. Jeg har fået en grundig introduktion til borgerne og medicinhåndtering, og det var rart at have nogle erfarne mentorer, som jeg kunne støtte mig op ad i den første tid. I det hele taget har alle mine nye kollegaer været søde til at tilbyde hjælp, hvilket giver en god tryghed i arbejdet”.

Ansættelsesvilkår  
Arbejdstiden er som udgangspunkt på 37 timer pr. uge fordelt på både dag- og aftenvagter samt arbejde hver anden weekend. Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn.  Vi indhenter straffeattest og referencer ved en evt. ansættelse.

Mere information 
Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen eller har lyst til at komme forbi og hilse på, er du velkommen til at kontakte bo- og dagtilbudsleder Pernille Tinggaard på 2479 3778 eller afdelingsleder Jesper Kolath på 2139 3378 mellem kl. 9-16 på hverdage.   

 Vi glæder os til at høre fra dig!

Søg via linket senest tirsdag den 18. juni 2024
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV.
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt den 21. juni 2024.