Socialpædagog eller medarbejder med anden socialfaglig baggrund søges til Botilbuddet Nordlys

Søg jobbet

Pleje
Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Er du vores nye kollega, der vil være med til at gøre en positiv forskel for udviklingshæmmede borgere i København?

Vi søger dig, der er socialpædagog eller har anden socialfaglig baggrund, og som vil være med til at skabe en meningsfuld hverdag for 12 skønne, voksne borgere. Vi tilbyder dygtige, dedikerede kollegaer, nærværende og lyttende ledelse og en hverdag med mening, hjertevarme og faglighed i højsædet.

Er det noget for dig?

Om Nordlys – et lille tilbud med høj faglighed og gode naboer tæt på
På Botilbuddet Nordlys bor 12 voksne borgere med udviklingshæmning og diagnoser indenfor autismespektret. Flere af borgerne har desuden psykiatriske problemstillinger. Botilbuddet er inddelt i tre boafsnit med fire beboere pr. afsnit.

Vi bor på Fussingsvej 23, 2300 København S, i smørhullet mellem vores to søstretilbud: Albatros og Løvstikkevej 66. Det betyder, at vi altid har mange gode kollegaer tæt ved hånden. Vi ligger desuden ved siden af Sundby Væksthus, som byder flere forskellige tilbud, aktiviteter og fællesskaber for beboerne.

Udadreagerende adfærd – når kroppen taler med
Beboerne på Nordlys er kognitivt udfordrede i en grad, der betyder, at de nogle gange har svært ved at udtrykke sig verbalt. Derfor bruger de kroppen til at tale, og det betyder til tider udadreagerende eller selvskadende adfærd. På Nordlys forsøger vi at skabe plads til den enkelte, samtidig med at vi forebygger eller minimerer selvskadende og udadreagerende adfærd. Det gør vi fx gennem rolige, strukturerede rammer, neuropædagogisk tilgang og Low Arousal.

På Nordlys arbejder vi bl.a. med:

  • strukturerede dagsskemaer, som sikrer tryghed og stabilitet for den enkelte beboer
  • en fastlagt overordnet, pædagogisk ramme, som bygger på pædagogiske mål, vi løbende følger op på blandt andet via daglig dokumentation
  • neuropædagogik, strukturpædagogik, relationspædagogik og anerkendende tilgang
  • mestringsstrategier og selvstændighed i eget liv – fx gennem inddragelse i praktiske dagligdagsopgaver

Hvis du kan se dig selv i nedenstående udsagn, så er du typen, vi søger som vores nye kollega: 

  • Hvis jeg opdager en skraldepose, der ikke er blevet smidt i containeren, eller jeg ser, at nogen har spildt en sjat kaffe på gulvet, så tager jeg mig af det. Vi skal hjælpes ad med at få det hele til at lykkes 
  • Jeg er en ukompliceret person, der hellere vil løse opgaven end at sidde og snakke om den 
  • Faglig dokumentation er vigtig, ikke fordi det står i en paragraf, men fordi det er vores måde at bevidne borgerens liv og udvikling. Uden dokumentation, ingen udvikling 
  • Jeg har det fint med at arbejde skæve timer – at skemaet ikke altid er 8-17, ser jeg bare som en fed mulighed 
  • Jeg er typen, der handler, hvilket også vil sige, at jeg nogle gange fejler. En god arbejdsplads med en dygtig leder er for mig et sted, hvor vi tør fejle og tale åbent om det, så vi lærer af det 
  • Pædagogik er ikke kun gåture i skoven eller kreative værksteder, det er også badesituationer og personlige plejeopgaver med borgerne 

Vi tilbyder:

  • et godt team af dedikerede, dygtige kollegaer og en ledelse, der har fokus på psykologisk tryghed, arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel
  • et arbejde med skønne, livsbekræftende beboere, for hvem du hver dag gør en kæmpe forskel
  • et bosted med faglig udvikling i fokus. Derfor har vi temadage i løbet af året, løbende faglig sparring og feedback

Om stillingen
Stillingen er på 37 timer ugentligt med vagter i tidsrummet 6:00-23:00 alle årets dage og med arbejde hver anden weekend.

Tiltrædelse snarest muligt.

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og principperne for Ny Løn.

Vil du høre mere? Ring eller kom forbi til en uforpligtende snak
Hvis du vil høre mere om stillingen eller om livet på Nordlys, er du velkommen til at kontakte Helene på 2619 5309 eller Mike på 2916 7069. Du er også velkommen til at komme på besøg til en kop kaffe for at høre mere.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Få mere at vide om at arbejde i Borgercenter Handicap her:

Mosaik – bliv en del af Borgercenter Handicap

Vi har hjertet på rette sted

Vi giver os fuldt ud

Vi går bag om adfærden

Søg via linket senest mandag den 6. maj 2024
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 19-20.