Socialfagligt fyrtårn til at udvikle arbejdet med socialtilsyn, dokumentation og magtanvendelser i Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer
Vi leder efter en socialfaglig konsulent, som vil være en del af centerteamet i Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer. Du bliver en del af et konsulentteam, der understøtter 38 tilbud og arbejder tæt sammen med både ledere og medarbejdere om at sikre høj faglig kvalitet. Nu mangler vi en socialfaglig kollega, der har rygsækken fuld af både teori og praksiserfaringer – måske er det dig?
Om os
Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer er en del af Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Centret består af en række botilbud, herberger og krisecentre. Målgruppen er mangfoldig og spænder bredt på tværs af handicap (udviklingsforstyrrelser og udviklingshæmning i lettere grad), social psykiatri og udsathed. Udover tilbud har vi et centerteam bestående af konsulenter med et hav af forskellige fagligheder. Det er dette team, du bliver en del af.
'Alt for ofte ansætter vi ud fra en romantiseret forestilling om, hvordan jobbet og hverdagen ser ud. Det vil vi gerne gøre op med. For vi laver fejl og har dårlige vaner. Men vi har også en arbejdsplads, vi er stolte af, og et arbejde, der giver mening – både for os selv og for andre. Det håber vi, du vil være en del af'.
Som navnet måske antyder, er det permanente og stillestående skiftet ud med bevægelse, og udvikling: Det er målet, at borgere kun er hos os midlertidigt, fordi de under deres ophold udvikler sig og derved får mulighed for at bo mere selvstændigt et andet sted. Vi tror med andre ord på, at mennesker kan udvikle sig hele livet, hvis de bliver mødt af de rette mennesker med de rette kompetencer og i de rette rammer.
Vi øver os på
Hvis vi selv skal sige det, er der mange ting, vi er ret gode til. Vi har fx et tårnhøjt, tværfagligt niveau på tværs af centerteamet, og vi er skarpe til at have borgeren for øje i alt, hvad vi foretager os. Men vi er langtfra perfekte, og helt konkret øver vi os blandt andet på.
Ny organisering: I 2025 var Socialforvaltningen gennem en større omorganisering. Det betyder, at selvom mange af dine kolleger har været her i adskillige år, føler vi os alle lidt nye og til tider på bar bund, fordi vi stadig er i gang med at lære nye arbejdsgange og nye kolleger at kende. Det betyder også, at nu er et oplagt tidspunkt at blive en del af holdet. Forkortelser: CMSB, BBH, SOF, SUD, DSI, MY… vi bruger mange forkortelser her i kommunen, og særligt som nyansat, kan det være lidt af en jungle! Men bag forkortelserne gemmer sig en kæmpe organisation med mange potentielle samarbejdspartnere, erfarne kolleger og faglige fyrtårne.
Om dig
Du skal være fagligt knivskarp indenfor det socialfaglige felt, have erfaring som konsulent på socialområdet – og gerne med kendskab til handicapområdet (autisme og lettere udviklingshæmning), som du især kommer til at understøtte.
Din faglige viden og erfaring udgør et stort og solidt fundament, som du står stærkt på. Samtidig ved du, at andre fagligheder kan have relevante aspekter, og du tror på, at vi bliver klogere af at høre flere perspektiver.
Du ved, at det er menneskeligt at fejle og tror på, at vi alle kan udvikle og forbedre os. Derfor er din tilgang til magtanvendelser, dokumentation og tilsyn også med fokus på at lære af vores fejl og mangler og ud fra dem skabe forbedrede processer, rammer og arbejdsgange til gavn for borgerne. Du skal med andre ord have
- en relevant socialfaglig uddannelse på professionsbachelorniveau (fx pædagog, socialrådgiver, cand.mag. i pædagogik, socialt arbejde eller lignende) samt en faglig relevant akademisk overbygning (kandidat)
- erfaring fra det specialiserede voksenområde – særligt med handicapområdet
- solid erfaring med faglig udvikling, sparring og evt. undervisning i socialfaglige metoder
En typisk hverdag
Du møder ind på Islands Brygge 37 og finder en fleksplads i storrumskontoret, hvor flere af dine kolleger allerede sidder. Stemningen er rar og afslappet.
Du henter en kop kaffe, åbner computeren og går i gang med dagens opgaver – og der er mange at vælge imellem: Du har samarbejdsmøde med Tim kl. 10 angående implementeringen af den nye matchningsproces, og klokken 14 har du møde med teamet angående det fortsatte arbejde med at sikre kvaliteten af dokumentationen på tilbuddene. I mellemtiden skal du gennemgå et af tilbuddenes seneste tilsynsrapporter og understøtte et uanmeldt tilsyn på et andet.
Du har også en kommende undervisningsdag for medarbejdere, hvor du skal undervise i magtanvendelser, og hvordan vi lærer af dem. Den skal du have planlagt snart, helst i dag.
Derudover har du et hav af mails, der venter på dig fra konsulenter, ledere og medarbejdere, som søger din faglige ekspertise og ønsker sparring eller input fra dig. Og pludselig kontakter en af områdecheferne dig angående en særlig kompleks borgersag på et af tilbuddene.
Lad os sige det som det er, vi keder os ikke, når vi er på arbejde. Hverdagen kan være travl, og du skal trives i at have gang i mange projekter og opgaver på én gang. Til gengæld bliver du en del af et centerteam, hvor vi vægter trivsel og kollegialt fællesskab utrolig højt. Du får en teamleder, som tilbyder faste 1:1-samtaler og sikrer sig, at du trives, og at opgavebyrden ikke er for stor. Vi sparrer med hinanden og tværfaglighed er en inkorporeret del af arbejdet. I frokostpausen griner vi højt og snakker om stort og småt, og skønt vi har opgaver nok, er der altid plads til at tage en pause og få en smule frisk luft ved vandet. Du bliver en faglig klippe i teamet, og derfor skal du også kunne arbejde selvstændigt og effektivt, og du skal turde stå fast på din faglighed, samtidig med at du kan tåle at blive udfordret af andre perspektiver.
Vi insisterer på kontinuerlig læring og der vil være muligheder for personlig og faglig udvikling.
Dine arbejdsopgaver
Du skal med andre ord arbejde med blandt andet
- videreudvikling og implementering af vores nye matchningsprocedure i tæt samarbejde med myndighed
- forebyggende indsatser i forbindelse med socialtilsyn og magtanvendelser
- udvikling af dokumentationsindsatser i tæt samarbejde med vores social- og sundhedsfaglige konsulenter
- implementere og understøtte driften af forløbsprogrammer i tæt samarbejde med de lokale ledere på tilbuddene og vores projektleder på området
Derudover vil du arbejde med
- at understøtte ledelsen på alle niveauer i organisationen
- kompetenceimplementering og kvalitetssikring på det socialfaglige område
- strategisk og faglig udvikling på centerniveau og på de lokale tilbud – fra overordnet planlægning til praktisk gennemførelse, fx implementering af faglige metoder, tilgange og værktøjer eller planlægning og afholdelse af temadage for medarbejdere
- understøttelse af socialfaglige indsatser i boformer til borgere med handicap og selvstændige boformer indenfor psykiatri
- digitale systemer såsom Tilbudsportalen og vores dokumentationsprogram, Domus
Lyder det som en hverdag, du kan trives i? Så søg stillingen eller tag fat i os, hvis du vil høre mere.
Ansættelsesvilkår og det med småt
Stillingen som socialfaglig konsulent er forankret i vores centerteam, som består af 21 medarbejdere og en teamleder. Teamet varetager både faglig og administrativ understøttelse af centerledelsen og vores områder. Centerteamet har base på Islands Brygge 37. Arbejdstiden er 37 timer om ugen med mulighed for hjemmearbejde. Forventet tiltrædelse er den 1. maj 2026 eller snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for AC’er og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med rekrutteringsprocessen vil vi indhente referencer og straffeattest.
Vil du vide mere?
Du er meget velkommen til at kontakte teamleder Mathilde Aase Flindt Christensen på 24 77 16 32/rv2c@kk.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Søg via linket senest mandag den 2. marts 2026
Vi holder 1. og evt. 2. samtaler i uge 10 og 11.