Socialfaglig profil til ungeteamet i Specialiseret Handicap i Din Sociale Indgang – City-Østerbro (tidsbegrænset)

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vi søger en stærk socialfaglig profil til ungeteamet, der med faglighed, nærvær og respekt for familiernes hverdag kan være med til at skabe trygge overgange til voksenlivet.

Om Specialiseret Handicap
Du bliver en del af en engageret afdeling, der består af fire teams: HKY, hjemmetræningsteamet, børneteamet og ungeteamet. Afdelingen varetager myndighedsopgaver inden for det specialiserede børne- og ungeområde og har fokus på at skabe helhedsorienterede og bæredygtige løsninger for børn, unge og familier med særlige behov. Vi lægger vægt på faglig sparring, tværfagligt samarbejde og et godt kollegialt fællesskab, hvor der er plads til både faglig udvikling og humor i hverdagen.

Vores målgruppe er børn og unge med alvorlig og livstruende sygdom som fx kræft eller erhvervet hjerneskade, udviklingshæmning eller fysisk funktionsnedsættelse.

Specialiseret Handicap er bydækkende, dvs. vi dækker hele Københavns Kommune.

Din rolle som rådgiver i ungeteamet
I Din Sociale Indgang – City-Østerbro leverer vi socialfaglig støtte efter barnets lov til børn, unge og familier i udsatte positioner og med funktionsnedsættelser. Som børne- og ungerådgiver på myndighedsområdet inden for det specialiserede handicapområde, bliver du en vigtig del af indsatsen for børn og unge med varige funktionsnedsættelser og deres familier. Du får ansvar for myndighedsopgaver efter barnets lov og serviceloven herunder handicapkompenserende ydelser, afdækning, vurdering af støttebehov, udarbejdelse af handleplaner samt opfølgning på støttende indsatser.

Dit arbejde tager afsæt i barnets perspektiv og sker i tæt samarbejde med familien og relevante fagpersoner omkring barnet. Stillingen kræver både faglighed, nysgerrighed og evnen til at balancere myndighedsrollen med en anerkendende og tillidsfuld tilgang i samarbejdet med vores familier.

Vi arbejder med metoden ICS (Integrated Children´s System), der bygger på inddragelse af barnet/den unge, familien og netværket og har fokus på ressourcer og problemer og en helhedsorienteret tilgang. 

Om ungeteamet   
Ungeteamet består af 11 rådgivere og en teamleder. Vi lægger vægt på et trygt og inkluderende arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler vores viden og er nysgerrige på hinandens perspektiver. Der er plads til faglige drøftelser, forskellige erfaringer og til at række ud efter sparring, når en opgave er kompleks.

Vi tror på, at høj faglig kvalitet skabes i fællesskab. Derfor prioriterer vi tæt kollegial sparring og et arbejdsmiljø, hvor man både kan bidrage med sine kompetencer og være åben om det, man har brug for hjælp til. Teamet understøttes desuden af afdelingens tværgående koordinatorer, som bidrager med faglig sparring og hjælper med at skabe sammenhæng og kvalitet i opgaveløsningen.

Om dig
Du har uddannelsesbaggrund som socialrådgiver/socialformidler eller lignende. Det er en fordel, hvis du tidligere har beskæftiget dig med myndighedsarbejdet og har handicapfaglig viden, men du kan også være nyuddannet, da vi sørger for oplæring. Desuden lægger vi vægt på, at du

  • møder den unge og familierne ligeværdigt og nysgerrigt i et samarbejde, som bygger på lovgivningen, politisk fastsatte sagsfrister og god forvaltningsskik
  • kan arbejde systematisk og struktureret med forudsigelige deadlines samt uforudsigelige opgaver
  • har gode kommunikationsevner, kan arbejde inddragende og kan se dig selv som facilitator for forandring for familierne og som myndighedsudøver
  • har en løsningsfokuseret tilgang til arbejdet, har erfaring med eller viden om ICS-metoden, er udviklingsorienteret og har lyst til at arbejde i en organisation, der altid er under forandring
  • har mod til at træffe beslutninger og stå på mål for dem med blik for barnets bedste

Vi tilbyder dig

  • en spændende arbejdsplads i landets største kommune, hvor vi har høj faglig viden om handicap- og myndighedsområdet, herunder brede muligheder for faglig støtte til opgaveløsningen og kompetenceudvikling
  • fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver og arbejdstid med mulighed for hjemmearbejde (dog efter oplæring)
  • introprogram, oplæring, mentor og fast supervision
  • dygtige, engagerede, kreative og modige kolleger i nogle ambitiøse teams, som prioriterer det gode humør og samarbejde i en travl hverdag
  • en nærværende og tydelig ledelsesgruppe, der er opmærksom på den enkeltes trivsel og på at sætte retning, rammer og ambitioner for arbejdet

Om Din Sociale Indgang – City-Østerbro
Din Sociale Indgang – City-Østerbro er én af fem områdeenheder på det specialiserede børne- og ungeområde i København.

Vi er en del af Ét SOF, hvor myndighedsenheder, lavtærskeltilbud og borgerrettede indgange i 2025 er samlet, så københavnerne har ét sted at henvende sig for at få hjælp.

Hos os er ca. 170 engagerede medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Vi er organiseret i tre myndighedsafdelinger: Børneliv (0-13 år), Ungeliv (14-23 år), Specialiseret Handicap (bydækkende) og vores Styrket Modtagelse og familiehus.

Vi ønsker at være kendt for

  • et tæt og insisterende samarbejde med børn, unge og familier
  • høj kvalitet i sagsbehandlingen
  • og et konstruktivt samarbejde med både interne og eksterne partnere

Løn- og ansættelsesforhold
Der er tale om en midlertidig stilling, der løber frem til den 30. juni 2027 med en arbejdstid på 37 timer ugentligt. Stillingen ønskes besat den 1 oktober 2026 eller snarest derefter. Løn og ansættelse er i henhold til gældende overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere, administrativt personale/HK og efter principper om lokal løndannelse. Vi indhenter reference fra tidligere ansættelse samt udvidet børne- og straffeattest inden stillingen kan besættes. Vi er beliggende i Svendborggade 5 i København Ø.

Vil du vide mere?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Anna Sørensen på 29 28 34 21.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Søg via linket senest torsdag den 17. september 2026