Socialfaglig leder til Styrket Modtagelse
Vil du stå i spidsen for den daglige drift og være med til at sætte faglig retning og skabe udvikling gennem følgeskab og motiverende ledelse af et erfarent team af socialrådgivere? Brænder du – ligesom os – for at sikre de bedst mulige indsatser for socialt udsatte børn, unge og deres familier med blik for tværfaglige, kreative og helhedsorienterede løsninger? Så er du måske den kollega, vi leder efter.
Vi søger en teamleder til vores afdeling Styrket Modtagelse i Din Sociale Indgang – Børn, Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave. Teamlederen bliver en del af ledelsesteamet for vores dygtige og tværfaglige afdeling sammen med teamlederen og koordinatoren for flygtningeområdet, teamlederen for HKY og afdelingslederen.
Om Styrket Modtagelse
Styrket Modtagelse består af både administrative medarbejdere, forebyggende familiebehandlere samt børne- og ungerådgivere. Vi modtager og behandler alle underretninger, som enheden modtager, og er derfor som oftest dem, som familierne møder først i deres sagsforløb. Desuden har vi ansvaret for at handle i akutte sager med mistanke om mistrivsel, vold og seksuel krænkelse. Vores mål er at arbejde tidligt forebyggende, og vi har derfor stort fokus på at visitere hurtigt til forebyggende indsatser, til rette kollega i enheden og/eller relevante aktører i andet regi.
Driftsledelse og udvikling af socialfaglig kvalitet i indsatser
Som teamleder er det særligt vigtigt, at du har et ønske om, at den daglige drift vil være omdrejningspunktet for din lederhverdag. Du skal have et skarpt blik for ledelse og have lyst til at være en del af en ledergruppe, som i det daglige samarbejder om at sikre den socialfaglige kvalitet og udvikling af teamet og enheden.
Som teamleder bliver dine primære opgaver at
- inddrage og understøtte medarbejderne i opgaveløsningen, herunder yde faglig sparring, planlægge og prioritere medarbejdernes opgaver
- vurdere og give sparring ift. underretninger og sikre, at forløb visiteres til rette støttende indsats
- afholde MUS- og sygefraværssamtaler og sørge for god trivsel blandt medarbejderne
Du vil være med til at definere mål og rammer for vores sagsbehandling og indsatser – og følge op på udviklingen. Du bliver en del af en ledelsesgruppe, som er optaget af, at ledelse er et fag, hvor forudsætningen for succes er, at vi i det daglige spiller hinanden gode og giver plads til læring, diskussioner, uenighed og fortolkninger. Det betyder i praksis, at du viser retning, at du kan delegere opgaver og med tillid leder dit team med fokus på kerneopgaven i tråd med den faglige retning og de opsatte mål.
Socialfaglig baggrund kombineret med flere års erfaring fra børne-/ungeområdet
Vi forestiller os, at du har en socialfaglig uddannelse såsom socialrådgiver, socialformidler eller anden relevant uddannelse, kombineret med solid erfaring inden for børne-/ungeområdet.
Derudover ser vi gerne, at du
- har erfaring med personaleledelse inden for det socialfaglige område eller talent for det og mod på det
- er fagligt velfunderet i børne-/ungeområdet og gerne har erfaring med metoderne Signs Of Safety, ICS og LØFT
- har stærke samarbejdsevner og leder med empati, indsigt, udsyn og integritet
- kan strukturere, systematisere og lykkes med det store overblik
- har stor interesse for driftsledelse
- forstår at se den enkelte medarbejder og samtidig holde blikket på kerneopgaven og fællesskabet
Du har derudover en god forståelse for at være leder i en politisk styret organisation, hvor der skal prioriteres, og hvor lovgivning, socialfaglighed og økonomi går hånd i hånd. Du skal dermed kunne omsætte politiske beslutninger og Socialforvaltningens strategier meningsfuldt til praksis i samarbejde med resten af ledelsen.
Om DSI VVK
Du bliver ansat i en stor børne-/familieenhed bestående af ca. 220 medarbejdere. Vi er lokaliseret i en levende og aktiv bydel, og vi samarbejder bredt med boligsociale helhedsplaner, frivillige aktører og andre superkræfter i lokalområdet.
Enheden består af kontaktpersoner, familiebehandlere mv. Du bliver således en del af et stort fællesskab, hvor der både er plads til at videndele og udfordre hinanden i de faglige drøftelser.
Hos os lægger vi vægt på at være en arbejdsplads med højt til loftet både fagligt og socialt, hvor vi værdsætter, at den enkelte bidrager med gode ideer og initiativ. Du kan forvente at blive en del af en organisation, hvor trivsel og arbejdsglæde vægtes højt, og hvor vi opfatter os selv som en enhed, der løser opgaverne i fællesskab.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Ansættelsen er fast og uden højeste arbejdstid, men med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer pr. uge.
I forbindelse med ansættelsen vil der blive indhentet udvidet børne- og straffeattest, og som led i rekrutteringen vil vi desuden indhente referencer på tidligere ansættelser
Stillingen ønskes besat den 1. oktober 2025.
Mere information
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Rikke Winckler på 29 11 65 32.
Søg via linket senest søndag den 17. august 2025
Vi forventer at holde 1. samtale den 20. august og 2. samtale den 26. august 2025, og der vil være en personlighedstest og case mellem første og anden samtale.