Socialfaglig kontaktperson til Thorupgården – socialpsykiatrisk botilbud på Nørrebro
Om Thorupgården og vores organisering
Thorupgården er et socialpsykiatrisk botilbud på Nørrebro i Københavns Kommune. Vi tilbyder pladser efter servicelovens § 107 og § 108. De kommende år udfases § 108-pladserne gradvist, hvilket betyder færre plejeopgaver og et øget fokus på andre socialfaglige indsatser. På tværs af huset arbejder vi recovery-orienteret med fokus på trivsel, udvikling og støtte til hverdagsmestring. Opgaverne omfatter relationsarbejde, koordinering af borgerforløb og tværfagligt samarbejde med både interne og eksterne samarbejdspartnere.
Du bliver en del af et tværfagligt team med både social- og sundhedsfaglige medarbejdere, hvor samarbejde, faglig refleksion og fælles ansvar er i centrum.
Vi søger en socialfaglig kontaktperson til område 3, hvor der bor unge og ældre borgere med psykiatriske udfordringer og mange med et samtidigt forbrug af rusmidler.
Vores faglige tilgange
Vi arbejder rehabiliterende og recovery-orienteret samt med TBT og har fokus på subjektivt oplevet livskvalitet under opholdet på Thorupgården. Målet er at støtte den enkelte i at leve et mere selvstændigt liv og hjælpe så mange som muligt videre til en bolig med mindre støtte og til at være en del af civilsamfundet.
Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden er opdateret på den nyeste viden og kan regulere vores indsats efter borgernes livssituation, zone for nærmeste udvikling, behov og ønsker.
Sådan kan en hverdag se ud
Som kontaktperson på Thorupgården arbejder du tæt sammen med borgere med komplekse psykiske og sociale udfordringer. Du støtter den enkelte borgers trivsel, udvikling og vej mod større selvstændighed gennem relationsarbejde, koordinering og faglige indsatser. Samtidig formår du at bevare overblikket, balancere omsorg med tydelighed og navigere i en hverdag præget af skiftende behov.
Dine vigtigste opgaver og ansvar bliver at
- have det overordnede ansvar for egne kontaktborgeres forløb – herunder udarbejdelse, opfølgning og justering af individuelle planer
- yde daglig socialpædagogisk og praktisk støtte – fx personlig pleje, struktur, økonomi og deltagelse i aktiviteter
- understøtte borgernes recovery og udvikling mod et mere selvstændigt liv
- sikre korrekt og fagligt kvalificeret dokumentation samt løbende evaluering af indsatsen
- koordinere og samarbejde med pårørende, myndigheder og eksterne samarbejdspartnere
- bidrage aktivt til den daglige drift, herunder medicinhåndtering, aktiviteter og et velfungerende tværfagligt samarbejde
Vi forestiller os, at du
- har en pædagogisk uddannelse som pædagog, social- eller specialpædagog
- gerne har erfaring fra socialpsykiatrien eller et tilsvarende område
- er fagligt velfunderet og bidrager aktivt til den samlede personalegruppe
- er nysgerrig på egen praksis og indstillet på løbende refleksion og evaluering
- motiveres af at arbejde tæt sammen med borgerne om deres ønsker og drømme for et godt liv
- trives i en hverdag med kompleksitet og ser det som en mulighed for faglig udvikling
- formår at bevare håbet og humøret i hverdagen og kan tænke kreativt samtidig med, at du står på din faglighed som omdrejningspunktet for dit arbejde
Vi tilbyder
Thorupgården har som institution et højt ambitionsniveau i arbejdet med botilbuddets kerneopgave til gavn for borgere, medarbejdere og ledelse. Hos os får du derfor
- et fagligt ambitiøst miljø med fokus på samarbejde med både borgere, kollegaer, ledelse og koordinatorteam
- et arbejdsmiljø præget af nysgerrighed, imødekommenhed og godt humør
- løbende supervision
- kompetenceudvikling og kurser fx NADA, TBT, LA2, medicinhåndtering, recovery og rehabilitering m.m.
Der er desuden gratis parkering i aflåst kælder og mulighed for træning i arbejdstiden i et nyopført træningslokale.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med opstart den 1. december 2026 eller snarest mulig herefter. Arbejdstiden er placeret i dag- og aftenvagter samt med weekendvagt hver 3. weekend. Der er tale om et barselsvikariat af et års varighed, men med god mulighed for forlængelse.
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende straffeattest og referencer.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Louise Eva Ehmsen på 21 68 68 63 f88p@kk.dk eller koordinator Steffen Christian Andersen på 51 49 31 87 eller hm6a@kk.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest søndag den 25. oktober 2026
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og dokumentation for gennemført uddannelse. Samtaler afholdes løbende.