Social- og sundhedsassistent: Vil du arbejde i dag-, aften- eller nattevagt på demensplejehjem i Københavns Kommune?
Vi søger nye kolleger, der vil bruge deres faglighed til at drage omsorg og yde sygepleje af høj kvalitet til mennesker med demens. Send os en SMS eller ring på 30 50 32 52, hvis du vil til samtale indenfor få dage.
I Københavns Kommune er der otte demenscentre, som er plejehjem med boliger særligt indrettet til københavnere, der lever med demens, og som har brug for særlige rammer, så de kan leve trygge og meningsfulde liv.
Lige nu søger vi flere fagligt skarpe social- og sundhedsassistenter, der er nysgerrige på arbejdet med mennesker, der lever med demens, og som er rummelige og gode til at danne relationer. Det er vigtigt, at du er villig til at bruge dine menneskelige såvel som faglige kompetencer til at skabe trygge og meningsfulde rammer for disse sårbare borgere.
Så har du lyst et bruge din hverdag på at gøre en forskel for mennesker med demens – ja, så giv os et kald på 30 50 32 52. Vi kan fortælle mere om de forskellige plejehjem og dine muligheder som social- og sundhedsassistent i Københavns Kommune.
Brug dine menneskelige kompetencer til at skabe tryghed og mening
På alle vores plejehjem bruger vi vores menneskelige såvel som faglige kompetencer til at skabe trygge og meningsfulde rammer for disse sårbare borgere, og vi respekterer den enkeltes ret til selv at bestemme, hvordan de vil hjælpes.
For borgere, der lever med demens, er det særligt vigtigt, at du arbejder med en anerkendende og tålmodig tilgang, når du løser opgaver omkring beboeren. Det er derfor vigtigt, at du interesserer dig for det relationelle og pædagogiske arbejde med beboerne.
Når man lever med demens, findes opskriften på en god dag ofte i den enkeltes livshistorie og identitet. Ved at aktivere minder gennem musik, billeder og fortællinger kan du gøre de praktiske opgaver og den personlig pleje til en tryg og respektfuld oplevelse.
Få en hverdag med faglig nysgerrighed og forskellig faglighed
Du vil blive ansat på ét plejehjem, hvor du får din daglige gang og dit faste kollegateam bestående af blandt andet sundhedsfaglige medarbejdere, pædagoger og terapeuter. Nogle steder bor borgere under 65 år, mens andre steder er specialiserede i fx alkoholdemens.
Læs mere om de otte plejehjem ved at klikke på navnet:
- Bonderupgård i Vanløse er et plejehjem med en særlig afdeling for ældre med demens
- Bryggergården på Vesterbro er for borgere med alkoholrelateret demens
- Fælledgården på Østerbro er et plejehjem med en særlig afdeling for ældre med demens
- Højdevang Sogns Plejehjem ligger lige nu i Valby, men hører ellers til på Amager og er for borgere med demens
- Kastanjehusene på Nørrebro er under udvikling mod at blive et demensplejehjem
- Lindehusene på Nørrebro har ét hus for borgere under 65 år med demens og ét hus for ældre med demens
- Pilehuset ligger i Brønshøj og har borgere med frontotemporal demens eller Huntington-sygdom og ældre borgere med demens
- Rundskuedagens Plejecenter på Vesterbro er for borgere med alkoholrelateret demens
- Aalholmhjemmet i Valby for borgere med demens
Ansættelsesvilkår
Vi kan tilbyde uddannede social- og sundhedsassistenter ansættelse hurtigst muligt, når vi har fundet det rigtige match. Vi modtager ansøgninger helt op til fristen. Du bliver ansat efter gældende overenskomst, og din løn bliver forhandlet på baggrund af erfaring og kvalifikationer. Der vil blive indhentet straffeattest og reference i forbindelse med ansættelse.
Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling i kommunen, har vi mulighed for at tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Læs mere her.
Vil du høre mere?
Ring eller send en sms til Rekrutteringsfunktionens Hotline på 30 50 32 52 og fortæl os, hvor og hvordan du gerne vil arbejde. Der er muligheder i alle vagtlag – også på plejehjem, der ikke er specialiserede i demens – så ring til os og hør om mulighederne.
Du kan også nemt ansøge ved at udfylde et kort spørgeskema. Bare klik på 'Søg jobbet'. Du behøver ikke uploade CV eller ansøgning. Nemt, ik’?
Vi vil gøre alt, vi kan for at imødekomme dine ønsker, og der altid en bus, metro eller S-tog lige om hjørnet, så det er nemt at komme på arbejde. Enkelte steder kan du også parkere gratis.
Søg via linket senest søndag den 24. maj 2025
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.